Ordfører-rokade hos Konservative: Khader er ny værdiordfører

KONSTITUERING: I kølvandet på regeringsomdannelsen har den konservative folketingsgruppe fordelt ordførerskaber. Naser Khader får et nyoprettet værdiordførerskab.

Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Cecilie Gormsen

Da VLAK-regeringen så dagens lys i slutningen af november, betød det samtidig, at tre fra den konservative folketingsgruppe på seks personer blev udnævnt til ministre.

De tre nye K-ministre – Søren Pape, Brian Mikkelsen og Mai Mercado – har alle ladet suppleanter overtage deres plads i Folketinget, og derfor har den konservative folketingsgruppe nu konstitueret sig på ny og fordelt ordførerskaber.

Den nye gruppeformand Mette Abildgaard har stået i spidsen for arbejdet, og med torsdagens konstituering opretter Konservative et helt nyt ordførerskab, nemlig et værdiordførerskab. Og det bliver Naser Khader, der påtager sig det. Og han er glad for det nye ordførerskab.

Læs også: Mette Abildgaard ny gruppeformand for Konservative

”Jeg synes, at det er et utrolig vigtigt ordførerskab, hvor jeg vil have fokus på danskhed, herunder vores kultur og værdier som blandt andet ytrings- og religionsfriheden,” siger Naser Khader og fortsætter:

”Det er værdier, som jeg sætter meget højt, som jeg ser frem til at arbejde yderligere med, og som jeg er glad for at kunne sætte et endnu større fokus på.”

Læs også: Her er Konservatives nye folketingsgruppe

Han peger på, at Konservative er et parti, der kerer sig meget for Danmark som et fælles fædreland:

”Vi skal i endnu højere grad fokusere på og værne om Danmarks kultur, historie, tro og værdier.”

Mette Abildgaard har det meste af året vikarieret på posten som politisk ordfører, mens Mai Mercado var på barsel. Konservative har nu valgt at lægge posten som politisk ordfører ind under posten som gruppeformand, som Mette Abildgaard altså har fået. Samtidig beholder den unge konservative også sine grønne ordførerskaber som miljø- og klimaordfører.

Se fordelingen af ordførerskaber for Konservative herunder:

Mette Abildgaard

  • Gruppeformand
  • Gruppesekretær
  • Klimaordfører
  • Miljøordfører
  • Grundlovsordfører

Naser Khader

  • Indfødsretsordfører
  • Kirkeordfører
  • Kulturordfører
  • Medieordfører
  • Menneskerettighedsordfører
  • Retsordfører
  • Ordfører for udviklingsbistand
  • Udenrigspolitisk Nævn
  • Udlændinge- og integrationsordfører
  • Værdiordfører

Rasmus Jarlov

  • Finansordfører
  • Europa- og EU-ordfører
  • Forsvarsordfører
  • Ordfører for Grønland og Færøerne
  • Transportordfører
  • Beskæftigelsesordfører
  • Reformordfører
  • Næstformand i folketingsgruppen

Anders Johansson

  • By-, bolig- og bygningsordfører
  • Erhvervsordfører
  • Forbrugerpolitisk ordfører
  • IT- og teleordfører
  • Ordfører for kommunalpolitik
  • Ordfører for skatter og afgifter
  • Ordfører for landdistrikter og små-øer 

Brigitte Jerkel

  • Ordfører for nordisk samarbejde
  • Psykiatriordfører
  • Sundheds- og forebyggelsesordfører
  • Ældreordfører
  • Uddannelses- og forskningsordfører
  • Undervisningsordfører
  • Ligestillingsordfører

Orla Østerby

  • Dyrevelfærdsorfører
  • Energi- og forsyningsordfører
  • Familieordfører
  • Fiskeriordfører
  • Ordfører for handicappolitik
  • Idrætsordfører
  • Landbrugs- og fødevareordfører
  • Social- og børneordfører
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Abildgaard

MF og politisk ordfører (K), formand for Statsrevisorerne
cand.soc. i offentlig forvaltning og kommunikation (Roskilde Uni. 2013)

Naser Khader

Ejerleder, rejseselskabet Palmyra Rejser, senioranalytiker ved Middle East Forum
cand.polit. (Københavns Uni. 1993), master i teologi (Københavns Uni. 2015)

0:000:00