Medlemmer strømmer ind i psykiatriforeninger

PSYKIATRIFORENINGER: Siden 2007 har otte af landets største psykiatriske foreninger oplevet et sandt medlemsboom. Foreningerne er dog små i forhold til de somatiske patientforeninger.

Flere og flere danskere melder sig ind i psykiatriske foreninger. Det sker, samtidig med at antallet af psykiatriske diagnoser er eksploderet.
Flere og flere danskere melder sig ind i psykiatriske foreninger. Det sker, samtidig med at antallet af psykiatriske diagnoser er eksploderet. Foto: colourbox
Kasper FrandsenOle Nikolaj Møbjerg Toft

Flere og flere danskere melder sig ind i landets patientforeninger på psykiatriområdet. Foreningernes samlede medlemsfremgang er på 52,6 procent.

Samlet set er knap 39.000 danskere medlem af en af de otte psykiatriske foreninger, som har opgivet deres medlemstal til Altinget.dk.

Det viser en opgørelse, Altinget.dk har lavet over medlemstal for otte af landets største psykiatriforeninger for perioden 2007-2011.

Ifølge Jes Søgaard, professor i sundhedsøkonomi ved KORA, skyldes udviklingen en eksplosiv stigning i antallet af psykiatriske diagnoser.

"Det er en helt naturlig udvikling. I forhold til tidligere bliver mange flere diagnosticeret med en eller flere psykiske sygdomme eller lidelser. Og den måde man kan sætte fokus på sin egen eller en pårørendes sygdom er ved at melde sig ind i en forening," siger han.


Flere diagnoser
Ejgil Jespersen er lektor ved SDU og har beskæftiget sig med psykiatriske foreninger. Han er enig med Jes Søgaard og påpeger, at eksempelvis ADHD-diagnoser er tidoblet på ti år. Derfor er der kommet større fokus på det psykiatriske område.

Fakta

Sådan har vi gjort:

Altinget.dk har bedt otte af de største patientforeninger inden for psykiatriområdet om deres medlemstal 2007 til 2011. Nogle tal er hentet fra patientforeningernes årsrapporter.

Her er de otte foreninger:

ADHD-foreningen er oprettet i 1982. Foreningen har i alt 6500 medlemmer og en omsætning på 20 mio. kr. Foreningen har haft en stigning i antallet af medlemmer på godt 57 procent og en stigning i omsætningen på cirka 91 procent.

Angstforeningen er fra 2001. Foreningens omsætning har ligget konstant på 800.000-850.000 kr. de sidste fem år, og foreningen har haft en fast medlemsskare på 1100-1200.

Landsforeningen Autisme er fra 1962. Foreningen har i 2012 en omsætning på 15,5 mio. kr., som er vokset med godt 521 procent siden 2007. Antallet af medlemmer er steget med 47 procent i samme periode.

Landsforeningen af Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere (LAP) er fra 1999. Foreningen har en omsætning på godt 4 mio. kr., der dog er faldet med ca. 15 procent siden 2007. LAP har både kollektive medlemmer som bosteder og enkeltpersoner. 

Landsforeningen SIND blev oprettet tilbage i 1960 og har i dag syv ansatte. SIND har haft et medlemstal, der gennem årene har ligget konstant på 5000, hvor omsætningen er steget med godt 29 procent.

PS Landsforeningen – pårørende til spiseforstyrrede er fra 2002. I 2012 havde den 760 medlemmer og en omsætning på 2-3 mio. kr. Siden 2007 er omsætningen vokset med godt 471 procent, mens antallet af medlemmer er vokset med 126 procent. 

PsykiatriFonden er en privat humanitær organisation, som blev oprettet i 1996. Fonden har over 50 medarbejdere og en omsætning på godt 4,1 mio. kr.

Landsforeningen Bedre Psykiatri blev etableret i 1992 og køres udelukkende af frivilige. I 2012 har Bedre Psykiatri 8000 medlemmer. Antallet af medlemmer er siden 2007 firedoblet.

