Nordens erfarne monarker talte alle om sprængfarlig politik – men hvad gør næste generation?

De er 77, 83 og 86 år gamle.

I mere end 30 år har monarkerne i Sverige, Norge og Danmark heddet Carl Gustaf, Harald og Margrethe. Det ændrer sig om mindre end to uger, når dronning Margrethe abdicerer, og Danmark får den 55-årige Frederik som konge.

Der var faktisk substantiel politik i alle tre kongelige nytårstaler – også i dronning Margrethes

Læser man nytårstalerne fra de tre kongehuse, står det klart, at monarkerne ikke er blevet mere forsigtige med årene – snarere tværtimod. De vover alle at ytre sig politisk.

Derfor er det interessante spørgsmål nu, hvordan den næste generation af nordiske monarker vil gribe rollen an: Skal en 55-årig konge været mere klima-aktivist end en 83-årig dronning? Hvad skal en yngre konge eller dronning sige og gøre for at samle nationen?

Det spørgsmål bliver nu aktuelt for kronprins Frederik – og måske også snart for hans jævnaldrende skæbnefæller Haakon i Norge og Victoria i Sverige.

Kongelig musikalitet 

De tre aldrende monarker greb alle fat i nogle af tidens mest følsomme og mest polariserende emner i deres taler, men gjorde det med den politiske musikalitet, der er en forudsætning for det konstitutionelle monarki.

Det er en musikalitet, der på den ene side indebærer, at kongehusene er underordnet demokratierne og skal holde sig fra at bedrive politik, men som på den anden side indebærer, at kongehusene skal demonstrere en evne til at opfange strømninger og tendenser på en måde, så de ikke virker afkoblede fra den virkelighed, borgerne befinder sig i til hverdag.

Det var selvsagt det forestående danske tronskifte, der løb med al opmærksomheden, men der var faktisk substantiel politik i alle tre kongelige nytårstaler – også i dronning Margrethes.

Hun sendte et meget klart budskab om at standse den antisemitisme, der har vist ansigtet i Danmark i takt med, at krigen i Gaza er blevet mere og mere voldsom. Hun trak en linje direkte tilbage til redningen af de danske jøder under Anden Verdenskrig og opfordrede at ”leve os ind i hinandens skæbne”.

Dronningen talte også om kunstig intelligens og advarede mod at glemme unikke, menneskelige egenskaber som håb, nysgerrighed, indlevelse og kreativitet.

Og så talte hun lige som både den svenske og norske konge om klima-udfordringen. I dronningens tilfælde kom det ovenikøbet med en erkendelse af selv at have været for længe om at forstå alvoren:

”Vi er nødt til at forholde os til klimaforandringerne. Konsekvenserne er ikke kun fremtid. De er her allerede, og de er voldsomme. Det er de fleste i Danmark fuldstændig klar over, selvom det har været vanskeligt for nogle af os helt at indse det,” sagde hun.

Poetisk norsk konge

Den norske kong Harald byggede en poetisk ramme om sin tale med et citat fra den norske modtager af Nobels litteraturpris, Jon Fosse: ”Usynlege hender leier oss” – usynlige hænder holder os oppe.

”Disse usynlige hænder kan være så meget forskellige: kærlighed, venskab, en tro på Gud, vilje, håb. Vi har alle brug for nogle usynlige hænder. Og mange af os har brug for dem lidt ekstra nu. Både herhjemme og i verden omkring os,” sagde kongen.

Hans klima-opråb var endnu mere direkte end dronning Margrethes:

”Unge mennesker er ved at opgive de voksne, der ikke viser nok handling, og ikke gør det hurtigt nok. Jeg deler de unges bekymring og deres utålmodighed. Håbet er, at de nye mål, som verdens ledere har sat, vil blive fulgt op af handling. Vi har nu brug for alles utålmodighed, før tiden løber ud for os. Det kan jeg ikke sige kraftigt nok,” sagde kong Harald.

Både i Danmark og Norge er der fortsat stærke politiske uenigheder om, hvordan klimaudfordringen skal løses. I Danmark er det især landbrugets rolle, der splitter. I Norge er der fortsat en meget hård debat om, hvorvidt man skal forsøge at elektrificere den fortsatte udvinding olie og gas – eller om den fossile industri bør afvikles endnu hurtigere.

Både dronning Margrethe og kong Harald undlod omhyggeligt at træde ind i de mest betændte dele af den politiske debat, men deres udsagn kan ikke læses som andet end opbakning til dem, der vil sætte mere tempo på den grønne omstilling – også selv om det koster noget.

På den måde illustrerede alle tre nytårstaler monarkiets paradoks: De må ikke blande sig i politik, men de må heller ikke fremstå som om, de ikke forstår politik

Et andet betændt emne i den norske debat er behandlingen af samer og andre mindretal. I sommer kom en rapport fra en såkaldt sandheds- og forsoningskommission, der slog fast, at der er begået megen uret helt op i vores tid.

