Olsen Dyhr: Vi skal være klimaets medspiller

FOLKEMØDE: Danmark skal bekæmpe klimaproblemerne, lyder det fra SF's formand, Pia Olsen Dyhr, der er klar til at bygge to store vindmølleparker i Vesterhavet.

Pia Olsen Dyhr modtog dagens længste bifald efter sin tale på Folkemødet på Bornholm.
Pia Olsen Dyhr modtog dagens længste bifald efter sin tale på Folkemødet på Bornholm.Foto: Toke Kristiansen/Altinget
Cecilie Gormsen

BORNHOLM: Budskabet var klart, da SF's formand, Pia Olsen Dyhr, gik på scenen på Folkemødet i Allinge.

Vi er nødt til at gøre noget ved klimaindsatsen, lød det igen og igen under Pia Olsen Dyhrs partileder-tale.

"Vi skal ikke være den grønne omstillings modspiller, men klimaets medspiller," sagde Pia Olsen Dyhr og fortsatte:

"Nu mangler der bare en ting. Og det er handling. For ligesom handling uden visioner er hovedløse, er visioner uden handling nyttesløse."

Nye klimaflygtninge
Ifølge SF-formanden er der flere grunde til, at der bør handles politisk for at bekæmpe klimaforandringerne. I sin tale pegede hun blandt andet på, at der i fremtiden vil komme millioner af klimaflygtninge, hvis klimaforandringerne fortsætter. Og de flygtninge kan ikke bare hjælpes i deres nærområder, understregede Pia Olsen Dyhr.

"Deres hjemegn er jo enten tørret ud eller skyllet væk," sagde hun.

Samtidig vil en grøn omstilling ifølge SF-formanden betyde mange nye job.

To nye vindmølleparker
Konkret foreslår Pia Olsen Dyhr og SF to nye havvindemølleparker - en ud for Esbjerg og en ud for Ringkøbing, så Danmark kan blive helt fri for kul og olie i elektriciteten. Samtidig vil partiet genanvende landbrugets restprodukter til at lave benzin, og virksomhederne skal hele tiden udvikle nye grønne produkter.

"Vi skal fra politisk side stille krav til miljø- og klimaforbedringer, samtidig med at vi giver støtte til udvikling af grønne teknologier. Det er at tænke langsigtet. At tænke på klimaet og på, hvordan vi skaber nye arbejdspladser," sagde hun.

"Jeg vil gøre alt for, at min datter og hendes generation ikke skal føle behov for at ringe på min dør om 30 år og sige: 'Hvad fanden bildte I jer egentligt ind, dengang I valgte ikke at handle?'" sluttede hun af.

 

Pia Olsen Dyhr - FM 2015 Socialistisk Folkeparti (F) from Good people on Vimeo.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Pia Olsen Dyhr

Partiformand (SF), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2010)

0:000:00