"Der er kommet flere og flere diagnoser på det psykiatriske område, som skaber fokus om det psykiatriske område. Det afspejler sig selvfølgelig i medlemstallene i foreninger. Næsten alle har en psykisk lidelse eller er i familie med den, der er det," siger han.

At flere og flere diagnosticeres som psykisk syge vidner tal fra Lægeforeningen om. I 2010 konkluderede Lægeforeningen, at hver femte dansker har en eller flere psykiske sygdomme.

Angst og depressionstilstande står for langt størstedelen. Op imod en million danskere lider af forskellige former for angst eller depression.

"Når udviklingen er, som den er, bliver det mere og mere almindeligt at have en psykisk lidelse. Derfor bliver det også mere og mere legitimt og nemmere at fortælle, at man er medlem af en psykiatrisk forening," siger Jes Søgaard.

Større omsætning
ADHD-foreningen, Landsforeningen Autisme og Bedre Psykiatri er de foreninger med flest nye medlemmer siden 2007 i Altinget.dks opgørelse. Henholdsvis 2490, 1931 og 6254 flere medlemmer har valgt at melde sig ind i de tre foreninger. 

Ud over de stigende medlemstal oplever foreningerne også en stigende omsætning, der for de otte organisationer er vokset med 150 procent. Kun Landsforeningen for Nuværende og Tidligere Psykiatribrugere har en lavere omsætning i 2011 end i 2007.

Både medlemsfremgang og en større økonomisk ballast som følge af øget omsætning kan gøre foreningerne mere gennemslagskraftige, mener Jes Søgaard.

"Det er en fordel over for beslutningstagere at have mange medlemmer og en stærk økonomi, fordi der bliver lyttet mere. Derfor får psykiatriforneningerne nemmere ved at sætte dagsordenen," siger han.

Stadig lillebror
Trods den pæne medlemsfremgang generelt på psykiatriområdet, er foreningerne stadig meget små i forhold til det somatiske område.

I 2011 var over 800.000 danskere medlem af en somatisk forening - alene Kræftens Bekæmpelse har over dobbelt så mange medlemmer som det samlede tal for de otte psykiatriske foreninger i Altinget.dks opgørelse.

"Det er nemmere at forholde sig til, at man selv eller en pårørende er blevet ramt af kræft eller en hjertesygdom. Der er ikke så mange variabler at tage stilling til. Det er anderledes for psykiske sygdomme. Der er ofte flere lidelser indblandet og mange andre faktorer som sociale problemer, misbrug og dobbeltdiagnoser, der spiller ind," siger Ejgil Jespersen.

Det er direktør i ADHD-foreningen Camilla Lydiksen enig i.

"Det er meget sværere at forholde sig til psykiatrisk sygdom og være åben om det i forhold til at have for eksempel diabetes eller kræft. Psykiatriske sygdomme er fortsat ofte forbundet med stigmatisering og tabu," siger hun.

Hos Landsforeningen Autisme oplever man også, at det er svært at forholde sig til et psykisk handicap som en årsag til, at de psykiatriske foreniger fortsat halter efter de somatiske.

"Der er op mod 50.000 danskere, der har en diagnose inden for autisme-spektret, så dækningsgraden er i sig selv jo ikke imponerende," siger direktør i Autismeforeningen, Morten Carlsson.

Der er op mod 50.000 danskere, der har en diagnose indenfor autisme-spektret, så dækningsgraden er i sig selv jo ikke imponerende.

Morten Carlsson
Direktør i Landsforeningen Autisme

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) og regeringen har nedsat et udvalg, der skal komme med forslag til, hvordan indsatsen for mennesker med psykiske sygdomme kan tilrettelægges bedst muligt. Udvalgets konklusioner forventes at være klar medio 2013.

Læs også et kort interview med direktørerne for ADHD-foreningen og Landsforeningen Autisme.

Dokumentation


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jes Søgaard

Professor, Syddansk Uni.
cand.rer.soc. (Syddansk Uni. 1980)

0:000:00