Kommentar af 
Rasmus Nielsen

Nordens største folkemøde med erhvervslivet i front

Arendal i Sydnorge er stedet, man skal være i disse dage, mens Norge er i intens valgkamp. Det norske folkemøde er vokset større i besøgstal end det danske og svenske. Rasmus Nielsen skriver indtryk fra Arendalsuka, hvor erhvervslivet er helt i front - godt støttet af Arbeiderpartiet.

Producer Jakob Kryger fra Altinget Danmark havde pakket alt sit udstyr for at sende live tv fra alle 40 arrangementer i Altinget Norges store overdækkede gård midt på Arendalsuka, august 2023. 
Producer Jakob Kryger fra Altinget Danmark havde pakket alt sit udstyr for at sende live tv fra alle 40 arrangementer i Altinget Norges store overdækkede gård midt på Arendalsuka, august 2023. Foto: Rasmus Nielsen/Altinget
Rasmus Nielsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvad skete der lige dér, fristes man til at spørge. Hvordan gik det til, at folkemøderne i de tre skandinaviske lande på få år har udviklet sig til gigantiske festivaller med hundredetusindtals-besøgende. Hvor borgeren kan møde politikeren, hvor lobbyisten med nyeste fakta i hånden kan fremme særlige synspunkter, og hvor vi på en - helst solrig - sommerdag mødes ved havnekajen og hylder vores mindst ringe styreform - demokratiet? Så afstanden mellem borger og beslutningstager forhåbentlig afkortes?

Tanken melder sig efter besøg på det norske folkemøde Arendalsuka i den sydnorske by af samme navn, omtrent så tæt på Danmark, man kan komme. Det løber af stablen mandag til fredag og kulminerer torsdag med besøg af Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg. Da han sidst, for ti år siden, besøgte Arendal, var han statsminister.

Sidst en Nato-generalsekretær var forbi, var i 2014, da han hed Anders Fogh Rasmussen. I dag er rammen om et sådant besøg alvorligt som nogensinde, så Kulturhusets store sal midt i byen med plads til 650 bliver fyldt til bristepunktet. Med forudgående kontrol af militær præcision. Ingen paraplyer med ind, tak. De har ellers beskyttet de akkumuleret 150.000 deltagere, der ventes at komme i løbet af ugen.

Med 1.962 arrangementer i år ventes Arendalsuka at slå alle rekorder

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Demokratifestivallen opstod først i Sverige ganske improviseret i 1968, hvor ferierende, daværende undervisningsminister Olof Palme (S) improviseret stillede sig op på ladet af en lastvogn i Almedalen. 1982 regnes dog for året, hvor det første rigtige svenske folkemøde blev afholdt med deltagelse af flere partiledere og 1997, hvor lobbyorganisationer og myndigheder sluttede sig til.

Det danske folkemøde startede beskedent i 2011, og året efter var nordmændene i gang i Arendal med 50 arrangementer og skønnet 20.000 deltagere. Tal der sidste år var vokset eksplosivt til 1.725 arrangementer og 150.000 deltagere samlet i løbet af de fem dage.

Med 1.962 arrangementer i år ventes Arendalsuka at slå alle rekorder. Heraf stod Altinget.no i øvrigt for de 40 med fulde huse - op fra tre sidste år, endnu før vi overhovedet var begyndt at udkomme.

Læs også

Det er nærliggende at sammenligne de tre sommerfestivallers A'er: Almedalen i Visby på Gotland lige øst for Midtsverige. Allinge på Bornholm og så altså Arendal i Sydnorge.

Det er en svær øvelse, for hvem har egentlig været overalt på politikfestival? Der foregår jo altid 99 procent et andet sted, man ikke når til. Et vist overblik får man kun ved at sammenligne de seneste tal, men de er så kolde:

  • Sverige: Uge 27, fem dage, 2.100 arrangementer cirka 80.000 deltagere
  • Danmark: Uge 24, tre dage, 2.800 arrangementer, cirka 60.000 deltagere
  • Norge: Uge 33, fem dage, 2.000 arrangementer, cirka 150.000 deltagere

Disse tal siger i sig selv en del: Allinge er det mest kaotiske. Næste tusinde arrangementer om dagen mod 400 i Norge og Sverige. Forlæng dog Folkemødet fra mandag til fredag. Det giver flere mulighed for at komme forbi. Og ingen behøver at stikke af fra arbejdet i samfulde fem dage. Vi kan tage tørnen på skift og sætte vælgeren i centrum.

Almedalen er smukkest. Partier og medier har indtaget de centrale scener. Et parti har særlig fokus én dag. Alt meget professionelt. Allinge er mere hippie-agtigt, sådant alternativt med et let venstreorienteret skær. Medierne forsøges holdt nede. Men også dejligt overraskende og uforudsigeligt. For stort på kort tid og derfor stresset.

Arendal, det mest sympatiske og imødekommende, har bedst infrastruktur men få værktøjer: Enten et lille telt til uddeling af pjecer, bolcher og gulerødder eller større, etablerede scener, gerne indendørs.

