Rasmussen: Mistillid og flygtningekrise er en giftig cocktail

Bliver det et ja eller et nej ved folkeafstemningen på torsdag? Flertallet af målinger har vist dødt løb, men i denne uge stod de dårlige nyheder i kø for ja-sigerne i V, S, R, K, SF og Alternativet, mens nej-siden i form af DF, LA og Enhedslisten kunne klappe i hænderne.

Først viste en ny meningsmåling torsdag foretaget af Norstat for Altinget, at 41 procent af danskerne vil stemme nej, og blot 34 procent ja til tilvalgsordningen – 25 procent tvivler fortsat.

Og fredag bringer Politiken Og TV 2 en anden måling, der viser, at den fælles garanti, som statsminister Lars Løkke Rasmussen og S-formand Mette Frederiksen har udstedt om, at Danmark ikke i fremtiden vil deltage i EU’s asylpolitik, på ingen måde har overbevist vælgerne.

54 procent svarer i en Megafon-måling, at de tror, at et ja ved folkeafstemningen 3. december på sigt fører til, at Danmark tilslutter sig EU’s fælles, overstatslige asyl- og indvandringspolitik. Blot 13 procent stoler på løftet.

Primærvalget er simpelthen blevet brandet ”outsidernes” eller ”amatørernes” valgkamp, og talrige målinger i USA viser nøjagtigt som i Danmark, at tilliden til løfter fra ”professionelle politikere” kan ligge på et meget lille sted.

Annegrethe Rasmussen

Det flugter så med, at endnu en måling fra Norstat for Altinget fredag tildeler nej-siden medaljen som den mest troværdige part i den aktuelle EU-debat. 30 procent af de adspurgte siger, at nej-siden er mest troværdig, mens kun 21 procent peger på ja-partierne som de mest troværdige. 49 procent ved ikke, hvem der er mest til at stole på, hvilket i sig selv er et yderligere krisetegn, der kun kan styrke trangen til at blive på sofaen.

Jura og teknik preller af på vælgerne
At den fælles asyl- og indvandringspolitik slet ikke er en del af pakken med retsakter, som Danmark tilvælger med et ja ved folkeafstemningen, har med andre ord ingen effekt. Sandsynligvis, som en anden tidligere måling for Altinget fra Norstat har vist, fordi langt de fleste vælgere ikke fatter en brik af juraen bag afstemningen. Og dernæst fordi Lars Løkkes løfter om, at garantien mod deltagelse, som med hans ord ”vil gælde, til solen brænder ud,” ikke overbeviser heller.  

Eksterne faktorer i EU-systemet, som f.eks., at medlemslandene sammen med Europa-Parlamentet og EU-Kommissionen i denne uge indgik en aftale, der giver Europol nye redskaber til blandt andet at bekæmpe terror og cyberkriminalitet, ser heller ikke ud til at gavne hverken ja- eller nej-siden; igen fordi juridiske aftaler simpelthen er for svære at hitte rede i for langt de fleste vælgere.

Terrorangreb og flygtninge ændrer banen
Hvad der derimod har betydning er konkrete hændelser som f.eks. terrorangrebet i Paris i forrige uge, der styrker ja-sidens argumenter om fordelene ved et tæt europæisk politisamarbejde – fordi det nye, stærkere Europol får styrket sine muligheder for at indsamle oplysninger om terror-mistænkte – samt den rullende flygtningekrise, der efter alt at dømme styrker nej-siden.

Hvorfor nu det? Skulle flygtningepresset ikke netop styrke argumenterne for et koordineret samarbejde om et internationalt problem? Det har mange EU-tilhængere talt for, men i praksis svækkes den argumentation af den førnævnte garanti, hvor ja-siden jo netop fastholder Danmarks ret til selv at bestemme over asylpolitikken.

Politikerne ved, at svækkelsen af grænserne og frygten for at miste suverænitet, når de gælder regler om udlændinge, er en tabersag – og tilsvarende noget, som især DF har levet højt på i årevis, ikke bare i EU-sammenhænge, men også ved Folketingsvalg. Det er ikke for meget at sige, at netop flygtningekrisen fuldstændig har ændret den bane, som såvel ja- som nej-sigerne spiller på op til afstemningen.

Tryghed i form af et nationalt politi, retshåndhævelse og kontrol med, hvem der kommer ind i landet, er blot blevet endnu vigtigere for danskerne.

Den evige faktor: mistilliden til eliten
Den anden faktor, som spiller massivt ind, er til gengæld ikke ny. Ved samtlige folkeafstemninger i nyere tid om EU har mistilliden til ”eliten” – ikke bare de ledende politikere og de statsbærende partier, men også store interesseorganisationer og NGO’er – været en selvstændig faktor til fordel for nej-siden.

Danskerne stoler ikke på de partier, de ellers tildeler flertallet i Folketinget, når det gælder europæiske forhold. Den massive mistillid ses helt konkret i den førnævnte meningsmåling om garantien mod en overstatslig asylaftale, men den var også i spil i de to afstemninger om ØMU’en og i sin tid tilbage ved afstemningen i 1992 om Maastricht-traktaten.

