Masseafskedigelser på vej i Fødevareministeriet

FARVEL: 100 personer risikerer nu at miste deres job i Fødevareministeriet og NaturErhvervstyrelsen. Det må ikke gå ud over arbejdsmiljøet, fastslår DJØF.
Fødevareministeriet bekræfter, at op mod 100 personer skal afskediges som følge af store besparelser i ministeriet.
Fødevareministeriet bekræfter, at op mod 100 personer skal afskediges som følge af store besparelser i ministeriet. Foto: Colourbox
Per Bang Thomsen

Fødevareministeriet har for alvor taget hul på den økonomiske januar-slankekur, og godt og vel hver 13. stilling i ministeriet og NaturErhvervstyrelsen risikerer nu at blive skåret væk. Det oplyser Jette Petersen, administrationsafdelingschef i Fødevareministeriet, til Altinget | Fødevarer

"Op imod 100 stillinger bliver samlet set nedlagt i ministeriet," siger hun.

Afskedigelserne kommer som følge af, at alle ministeriene i 2011 blev pålagt at spare fem procent om året på løn og drift. I Fødevareministeriets departement på Slotsholmen, der til dagligt beskæftiger omkring 100 medarbejdere, bliver mellem syv og ni arbejdspladser sløjfet. I NaturErhvervstyrelsen, der har godt 1.200 personer på lønningslisten, ligger tallet på mellem 50 og 90 personer.

Det konkrete antal afskedigelser vil dog først blive meldt ud torsdag den 19. januar. Det skyldes, at man fra ministeriets side prøver at løse en del af problemet med frivillige og naturlige fratrædelsesordninger. Af samme grund kan hverken ministeriet eller NaturErhvervstyrelsen oplyse hvilke områder, som vil blive berørt af afskedigelserne.

Op imod 100 stillinger bliver samlet set nedlagt i ministeriet.

Jette Petersen
Administrationsafdelingschef i Fødevareministeriet

DJØF: Må ikke skade arbejdsklima
Det var den forhenværende VK-regering, der sidste år vedtog, at hele centraladministrationen skulle spare godt 900 millioner kroner årligt. Den besparelse videreførte den nuværende regeringen, efter den havde vundet regeringsmagten i september 2011, og de ekstra milder skal nu bruges til at finansiere bolig-job-ordningen, der blev vedtaget i Folketinget før sommerferien.

I Fødevareministeriet har det medført en større omorganisering af ministeriet, som blev igangsat i maj 2011, hvor tre styrelser smeltede sammen til NaturErhvervstyrelsen. Ifølge Jette Petersen er man endnu ikke færdig med denne omorganisering, og derfor frygter Lars Kvistgaard, forhandlingsleder i fagforeningen DJØF, at afskedigelserne vil ramme arbejdsmiljøet i ministeriet. Det er nemlig i høj grad DJØF-medlemmer, som arbejder i ministeriet, og som derved bliver ramt af masseafskedigelsen.

"Vi frygter, at medarbejerne kommer til at løbe langt hurtigere, end de gør i dag, og det vil medføre en masse risici. Både i forhold til medarbejdernes helbred, men også i forhold til kvaliteten af sagsbehandlingen. Vi forventer da også, at man tilpasser opgaverne til de medarbejdere, der er tilbage, og derfor vil vi holde regeringen op på, at man ikke kan lave så store besparrelser, uden at man tager polistisk stilling til de opgaver, som skal laves," siger Lars Kvistgaard til Altinget | Fødevarer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00