Messerschmidt: Kan vi stole på Tyrkiet?

Af Morten Messerschmidt (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Under den kolde krig havde Vesten brug for Tyrkiet. Dengang skelede den frie, vestlige verden ikke til kulturelle og religiøse fortegn, men kun til, hvem der kunne hverves til at byde Sovjetunionen trods.

Til det formål havde NATO brug for både militærdiktaturer og en lokal muslimsk stormagt som Tyrkiet, tusinder af kilometer fra Nordatlanten. Tyrkiske soldater i tusindvis var med til at standse den røde flodbølge i Nordkorea i 1950-1952, men selv NATO kunne ikke tæmme fjendskabet mellem Grækenland og Tyrkiet, som invaderede og besatte det halve af Cypern i 1974.

Efter den socialistiske lejr brød sammen, blev det mere usikkert, hvilken rolle Tyrkiet skulle spille, men et udbredt argument var, at Vesten havde brug for Tyrkiet som en moderat mægler, en kulturel og politisk bro mellem den vestlige og den muslimske verden. Samme holdning lå til grund for ønsket om, at Tyrkiet skulle optages i EU, og Tyrkiet har formelt været kandidat siden 1999. Som det nok er kendt, er Dansk Folkeparti og jeg modstandere af Tyrkiet som EU-land. Modsat os vælger tilhængerne at se bort fra de kulturelle forskelle.

Men er Tyrkiet et land, som vi i Vesten kan regne med, når vi er truet?

Islam betyder mest
De seneste par måneders begivenheder burde gøre os ængstelige. Beviserne på, at tyrkiske fonde har kanaliseret store beløb til syriske oprørsgrupper som Al Nusra, Islamisk Front og Islamisk stat, hober sig op. Den tyrkiske efterretningstjeneste har ladet jihadister passere over grænsen til Syrien, og på internettet kan man se billeder af kendte krigere fra Islamisk Stat, som bliver behandlet på tyrkiske hospitaler.

Med Tyrkiet inden for EU svækker Vesten sin kamp mod Islams hellige krigere. Og EU bliver endnu værre, end EU er i dag. 

Morten Messerschmidt (DF)
MEP

Alt tyder også på, at Tyrkiet har løsladt IS-krigere og givet Islamisk Stat en fri hånd mod kurderne i det nordvestlige Syrien som betaling for, at Islamisk Stat løslod de 49 tyrkiske diplomater fra Mosul. Tyrkiet har også afvist at være med i en slagkraftig koalition imod de mest ekstreme grupper i den syriske opposition. Religionen er – igen - en vigtig forklaring. Tyrkiets sunnimuslimske regering vil ikke ses som Vestens redskab imod Syriens sunnimuslimske oprørere. Men sådan en indstilling viser, at når alt kommer til alt, betyder islam mere end både NATO og EU for Tyrkiet. Kun efter stadig mere alvorlige advarsler fra USA har den tyrkiske regering modvilligt udtrykt verbal støtte til Vesten og kurderne.

Nærmer sig Rusland
Også i forhold til EU har Tyrkiet spillet med fordækte kort. Ruslands svar på EU’s økonomiske sanktioner er en embargo mod frugt og grøntsager, og den truer tusinder af frugtavlere i EU – en trussel, som EU har besluttet at afhjælpe med økonomisk kompensation. EU har gjort klart over for sine kandidat-lande, blandt dem Serbien og Tyrkiet, at de skal lade være med at udnytte konflikten ved at øge eksporten af frugt til Rusland. Men det var netop, hvad den tyrkiske finansminister Nihat Zeybekci 9. august sagde, at Tyrkiet ville gøre. ”Vi vil nærme os Rusland endnu mere,” sagde han. Hvor Serbien har lovet ikke at udnytte de europæiske frugtavleres problemer, så har Tyrkiet besvaret EU’s anmodning med tavshed.

Hvor er loyaliteten til EU?
EU har nulvækst; Tyrkiet har i årevis haft en solid vækst. Alligevel har EU foræret Tyrkiet mange milliarder som ”goodwill” og forberedelse til medlemskab. Men Tyrkiets loyalitet over for EU kan ligge på et meget lille sted.

I udenrigspolitikken har EU aldrig kunnet optræde enigt og beslutsomt, og det er da muligt, at de europæiske lande skal bruge deres fælles økonomiske styrke i EU til at fremme en demokratisk udvikling, forsvare sig eller statuere et eksempel. Men med en demografisk og økonomisk sværvægter som Tyrkiet inden for i EU kan de EU-begejstrede, som støtter tyrkisk medlemskab, godt vinke farvel til europæisk solidaritet og sammenhold.

Med Tyrkiet inden for EU svækker Vesten sin kamp mod Islams hellige krigere. Og EU bliver endnu værre, end EU er i dag.