Mette Frederiksen konstitueres som ny formand

LEDERSKIFTE: En enig hovedbestyrelse udpeger Mette Frederiksen som konstitueret formand for Socialdemokraterne og indkalder til en ekstraordinær kongres søndag 28. juni.

Mette Frederiksen gjorde efter hovedbestyrelsens møde klart, at hun som formand kommer til at videreføre et resultatsøgende Socialdemokrati.
Mette Frederiksen gjorde efter hovedbestyrelsens møde klart, at hun som formand kommer til at videreføre et resultatsøgende Socialdemokrati.Foto: Claus Bech/Scanpix
Sine Riis Lund

Rigtig meget skal nu gå galt, hvis ikke Socialdemokraternes kommende formand hedder Mette Frederiksen.

Lørdag pegede en enig hovedbestyrelse på hende som konstitueret formand og har indkaldt til en ekstraordinær kongres allerede søndag 28. juni.

Mette Frederiksen meldte sig allerede som 14-årig ind i DSU som den fjerde generation i en familie af aktive socialdemokrater.
Mette Frederiksen meldte sig allerede som 14-årig ind i DSU som den fjerde generation i en familie af aktive socialdemokrater. Foto: Socialdemokraterne Flickr

Her skal Mette Frederiksen formelt vælges, og det kræver, at hun kan mønstre 3/4 flertal af kongressens stemmer.

Da ingen modkandidater har meldt sig på banen, ser det blot ud til at blive en formsag. Der har været talt om den østjyske stemmesluger Nicolai Wammen som en mulig formandskandidat, men han sagde allerede klart fredag, at han peger på Mette Frederiksen. Det samme gjorde Helle Thorning-Schmidt og adskillige andre fremtrædende folketingsmedlemmer.

Vi har allerede i valgkampen meget klart sagt, at vi ønsker at lave brede politiske aftaler. Det gælder på velfærdsområdet, det gælder på indsatsen mod social dumping, og det gælder ikke mindst på udlændingeområdet.

Mette Frederiksen
Konstitueret formand for Socialdemokraterne

Brede politiske aftaler
Mens spændingen synes fraværende i valget af ny S-formand, så er der mere usikkerhed om, hvilken politisk linje Mette Frederiksen vil anlægge. Herunder om formanden vil trække partiet mere til venstre.

Efter dagens møde i hovedbestyrelsen pointerede Mette Frederiksen, at Socialdemokraterne gerne laver aftaler med en borgerlig regering.

"Vi har allerede i valgkampen meget klart sagt, at vi ønsker at lave brede politiske aftaler. Det gælder på velfærdsområdet, det gælder på indsatsen mod social dumping, og det gælder ikke mindst på udlændingeområdet," sagde hun til TV 2 News.

Undgår tidligere dramatik
Det seneste formandsskifte i Socialdemokraterne var noget mere dramatisk. Det kom i 2005, efter daværende formand Mogens Lykketoft valgte at trække sig.

Her måtte man ud i en urafstemning, hvor medlemmerne valgte formanden. Valget stod mellem Helle Thorning-Schmidt og Frank Jensen. Allerede dengang blev Mette Frederiksen nævnt som en mulig formandskandidat, men hun ønskede angiveligt ikke at stille op. Hun blev i stedet udpeget som næstformand.

Blandt de populære politikere
Ved torsdagens valg fik Mette Frederiksen omkring 24.500 stemmer. Det giver hende en placering som valgets syvende største stemmesluger. Mette Frederiksen forbedrede sit resultat fra 2011, men nåede ikke op på sin hidtidige rekord på omkring 27.000 stemmer i 2007.

Mette Frederiksen blev første gang valgt ind i Folketinget i 2001 og var beskæftigelsesminister fra 2011 til 2014, hvor hun har stået i spidsen for markante reformer af blandt andet førtidspension og fleksjob. Siden oktober 2014 har hun været justitsminister.

Læs portræt af Mette Frederiksen her

Dokumentation

Mette Blå bog: Mette Frederiksen 
Født 19. november 1977 i Aalborg. Datter af typograf Flemming Frederiksen og pædagog Anette Frederiksen.

Har to børn, Ida Feline (2002) og Magne (2006) med eksmanden Erik Harr, som hun blev skilt fra i 2014. Han er kommunikationsdirektør i Danmarks Apotekerforening.

Personlige stemmetal 
2015: 24.486
2011: 21.847
2007: 27.077
2005: 18.219
2001: 3.602

Kaffeklub: Netværket
Hun står selv i spidsen for denne kaffeklub, der blandt andet også tæller transportminister Magnus Heunicke, folketingets formand og tidligere partiformand Mogens Lykketoft samt Pernille Rosenkrantz-Theil og Jesper Petersen.

Parlamentarisk karriere
2014-2015 Justitsminister
2011-2014 Beskæftigelsesminister
2005-2011 Næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe
2001- Folketingsmedlem
2000 Kandidat for Socialdemokratiet i Ballerup-kredsen

Uddannelse og job
2009 Mastergrad i afrikastudier, Københavns Universitet
2007 Bachelor i administration og samfundsfag, Aalborg Universitet
2000-2001 Ungdomskonsulent i LO
1996 Student, Aalborghus Gymnasium
1983-1993 Byplanvejen Skole

Research: Nikolaj Simonsen


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00