Rapport: Miljøregler ikke landbrugets værste fjende

LANDBRUG: Ny rapport fra Fødevareøkonomisk Institut viser, at høje rente- og lønomkostninger især hæmmer dansk landbrugs evne til at tjene penge. Miljøreguleringen udgør højest 20 procent af problemet, lyder det fra forsker bag rapporten.
Foto: colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen
Danske landmænds indtjening i forhold til kollegerne i andre lande skyldes kun i mindre grad restriktive miljøregler. Problemet hænger overvejende sammen med større rente- og lønomkostninger.

Sådan lyder det fra seniorforsker på Fødevareøkonomisk Institut, Brian Højland Jacobsen.

"Samlet set er hovedparten af forklaringen på, at dansk landbrug har en lavere indtjening, den større gæld, højere kapitalbinding og deraf afledte højere renteudgifter. Vores undersøgelser peger på, at højere rente- og lønudgifter udgør 70-80 procent af problemet," siger Brian Højland Jacobsen.

Han har været med til at udarbejde analysen af miljøreglerne i den netop offentliggjorte analyse - "Dansk landbrug og fødevareindustris konkurrenceevne og rammevilkår". Analysen, der blev bestilt af VK-regeringen i september 2010 som led i aftalen om Grøn Vækst 2.0, har sammenlignet Danmark med andre EU-lande på en række områder såsom produktivitet, salgspriser, indtægter, gæld, teknologi, lønudgifter, finansieringsomkostninger og merudgifter til afgifter samt miljøregler.

Det være sig både via landeanalyser, der baseres på gennemsnitsbedrifter, samt egentlige caseanalyser af udvalgte bedrifter og produktioner i England (planteproduktion), Tyskland (svineproduktion) og Holland (mælkeproduktion). Her har man blandt andet sammenlignet kvælstofsreguleringen, regler for udnyttelse af husdyrgødning, reglerne for efterafgrøder, forskelle i energiafgifter, regler for anvendelse af dyrlæge samt medicin. 

Samlet set er hovedparten af forklaringen på, at dansk landbrug har en lavere indtjening, den større gæld, højere kapitalbinding og deraf afledte højere renteudgifter. Vores undersøgelser peger på, at højere rente- og lønudgifter udgør 70 -80 procent af problemet.

Brian Højland Jacobsen
Seniorforsker, Fødevareøkonomisk Institut

Højest 20 procent er pga. regler
Brian Jacobsen har for Altinget | Miljø ud fra både case- og landeanalyserne vurderet, hvor stor andel miljøreguleringen i Danmark har for landmændenes evne til at tjene penge. Han understreger dog, at analyserne ikke egner sig til at give et generelt billede, men at analyserne tilsammen kan give en idé om, hvad der er skyld i danske landmænds økonomiske problemer.

Analyserne tyder - ifølge Brian Jacobsen - på, at miljøreguleringen bærer en del af ansvaret for den lavere indtjening i Danmark, men at det bestemt ikke er landbrugets største problem. Han mener således, at danske miljøregler maksimalt kan tilskrives 20 procent af de dårligere vilkår for danske landmænd, mens 70-80 procent - som nævnt - skyldes rente- og lønomkostninger.

"De sidste 20-30 procent af misforholdet til udlandet handler om dyrlægeregulering, moms og andre forskelle såsom miljøregler, som jeg derfor mener ligger på højest 20 procent," siger Brian Jacobsen.

Han peger dog samtidig på, at det kan variere meget fra bedrift til bedrift.

"Jeg vil ikke afvise, at der findes bedrifter, hvor miljøreglerne har større konsekvenser. Den analyse, vi har lavet, kan ikke bruges til at sige, hvad der gælder for alle bedrifter," siger han.

Altinget logoFødevarer
Vil du læse artiklen?
Med adgang til Altinget fødevarer kommer du i dybden med Danmarks største politiske redaktion.
Læs mere om priser og abonnementsbetingelser her








0:000:00