Partier raser over "absurd" detalje i koranlov: "Et ulækkert angreb på ytringsfriheden"

Regeringen angriber ytringsfriheden yderligere ved at gøre det strafbart at bifalde koranafbrændinger. Det mener både DF og Danmarksdemokraterne. Radikale vil arbejde for præciseringer i loven.

"Det er noget gedigent makværk," siger Dansk Folkepartis Mette Thiesen om koranloven.
"Det er noget gedigent makværk," siger Dansk Folkepartis Mette Thiesen om koranloven.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Peter Ingemann Nielsen

En særlig detalje i straffeloven kan gøre det ulovligt at bifalde koranafbrændinger, hvis loven vedtages i sin nuværende form.

Som koranloven er formuleret, bliver det nemlig ulovligt offentligt at bifalde koranafbrændinger og andre lignende "utilbørlige" behandlinger af religiøse genstande.

Og det er stærkt kritisabelt, lyder det nu fra flere oppositionspartier.

Danmarksdemokraternes politiske ordfører, Susie Jessen, kalder det et "meget ulækkert angreb på vores ytringsfrihed".

"Det her kommer til at skabe en kæmpe usikkerhed om, hvad man må og ikke må sige," siger hun og giver et eksempel:

"Hvis en almindelig borger anerkender og tilslutter sig den handling, som den iranske kunstner Firoozeh Bazrafkan har lavet ved at rive koranen på et rivejern, kan man simpelthen blive straffet for det. Det er fuldstændig absurd. Det er helt vildt. Jeg er rasende over det."

Også Dansk Folkepartis Mette Thiesen raser over, at billigelse af koranafbrændinger kan føre til straf.

Hun mener, at det er endnu et eksempel på, at regeringen ikke har gennemskuet konsekvenserne ved dens lovforslag.

"Det er noget gedigent makværk, der åbner for en ladeport af fortolkninger," siger Mette Thiesen og fastslår:

"Det er et massivt indgreb i danskernes ytringsfrihed."

Årsagen bag lovdetaljen skal findes i straffelovens paragraf 136. Den siger, at det er ulovligt at bifalde handlinger, der ifølge straffelovens kapitel 12 er en forbrydelse.

Regeringens koranlovforslag er netop placeret i kapitel 12.

Læs også

Behov for præcisering

Som et af få oppositionspartier bakker Radikale Venstre op om regeringens forsøg på at sætte en stopper for koranafbrændingerne.

Men udenrigsordfører Christian Friis Bach mener, at det stadig skal være muligt at bakke politisk op om Rasmus Paludans koranafbrændinger, ligesom det skal være muligt at udtale støtte til iranske kvinder, der demonstrerer imod kvindeundertrykkelse.

"Loven skal selvfølgelig ikke gælde for personer, der anpriser eller lovpriser eller på anden måde taler om koranafbrændinger. De skal ikke være i fare for at blive straffet," siger den radikale politiker.

Det er fuldstændig absurd. Det er helt vildt. Jeg er rasende over det

Susie Jessen (DD)
Politisk ordfører

I det hele taget vil Christian Friis Bach arbejde for, at loven bliver præciseret.

"Vi har en stribe andre ønsker til præciseringer, som indskrænker virkemåden af koranloven yderligere - blandt andet i forhold til kunstneriske ytringer. Jeg har tiltro til, at vi får gjort det endnu mere præcist, og det her område er oplagt at tage med," siger han.

Han holder dog fast i, at koranloven skal være en del af straffelovens kapitel 12, fordi man ifølge Christian Friis Bach ville risikere en "endnu større glidebane", hvis man placerede loven i ordensbekendtgørelsen eller som en del af racismeparagraffen.

Dansk Folkepartis Mette Thiesen er heller ikke med på at flytte loven over i et andet kapitel i straffeloven, men det er af helt andre årsager.

"Det bedste, man overhovedet kan gøre, er at skrotte den lov," siger hun.

Regeringen har hele tiden slået fast, at den kun vil udføre en juridisk "nålestiksoperation", men ifølge Susie Jessen har operationen vist sig at være meget vidtgående.

"Det er blevet til angreb på den kunstneriske frihed og nu åbenbart også et angreb på almindelige mennesker, der bifalder kunstnerisk frihed," siger danmarksdemokraten.

Det er endnu ikke lykkedes Altinget at få en kommentar fra Justitsministeriet.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susie Jessen

MF, politisk ordfører (DD)
journalist (DMJX 2010)

Mette Thiesen

MF (DF)
lærer (N. Zahles seminarium 2008)

Christian Friis Bach

MF (R), stifter, Warfair
cand.agro. (KVL 1992), ph.d. international økonomi (KVL 1996)

0:000:00