”Og alt dette blev gjort i nationens tegn – i et Norge, der på det tidspunkt selv havde brug for at opbygge selvtillid som nation efter 400 års dansk styre. Fornorskningen var et tab for os alle. Et tab af en kulturel rigdom, der hørte til – ja, hører til – i vores eget land. At se med åbne øjne på, hvad der rent faktisk er sket, er afgørende for det forsoningsarbejde, der nu skal følge i kølvandet på den vigtige betænkning”, lød det i talen.

Synspunktet kan virke banalt, men relationen mellem nationalstaten og mindretallene er fortsat politisk betændte i Norge, hvilket senest blev klart, da den norske højesteret slog fast, at det var i strid med grundloven, da staten opstillede vindmøller i områder, hvor samer plejede at holde rensdyr.

En forsigtig svensk konge

Sveriges Carl Gustafs tale var den mindst politiske af de tre.

Den svenske konge – som i øvrigt holder sin tale til jul og ikke til nytår – kaldte 2023 ”et mørkt år”, hvor svenske fodboldfans blev dræbt før en landskamp i Bruxelles, og hvor den banderelaterede vold nåede nye højder.

”Mange mennesker er bekymrede over samfundsudviklingen. Samtidig arbejder politiet og retsvæsenet utrætteligt på at skabe et sikrere Sverige for os alle. De har vores fulde støtte i disse bestræbelser," lød det beslutsomt, men også forsigtigt fra Carl Gustaf.

Forsigtigheden afspejler givetvis, at den svenske politik overfor den organiserede kriminalitet og den svenske udlændingepolitik stadig er for polariseret til, at kongen kan sige noget meget klart.

Det spiller formentlig også ind, at Sveriges konge i højere grad end de to øvrige monarker har bragt sig selv ud i stormvejr med udtalelser, der er blevet opfattet som tonedøve eller ufølsomme.

Det skete senest, da han i begyndelsen af 2023 i et interview kritiserede den ændring af tronfølgeloven, som betød, at hans søn Carl Philip måtte opgive titlen som kronprins.

Monarkiets paradoks

Den svenske konge talte også om klimaet, men lidt mere forsigtigt end sine to nordiske kolleger:

”Naturen gør vores land rigt. Vi har forfinet skoven, malmen, vandkraften og jorden. Med den nye grønne teknologi fortsætter Sverige med at høste succeser i harmoni med naturen. I de seneste klimaforhandlinger blev verdens lande for første gang enige om at skifte væk fra fossile brændstoffer. Det giver håb og tro på fremtiden,” sagde Carl Gustaf.

Til gengæld har kong Carl Gustaf talt højt om klimaspørgsmålet gennem mange år, hyldet Greta Thunberg og kaldt klimaet for et ”skæbnespørgsmål”.

På den måde illustrerede alle tre nytårstaler monarkiets paradoks: De må ikke blande sig i politik, men de må heller ikke fremstå som om, de ikke forstår politik.

Med årene har Harald, Margrethe og Carl Gustaf alle fundet deres placering i dette vanskelige krydsfelt.

Spørgsmålet er, om den næste – og yngre – generation af nordiske monarker vil formå at placere sig lige så sikkert i balancen mellem at sige noget uden at sige for meget.

Det bliver den kommende kong Frederiks lod at betræde vejen for de øvrige.

Men med sin beslutning om at abdicere har dronning Margrethe nu åbnet for en proces, der kan blive svær at standse. I moderne tid har der ikke været tradition for at frasige sig tronen i de nordiske kongehuse, mens det har været mere almindeligt i andre europæiske monarkier som Holland, Belgien og Spanien.  

Folkelig og mystisk på samme tid 

Kronprins Frederik har allerede været tæt på at brænde fingrene i den politiske arena, da han i næsten 12 år var medlem af Den Internationale Olympiske Komité, hvor der træffes mange højst kontroversielle beslutninger. Han slap dog fra det uden større skrammer – måske fordi hans passion for sport og idræt altid er blevet opfattet som ærlig og dybfølt.

Nu bliver det hans opgave at finde en moderne måde at forbinde sig med folket uden at give afkald på den mystik, der nødvendigvis må omgive en arkaisk institution som kongehuset.

Måske var der et råd at hente i den norske kong Haralds nytårstale, hvor han talte om, hvad det vil sige at have et nationalt fællesskab:

”Til hver enkelt af jer vil jeg sige: Jeg ved ikke, hvordan det er at være jer. Men jeg vil meget gerne forstå det. Hold fast i, at du er et helt menneske, på godt og ondt, ligesom alle andre – især når andre glemmer at minde dig om det."