Peter Christensen får ny kreds

OPSTILLING: Venstres forsvarsminister, Peter Christensen, siger farvel til den sønderjyske Aabenraa-kreds, hvor vælgerne vragede ham ved sommerens folketingsvalg. I stedet vil han stille op i Næstved.

Ved næste folketingsvalg stiller Peter Christensen (V) op i Næstved-kredsen i stedet for Karsten Nonbo (V).
Ved næste folketingsvalg stiller Peter Christensen (V) op i Næstved-kredsen i stedet for Karsten Nonbo (V).Foto: Rasmus Flindt Pedersen/Altinget
Line Jenvall

Stemmerne på Peter Christensen (V) rakte efter sommerens valg kun til en plads som suppleant i Sydjyllands storkreds, og nu håber han, at der er større opbakning fra sjællænderne, end der var fra sønderjyderne.

Forsvarsministeren, der blev hentet ind i regeringen som erstatning for Carl Holst (V), har nemlig skiftet sin kreds ud og vil være kandidat i Næstved-kredsen ved næste valg. Det oplyser han i en pressemeddelelse.

"En enig kredsbestyrelse i Næstved har opfordret mig til at blive deres kandidat. Det har jeg sagt ja tak til og håber på kredsens opbakning på opstillingsmødet den 14. april," siger Peter Christensen til Jyllands-Posten.

Udfordringerne er de samme
Efter valgnederlaget i sommer annoncerede Venstre-profilen, at han ville træde ud af politik, og det come-back, han gjorde på ministerholdet, bliver nu cementeret med opstillingen i Næstved, hvor han afløser sin tidligere folketingskollega Karsten Nonbo, der heller ikke blev genvalgt 18. juni sidste år. Næstved-kredsen er en del af Sjællands storkreds med det største antal af vælgere på landsplan. Også Venstres formand, statsminister Lars Løkke Rasmussen, stiller op her.

Og selvom Peter Christensen er sønderjyde, mener han godt, at han har noget at tilbyde Næstveds indbyggere.

"Det, jeg kan lytte mig til, er, at mange af de udfordringer, jeg kender fra Sønderjylland, er de samme som i Næstved. Det er vækst, beskæftigelse og infrastruktur. Min fornemste opgave er at repræsentere Næstved, og det gælder, uanset om man taler om motorvej eller at få Udlændingestyrelsens udflytning på plads," siger han til Sjællandske.

Kredsformand: En dygtig minister
Ved folketingsvalget i sommer fik Venstre fem mandater i Sjællands Storkreds, og kigger man på de nuværende meningsmålinger, står Venstre til at gå tilbage. De fem Venstre-folk, som Peter Christensen kommer til at kæmpe med, er statsminister Lars Løkke Rasmussen, kulturminister Bertel Haarder, integrationsordfører Marcus Knuth, finansordfører Jacob Jensen og skatteordfører Louise Schack Elholm.

Venstres kredsformand i Næstved, Jakob Mols, glæder sig over, at Peter Christensen ønsker at stille op i hans kreds. 

”Vi er meget glade for, at Peter Christensen ønsker at stille op hos os. PC er kendt som en dygtig minister, der har et indgående kendskab til partiet og til arbejdet i Folketinget, og han kan derfor være en stærk repræsentant for Næstved-kredsen. En enig kredsbestyrelse er helt igennem indstillet på at knokle for at få ham valgt,” siger Jakob Mols i en pressemeddelelse.

Peter Christensen er uddannet elektriker og sad i Folketinget for Venstre fra 2001 til 2015. I løbet af de 14 år havde han poster som både politisk ordfører, skatteordfører og finansordfører. I Lars Løkke Rasmussens første regering var han skatteminister, og i dag har han ud over titlen som forsvarsminister også ministeransvaret for nordisk samarbejde.

Opstillingsmødet i Næstved afholdes på torsdag.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Christensen

Direktør, Aktive Ejere, formand for Danske Spil, fhv. forsvars- og skatteminister & MF (V)
elektriker (1997), MBA (2018)

0:000:00