Regeringens sparekniv rammer yderområderne

BESPARELSER: Regeringen kritiseres for, at finanslovbesparelserne på det grønne område rammer provinsen.

Foto: Colourbox
Cecilie Gormsen

Selv om regeringen med den ene hånd lægger 3.900 statslige arbejdspladser ud i landet, vil regeringen med den anden hånd allerede fra næste år skære hårdt i grønne puljer og projekter ude i landdistrikterne. Det skriver Politiken torsdag.

Regeringens bebudede besparelser på finansloven for 2016 rammer nemlig en række områder lige fra fremme af økologisk landbrug og støtte til jordvarmeprojekter til støtte til kollektiv trafik.

Sidstnævnte er den største sparepost, hvor der er lagt op til at skære 265 millioner kroner.

R: Grundlæggende foragt for miljøet
Hos Radikale revser man regeringens planer. Miljøordfører Ida Auken peger på, at regeringen med et slag fjerner en hel masse konkrete projekter, der giver beskæftigelse til mange mennesker

”Det vidner om en grundlæggende foragt for miljø og natur. Jeg ser det her som en ideologisk kamp – det er simpelthen ikke fornuftsbaseret,” siger Ida Auken til Politiken.

I alt løber listen af grønne besparelser i finanslovforslaget, som rammer direkte ned i landdistrikterne, op i en milliard kroner.

DF: Rendyrket V-udspil
Hos regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, er man kritisk over for udsigten til, at regeringen vil droppe sin egen målsætning om at fordoble det økologiske areal i 2020. Landbrugsordfører René Christensen ser i det hele taget regeringens finanslovudspil som et rendyrket Venstre-udspil. Han peger blandt andet på besparelserne på den kollektive trafik, penge som kommer fra et forlig, som Venstre ikke er en del af.

V: Ingen gør mere end os
Men i Venstre tager man kritikken ganske roligt. Ordfører for energi, klima og landdistrikter Thomas Danielsen kan ikke genkende billedet af, at regeringen skulle svigte landdistrikterne.

”Jeg kan ikke andet end trække på smilebåndet,” siger han og fortsætter:

”Der er ingen regering, der har gjort så meget for landdistrikterne som denne. Folk går jo rundt derude med armene over hovedet, fordi der endelig sker noget. Vi liberaliserer planloven, så der kan drives erhverv på landet, og vi udflytter statsjobs.”

Han peger på, at regeringen skal spare fem milliarder kroner hvert år frem til 2020 for at få styr på Danmarks økonomi. Og da hele Danmark undtagen Aarhus og København er landdistrikt, vil det ”selvfølgelig også ramme i landdistrikterne,” siger han.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00