”Er du i tvivl, så stem nej,” som et af de mest brugte slogans var dengang – akkompagneret af beroligende beskeder om, at man altid kunne få nogle ny aftaler og ombestemme sig senere, mens et ja var definitivt og den sikre vej ned ad glidebanen mod tab af selvbestemmelse.

Historien gentager sig. Utallige meningsmålinger har dertil også vist en social skævhed i synet på EU: Jo dårligere uddannet, jo lavere indkomst og jo mere løs en tilknytning til arbejdsmarkedet, vælgeren har, jo mindre tillid har han M/K til politikernes løfter. Sådan er det fortsat.

Politikerlede er også stærkeste faktor i amerikansk politik
Her er der en klar parallel til det amerikanske primærvalg, der lige nu brager løs, og hvor der i især i det republikanske parti kan spores en foragt og en afstandtagen til alt, der smager af ”det etablerede.” Opbakningen til de to ledende kandidater, Donald Trump og Ben Carson, bunder direkte i amerikanernes dybe mistillid til Washington – altså hovedstaden med alt, hvad dertil hører af føderale institutioner og folkevalgte politikere.

Primærvalget er simpelthen blevet brandet ”outsidernes” eller ”amatørernes” valgkamp, og talrige målinger i USA viser nøjagtigt som i Danmark, at tilliden til løfter fra ”professionelle politikere” kan ligge på et meget lille sted.

Modvilje mod indvandring er ny i USA
Dertil kan man lægge en anden ting, der også ligner noget, vi kender, men som er ret ny i USA, der historisk er et multikulturelt indvandringsland: frygten for porøse grænser og ønsket om at stramme op og deportere de mange millioner udokumenterede indvandrere, der opholder sig i Amerika, for det første.

Og for det andet en ny bølge af modvilje over for de flygtninge, der pt. søger væk fra rædslerne i Syrien. Angsten for, at der i ly af flygtningestrømmen skal ankomme terrorister til USA, skød dramatisk i vejret efter terrorangrebet på Paris, hvor det ser ud, som om at i hvert fald en af gerningsmændene ankom til Grækenland som flygtning.

Resultatet, som vi skrev om i sidste uge i Altinget: usa, blev både en markant opbakning til de mest indvandrerkritiske kandidater hos republikanerne – igen med Trump og Carson i spidsen – og dertil, at et flertal i Repræsentanternes Hus i forrige uge stemte for et midlertidigt stop for modtagelsen af flygtninge, indtil der kan udstedes garantier fra FBI om, at hver enkelt flygtning ikke udgør en sikkerhedsrisiko.

Forslaget er dog blevet midlertidigt blokeret i Senatet, og præsidenten har truet med at nedlægge veto mod det, men det rører ikke ved, at et flertal af amerikanere – 54 procent – bakker op om et stop.

Polemik om muslimer
Flere af de republikanske kandidater gik endnu videre med budskaber om, at man skulle overveje kun at tage kristne flygtninge – det forslag afviser amerikanerne dog i stort tal, 78 procent siger nej til såkaldt ’religiøs screening.’ Der er mere interesse for et andet af Donald Trumps forslag efter angrebet i Paris, nemlig en styrket overvågning af moskeer, der er under mistanke for at fungere som arnesteder for radikalisering, ligesom der er flertal blandt de republikanske vælgere for hans forslag om at ”bygge en permanent mur” mod Mexico.

Et fjerde forslag om at oprette en ”national database over muslimer i USA” blev trukket tilbage efter en polemik, hvor Trump mente, at han var blevet misforstået og lagt ord i munden af en reporter fra NBC, der bad om en hans holdning til en sådan, hvortil byggematadoren i første omgang svarede, at han ”absolut støtter en sådan ide.”

Men alt i alt er der tale om præcis de samme bevægelser – globalisering, flygtningestrømme og indvandring, bekymring over nationale grænser og terror samt en voksende skepsis over for etablerede politikere.

Denne giftige cocktail kan føre til såvel et dansk nej 3. december som et overraskende valg af en uhørt populistisk og helt ny type republikansk præsidentkandidat til næste år i USA.

Ingen tvivl om, at såvel den danske ja-side som ledelsen af det republikanske parti håber og beder til, at ”normaltilstanden” vil indfinde sig, før det er for sent: Den, hvor befolkningen faktisk stoler på deres folkevalgte og på det repræsentative demokrati.

---
Annegrethe Rasmussen er korrespondent i Washington DC. Hun skriver blandt andet for Altinget: usa og Information. Hver anden fredag skriver hun klummen 'Skud Derudefra' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger. 

Annegrethe Rasmussen skrev for Altinget fra Washington frem til udgangen af 2015.

Redaktionen blev da opmærksom på, at der blandt hendes artikler forekommer tilfælde, hvor der er en for Altinget uacceptabel grad af afsmitning i sprog og / eller tankerække og fakta fra andre mediekilder, og hvor disse kilder ikke er angivet.

Redaktionen har ikke konstateret sådanne mangler ved artiklen ovenfor, men såfremt redaktionen modtager oplysninger herom, vil Altinget tage de fornødne skridt.

Se i øvrigt Kulturministeriets vejledning for god citatskik og plagiat i tekster her.