Opgør med klausuler kan medføre lange opsigelsesfrister

JOB-HÅNDJERN: Lovforslag vil begrænse brugen af ansættelsesklausuler. Advokatrådet vurderer, at arbejdsgivere i stedet vil tage andre midler i brug for at begrænse medarbejdernes frihed. Kun Liberal Alliance er imod.

Ansættelsesklausuler kan give medarbejdere karantæne i en periode, før de må arbejde for en konkurrerende virksomhed eller beskæftige sig med den tidligere arbejdsgivers kunder.
Ansættelsesklausuler kan give medarbejdere karantæne i en periode, før de må arbejde for en konkurrerende virksomhed eller beskæftige sig med den tidligere arbejdsgivers kunder.Foto: Colourbox
Søren Elkrog Friis

Fremover bliver det efter alt at dømme sværere og dyrere for arbejdsgivere, som ønsker at binde medarbejdere gennem ansættelsesklausuler.

Et bredt politisk flertal bestående af Regeringen, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten er enige om, at klausulerne spænder ben for mobiliteten på det danske arbejdsmarked.

Folketinget har nu førstebehandlet et lovforslag, som allerede efter nytår vil begrænse brugen af såkaldte konkurrence- og kundeklausuler, mens såkaldte jobklausuler med enkelte undtagelser forbydes helt.

Lovforslaget udmønter en bred politisk aftale indgået i forbindelse med vækstpakken fra juni 2014 og følger Produktivitetskommissionens hovedanbefalinger.

Fakta
Klausuler
  • Jobklausuler: En aftale, som arbejdsgiver indgår med andre virksomheder eller en medarbejder med henblik på at hindre eller begrænse medarbejderens muligheder for at opnå ansættelse i en anden virksomhed. 

  • Konkurrenceklausuler: En aftale om, at en medarbejder af konkurrencehensyn efter fratrædelsen ikke må drive forretning eller anden virksomhed af en vis art eller tage ansættelse i en sådan. 

  • Kundeklausuler: En forpligtelse for medarbejdere til ikke at tage ansættelse hos eller direkte eller indirekte at have erhvervsmæssig kontakt med den tidligere arbejdsgivers kunder. 

  • Kombinerede klausuler: Omfatter både en kunde- og konkurrenceklausul i samme tidsrum.

Kilde: Kroman Reumert

Vandet løber jo altid et sted hen.

Morten Langer
Advokat og partner, Norrbom Vinding

Der er dog langt fra udelt begejstring blandt høringsparterne.

Ifølge Advokatrådet vil lovforslaget begrænse brugen af alle former for ansættelsesklausuler. Dels i kraft af de begrænsninger, som lovforslaget indebærer, dels som følge af betydelige administrative besværligheder og tvivlsspørgsmål om de nye regler.

Vi har fundet en fin balance. Men jeg vil medgive, at der ikke findes meget viden i Danmark om det her.

Hans Andersen
Beskæftigelsesordfører, Venstre

De juridiske eksperter forventer, at arbejdsgivere i stedet vil tage andre midler i brug for at opnå samme binding af medarbejdere.

“Vandet løber jo altid et sted hen. Hvis jeg som arbejdsgiver skulle finde en anden løsning, ville jeg aftale, at opsigelsesvarslet bliver forlænget med tre eller seks måneder. Det er fuldt ud lovligt, bare man gør det på den rigtige måde,” siger advokat Morten Langer, der er partner i advokatfirmaet Norrbom Vinding og har bistået Advokatrådet med høringssvaret.

Lovforslag kan virke stik imod hensigten
Lovforslaget betyder blandt andet, at den maksimale varighed af en kombineret konkurrence- og kundeklausul bliver fastsat til 6 måneder og forøger samtidig medarbejderens kompensationsgrad.

Dokumentation

Lovforslaget i hovedtræk

Forslaget har til formål at begrænse og regulere brugen af ansættelsesklausuler. Det vil sige konkurrence-, kunde-, og kombinerede klausuler. Loven sigter desuden direkte imod et forbud mod jobklausuler med enkelte undtagelser.

Lovforslaget udspringer af vækstpakken fra juni 2014 og udmønter en bred politisk aftale indgået under den tidligere regering mellem V, K, SF, EL, DF, S og R.

  • Alle lønmodtagere omfattes af loven. Det er således ikke længere en betingelse, at man har funktionærstatus for at være omfattet af reglerne om kompensation.
  • Jobklausuler forbydes helt, dog med de hidtil gældende undtagelser i forbindelse med virksomhedsoverdragelser og vikaransættelse.
  • For at kunne pålægge lønmodtageren en konkurrenceklausul er det en betingelse, at vedkommende indtager en ”helt særlig betroet stilling”. Dette er en skærpelse i forhold til de nuværende regler, hvorefter funktionæren skal indtage en ”betroet stilling”.
  • For kundeklausuler gælder et krav om, at en afskediget eller fratrådt lønmodtager skal modtage en liste fra arbejdsgiveren, der angiver de kunder, som lønmodtageren har været forretningsmæssigt beskæftiget med de sidste 12 måneder før opsigelsen.
  • Hvis lønmodtageren pålægges både en konkurrence- og en kundeklausul, vil klausulen fremover blive kaldt en ansættelsesklausul og være underlagt skærpede regler.
  • Hvis lønmodtageren kun er omfattet af enten en konkurrence- eller en kundeklausul, kan klausulen maksimalt opretholdes i 12 måneder efter fratrædelsen.
  • For lønmodtagere, der er omfattet af både en konkurrence- og en kundeklausul, er den maksimale gyldighedsperiode begrænset til seks måneder efter fratrædelsen.
  • Som kompensation for en eventuel klausul vil lønmodtageren fremover modtage et månedligt beløb, som udgør en procentuel andel af vedkommendes løn på fratrædelsestidspunktet. Det gælder også, selv om lønmodtageren er startet på et andet 'passende' arbejde.
Kompensationsgrad Klausulens varighed Lønmodtager har andet passende arbejde
60 pct. Op til 12 mdr. Nej
40 pct. Op til 6 mdr. Nej
24 pct. Op til 12 mdr. Ja
16 pct.  Op til 6 mdr. Ja
  • Reglerne om klausuler vil fortsat kunne fraviges ved kollektive overenskomster, der er indgået mellem de mest repræsentative af arbejdsmarkedets parter. Fravigelsen kan ske både til lønmodtagerens fordel og ulempe.
  • Lovændringerne forventes at træde i kraft 1. januar 2016.
  • Allerede indgåede jobklausuler kan opretholdes til juli 2020.
  • Konkurrence- og kundeklausuler indgået efter 1999 og før lovens ikrafttrædelse gælder stadig.

Kilde: Folketidende, Bech-Bruun, Kroman Reumert m.fl.


Altinget logoArbejdsmarked
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget arbejdsmarked kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her
0:000:00