Nye Borgerlige var tæt på at ende som det, de gik i oprør imod

To protestpartier i hver sin ende af skalaen, der udgjorde hver sin yderfløj og fik deres nærmeste konkurrenter til at se støvede og kedelige ud. Som altid kunne hæve indsatsen, indtil de så ikke kunne længere.

For fælles for de to partier er også, at deres slagnummer blev taget fra dem. Alternativet ville have en 70 procents reduktion af CO2-udledningen. En på det tidspunkt helt vild tanke, men i dag er det vedtaget politik. Der findes ikke længere det parti i folketinget, der ikke mener, de er et grønt parti, og selv regeringens ministre går med i den årlige klimamarch-demonstration.

Hos det grønne parti har den interne strid længe været, om man skulle betragte det som en sejr og så gå i gang med det hårde parlamentariske arbejde for at føre det ud i livet, eller om man skulle blive endnu mere ultimativ. Det dilemma førte til en periode med mange små grønne partier, til bruddet med Theresa Scavenius og til, at Alternativet i seneste Megafonmåling ligger på bare 2,2 procent.

En væsentlig forskel mellem de to partiers skæbne er dog, at Alternativet er lykkes med et generations-skifte, som Nye Borgerlige ikke har mulighed for

Morten Reimar
Selvstændig kommunikationsrådgiver

Også Nye Borgerlige måtte se deres strategiske hovedkonkurrenter stramme op, og i dag er det mere reglen end undtagelsen, at partierne i Folketinget er strammere på integrationspolitikken. Selv Radikale Venstre har rykket sig her.

Vermund forsøgte at gøre Nye Borgerlige til et indflydelsesparti og åbnede på valgnatten endda op for et samarbejde med netop Radikale. Det er bare så pokkers svært at være et indflydelsesparti, når ens mandater er ligegyldige. Og hvad nytter det at stramme endnu mere, når både Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne tør følge med gang på gang?

En væsentlig forskel mellem de to partiers skæbne er dog, at Alternativet er lykkes med et generationsskifte, Nye Borgerlige ikke har mulighed for, da både Mette Thiesen, Mikkel Bjørn og ungdomspartiformand Malte Larsen er skredet.

Så hvad er der tilbage af protestpartiet? Ingen kan betvivle, at Vermund på sine bedste dage var blandt de mest karismatiske partiledere, men også det synes at være fortid. Hun var i forvejen blevet mat i koderne, da hun gav formandsposten videre til Lars Boje Mathiesen, og da hun måtte komme tilbage igen, lignede hun en skygge af sig selv.

Protesten er forsvundet, og partiet ville også snart forsvinde, og så var der kun de sidste gløder af Vermunds ild tilbage.

Til sidst indfandt selvindsigten sig: Nye Borgerlige var tæt på at ende som det, de gik i krig imod. Et træt parti, der ikke tilbød en unik vare og ikke var med til at hæve ambitionsniveauet, men mere og mere mindede om de andre. Trak de mandater med sig under spærregrænsen, ville de spænde ben for deres eget politiske projekt.

Det kunne de alligevel ikke leve med.