Erhvervslivet har en mere fremtrædende rolle i Arendal. Man taler ligefrem om lejrskolen for politikere og næringslivet. Det kan jeg godt lide 

Rasmus Nielsen
Udgiver, Altinget

Nordmændene er igen stukket af fra os andre. Helt imponerende fremmøde med fyldte arrangementer overalt. Nordmænd smiler, når de møder en. "Hyggelig og skikkelig, ikke sandt?" som de siger. Erhvervslivet har en mere fremtrædende rolle i Arendal. Man taler ligefrem om lejrskolen for politikere og næringslivet. Det kan jeg godt lide. Intet velfærdssmfund uden privat produktion og vækst. DI, Dansk Erhverv og Landbrug & Fødevarer og deres medlemsvirksomheder må på studietur til Arendal.

Arendalsuka ejes af kommunen med omkring 40.000 indbyggere. Borgmester Jan Rudy Kristensen fra Arbeiderpartiet skriver da også:

"For at vi som kommune skal kunne tilby gode tjenester til oss alle må vi legge til rette for næringsvirksomhet. Kommunen, sykehuset, staten og fylkeskommunen utgjør mange arbeidsplasser, men private virksomheter og næringsutvikling er svært viktig. Arbeiderpartiets folkevalgte holder tett kontakt med næringslivet for å få vite hva som det er behov for i vår kommune, og de lytter til næringslivsledere og gründere. Arbeiderpartiet ønsker å legge godt til rette for å drive privat virksomhet, både for store og små aktører."

Hvilken dansk socialdemokrat ville skrive sådan, pånær lige erhvervsministeren?

VIDEO: Debat på Arendalsukan – "Krigen i Ukraine - vejen ud af krisen?"


Det er da også bemærkelsesværdigt, at den største arrangørgruppe udgøres af virksomheder / erhvervslivet med 456 arrangementer - en konstant, kraftig vækst - mens de ideelle organisationer i civilsamfundet er henvist til andenpladsen med 328 arrangementer. De politiske partier afholder kun 31 arrangementer selv.

Klima og miljø har fra 2019 været toptemaet, efterfulgt af sundhed og med erhvervslivet nydeligt oppe på en tredjeplads.

Nordmændene går til kommunalvalg 11. september, brevstemningen er allerede i gang, og Arendalsuka var i år gået i valgmode. Høyre ser i aktuelle meningsmålinger ud til at blive den store sejrherre - næsten dobbelt så stort som Stortings-regerende Arbeiderpartiet i tilbagegang.

Vores allestedsnærværende norske chefredaktør Veslemøy Østrem havde inviteret vælgere til kaffe og croissanter til en valgsnak. Vores norske meningsmålingsinstitut Opinion forudsiger, at Høyre henter 47.000 vælgere, der stemte på Arbeiderpartiet i 2019. Hver fjerde, der ikke stemte sidst, vil nu stemme Høyre. Det store konservative partis erklærede mål er at fordoble antallet af ordførere (borgmestre).

Som i Danmark øges politikerleden, og norsk politik har de seneste år været ramt af en række personsager, der - som vores erfarne analytiker Solveig Ruud havde optalt - har fået en stribe toppolitikere til at gå af.

Læs også

Vores anden analytiker, Magnus Takvam, kendt af enhver nordmænd efter 40 år på NRK, giver medierne en del af ansvaret. "Flere medier fokuserer for meget på politikersager som pendlerboliger fremfor at dække de reelle problemer. Det bidrager til politikerleden og den faldende tillid til folkestyret."

Hvem sagde selve meningen med Altinget - fordi politik aldrig har været vigtigere? Uærlige folkevalgte skal afsløres, men i hverdagen må fag- og sagspolitikken stå i centrum. Det lover vi at stå for i Norge, som vi har gjort de i ni år i Sverige og 23 år i Danmark.

Det kunne i øvrigt være smukt, om det sympatiske nordiske samarbejde førte lidt navne-harmonisering med sig: 'Folkemøde' er et ædelt ord, nordmændene og svenskerne med fordel kunne importere fra deres danske broderfolk fremfor at bruge stedsspecifikke navne. På den måde er Dannebrog nu alligevel det smukkeste.

Udgiver Rasmus Nielsen og den danske chefredaktør Jakob Nielsen opsøgte huset i Arendal, hvor Norges socialdemokratiske Arbeiderpartiet blev stiftet 21. august 1887. Formålet var bl.a. stemmeret til kvinder. En nystiftet venneforening vil omdanne det nedslidte træhus til et Demokratihus - et fremtidigt center for demokratiudvikling.
Udgiver Rasmus Nielsen og den danske chefredaktør Jakob Nielsen opsøgte huset i Arendal, hvor Norges socialdemokratiske Arbeiderpartiet blev stiftet 21. august 1887. Formålet var bl.a. stemmeret til kvinder. En nystiftet venneforening vil omdanne det nedslidte træhus til et Demokratihus - et fremtidigt center for demokratiudvikling. Foto: Jakob Nielsen

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Stoltenberg

Generalsekretær, Nato, fhv. statsminister, Norge
cand.oecon. (Oslo Uni. 1987)

Veslemøy Hedvig Østrem

Chefredaktør, Altinget.no
journalist (Norges Journalisthøgskole 1994), BA i journalistisk (Universitetet i Oslo 1994)

Magnus Takvam

Politisk kommentator, Altinget Norge
ex.phil. (Universitetet i Bergen), (Norsk Journalisthøyskole 1983)

0:000:00