Ny VU-formand vil kæmpe for fri hash

NY FORMAND: Jakob Sabroe er ny formand for Venstres Ungdom, og han vil sætte en liberal dagsorden med fokus på fri hash og et opgør med licensen.

Jakob Sabroe er ny formand for Venstres Ungdom.
Jakob Sabroe er ny formand for Venstres Ungdom.Foto: VU/Pressefoto
Kristoffer Kvalvik

Venstres Ungdom har fået ny formand.

Jakob Sabroe overtog i weekenden posten på ungdomspartiets landsstævne. Den nye landsformand går til arbejdet med en klar vision for, hvad han vil opnå, og han lægger tryk på ungdomspartiets liberale værdier.

”Jeg vi blandt andet kæmpe for, at vi får legaliseret cannabis og gjort op med den tvangsinddrevne licens. Det er ikke statens opgave at blande sig i danskernes livsførelse eller diktere deres medievalg,” siger han i en skriftlig kommentar til Altinget.

For Jakob Sabroe skal Venstres Ungdom kæmpe for at trække moderpartiet i en mere liberal retning. Blandt andet ved at gøre Venstres Ungdom mere synlig i den offentlige debat.

”I et land med verdens højeste skattetryk og en altomsiggribende velfærdsstat er der nok at gå i gang med for os liberale," siger han om vigtigheden af, at ungdomspartiet kan gøre indtryk på Venstre.

Opgør med velfærdsstaten
Den 21-årige Jakob Sabroe overtager posten fra Chris Preuss, der har været VU-landsformand i to år, og den nye formand kommer til formandsposten med stærke holdninger til den danske velfærdsstat.

Velfærdsstaten har nemlig ifølge den nye VU-formand spillet fallit, ligesom det offentlige system er blevet overbureaukratiseret, så pengene ikke bruges på de svageste.

”I stedet bliver budgettet snoldet væk på at betale raske mennesker for ikke at være i arbejde og omfordele fra middelklasse til middelklasse,” siger Jakob Sabroe.

Klar til valg
Jakob Sabroe vil de næste måneder særligt koncentrere sig om det forestående kommunal- og regionsrådsvalg 21. november, hvor Venstres Ungdom har over 50 kandidater opstillet.

”Vi knokler for et stærkt resultat, fordi vi ved, at det gør en forskel med en VU’er i byrådet. I flere kommuner er skattestigninger for eksempel blevet blokeret af et VU-byrådsmedlem,” siger han.

Kristian Lausten overtager Jakob Sabroes gamle rolle som landsnæstformand efter skiftet i toppen af ungdomspartiet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jakob Sabroe

Fhv. landsformand, Venstres Ungdom
stud.merc.(IB)

0:000:00