Nationalparker er igen kørt fast

NATUR: Der kan gå måneder, før partierne bag nationalparkerne er enige om de kommende nationalparker Skjern Å og Kongernes Nordsjælland. Både grænser og personspørgsmål skiller partierne.
Nationalpark Thy blev indviet i 2008 som den første nationalpark. Men nu trækker det ud med nationalparkerne Skjern Å og Kongernes Nordsjælland.
Nationalpark Thy blev indviet i 2008 som den første nationalpark. Men nu trækker det ud med nationalparkerne Skjern Å og Kongernes Nordsjælland. Foto: www.danmarksnationalparker.dk, foto: Barker og Barker Luftfotografi
Anders Jerking
Partierne bag nationalpark-aftalen er langt fra enige om grænserne for hverken nationalparken ved Skjern Å eller Kongernes Nordsjælland, og derfor kan der gå måneder eller halve år, før der bliver truffet en afgørelse.

Det var ellers meningen, at dronning Margrethe skulle have indviet nationalparken Skjern Å den 25. juni, men åbningen er udskudt, fordi partierne endnu ikke er blevet enige om en afgræsning. Den sag skulle have været afklaret på møder i sidste uge, men Dansk Folkepartis miljøordfører, Jørn Dohrmann, kunne ikke deltage, og derfor blev der ikke truffet en afgørelse.

Nu er parterne indkaldt til nyt møde 24. juni, men forud for mødet er der langt fra enighed om, hvor stor nationalparken skal være. Høringssvarene viser, at nogle lodsejere gerne vil ud af parken, mens andre vil ind. Og endelig ønsker flere partier, at fugleområdet Tipperne bliver en del af parken.

"Det er en god idé, at Tipperne og den sydlige del af Ringkøbing Fjord kommer med, men vi har ingen ultimative krav," siger Socialdemokraternes miljøordfører, Mette Gjerskov.

Den idé er Dansk Folkeparti ikke med på.

"Vi ønsker ikke at udvide det område, som har været i høring. Hvis man vil gå videre end lodsejerne ønsker, så skal det i en ny høring, inden vi træffer en beslutning," siger Jørn Dohrmann.

Mette Gjerskov erkender, at en ændring af grænserne vil kræve en ny høring og dermed udskyde åbningen i måneder eller halve år.

Radikales miljøordfører, Johs. Poulsen, påpeger, at hvis forligskredsen ikke kan blive enig om en ny afgræsning, så må partierne falde tilbage på de grænser, som har været i høring.

Radikal som formand
Men det er ikke kun afgrænsningen, som volder problemer. Jørn Dohrmann vil også have en afklaring på, hvem der skal være formand for parken. Han mener, at rød blok har accepteret at opgive Tipperne, hvis Johs. Poulsen, der ikke genopstiller til valget, til gengæld bliver formand for den kommende park.

"Det virker som om, at der foregår noget lusk," siger Dohrmann, som mener, at det er forkert at give sådanne poster til personer, der stadig sidder i Folketinget.

Mette Gjerskov afviser at kommentere formandssagen, mens Johs. Poulsen afviser, at det skulle være et krav, at han bliver formand.

"Der er nogle organisationer, som har foreslået mig, men det er ministeren, som udpeger formanden, og det forholder forligskredsen sig slet ikke til," siger han og oplyser, at han gik uden for døren, da formandssituationen blev drøftet på mødet i sidste uge.

Strid om Nordsjælland
Trods uenighederne er de fleste ordførere overbeviste om, at Nationalpark Skjern Å nok skal falde på plads. Derimod er der større strid om den femte nationalpark, som efter planene skal være Kongernes Nordsjælland. Her er borgmestrene fra de fem involverede kommuner efter lang tids tovtrækning blevet enige om et udspil, men lokale lodsejere protesterer stadig, og det gør indtryk på Jørn Dohrmann, som nu ønsker at indskrænke parkens område betydeligt.

"Vi skal starte med en lille model, hvor man kun inddrager statens arealer, så kan man altid udvide, hvis der er nogle borgere, som vil være med, men vi skal ikke kaste os ud i et større projekt, medmindre der er lokal opbakning," siger han.

Det forslag er imidlertid helt uacceptabelt for Socialdemokraterne.

"Det vil være helt hen i vejret bare at kalde de statslige skove for en nationalpark," siger Mette Gjerskov, som mener, at man bør tage udgangspunkt i kommunernes forslag.

"Det er en reel nationalpark med en relevant afgræsning. Men det vigtigste er, at vi får taget en beslutning, for borgerne har ventet længe nok. Jeg håber, at vi kan blive enige, for det er et godt projekt, men ellers må vi se, hvor vi ellers kan placere en nationalpark," siger hun og peger på Roskilde-Lejre som et alternativ til Nordsjælland.

Heller ikke Konservatives miljøordfører, Tage Leegaard, kan støtte DF's forslag.

"Det er for snævert. Mit klare krav er, at parken skal hænge sammen på en måde, så der er ordentlige korridorer, så dyr og planter kan sprede sig," siger han.

Nye parker
Partierne bag nationalparkerne (alle undtagen Enhedslisten) besluttede oprindeligt at oprette fem nationalparker, hvor af Skjern Å og Kongernes Nordsjælland er de to sidste. Men allerede nu ønsker Johs. Poulsen, at partierne tager stilling til fem nye projekter.

"Det ville være godt at få processen sat i gang, for vi kan se, at der er en enorm lokal og regional opbakning i de første tre parker, så det handler bare om at komme i gang," siger han og peger på Roskilde-Lejre, det sydfynske øhav, Søhøjlandet ved Silkeborg, Lille Vildmose og en havnationalpark som mulige emner.

Han erkender, at de første nationalparker både har fået kritik fra lodsejere, der frygter restriktioner, og fra grønne organisationer, som mener, at naturindholdet i parkerne ikke er højt nok. Alligevel mener han, at det er værd at fortsætte.

"Man kan ikke gøre alle lodsejere tilfredse, men det udvikler sig hurtigt til et konstruktivt samarbejde, hvor de fleste finder ud, at man fint kan leve med at være med i en nationalpark. Og så må de grønne organisationer forstå, at parkerne er udtryk for et kompromis. Den naturkvalitet, som de efterspørger fra dag et, den kommer i løbet af årtier, men det tager tid, for det foregår på frivillig basis," siger han.

Mette Gjerskov mener også, at der skal oprettes flere nationalparker, men hun peger især på behovet for havnationalparker.

Jørn Dohrmann mener, at det er for tidligt at diskutere nye parker.

"Nu må vi lige samle nogle erfaringer, og så må vi senere se, om det er nødvendigt at udvide antallet," siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørn Dohrmann

fhv. MEP (DF), fhv. MF
automatikmekaniker (1988)

Johs. Poulsen

Byrådsmedlem (R), Herning Kommune, formand for Kultur og Fritidsudvalget, fhv. MF (2005-11)
lærer (Herning Seminarium. 1980)

Mette Gjerskov

MF (S), ordfører for miljø og verdensmål
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1993)

0:000:00