Rosenbeck: Det konservative familiesyn tenderer intellektuel dovenskab

Berlingske har hen over sommeren kørt en artikelserie, som satte fokus på mændenes rolle i det moderne samfund. Som en del af den serie udgav avisen et par artikler om det stigende antal singlekvinder, som vælger at få børn med donorsæd og er enlige mødre uden en aktiv farfigur.

I kølvandet på disse artikler fandt en lille perle af et debatindlæg vej til det brede internet, skrevet af gymnasielærer og medlem af Konservativ Ungdom, Rasmus Ulstrup Larsen. Heri beskrev han, hvordan solomødre var et "forfærdeligt, moderne fænomen", som måtte forstås som udtryk for et generelt moralsk forfald og manglende villighed til at gå på kompromis og lade andre begrænse sig, og efter hvad Rasmus Ulstrup Larsen ved, kan der være tale om kvinder, der opfører sig så elendigt over for alle, at de ikke kan finde en partner.

Det fik mig til at tænke over, at jeg dybest set aldrig har forstået, hvorfor ideen om selvstændige individer, der finder måder at indrette deres liv, som passer dem i stedet for alle andre, er sådan en stor trussel for det konservative verdensbillede?

Der er mange interessante diskussioner at tage i forbindelse med kunstig befrugtning – hvad det betyder det for børn at vokse op uden en far, er bare en af dem. Men at det faktum, at flere og flere har svært ved at forene det liv, de lever, og den verden, de lever det i, med en meget traditionel familieopfattelse, hvor en mand og en kvinde er den eneste acceptable konstellation, har jeg svært ved at se det rationelle i.

Når nu K har en homoseksuel formand, partiet går fremad i målingerne, og KU er fuld af gode folk med gode hoveder, kunne det så ikke være muligt at nyfortolke den gode gamle ideologi i en kontekst af i dag?

Vera Rosenbeck

Jeg er med på, at det ligger dybt i den konservative ideologi, at nogle ting transcenderer individet på en måde, som for eksempel familien eller fædrelandet, og selvom det ligger mig fjernt som liberal, synes jeg fint, at man kan argumentere herfor. Hvad jeg har sværere ved at se er, at der er et fundamentalt modsætningsforhold imellem at være et selvstændigt individ og så stadig indgå i forpligtende fællesskaber.

Da jeg læste de artikler, som Ulstrup var blevet så oprevet over, tænkte jeg egentlig mest, at de her kvinder havde taget et meget reflekteret valg med hensyn til at blive forældre, hvilket entydigt er positivt. Jeg forestiller mig, at ønskede børn til enhver tid vil have bedre forudsætninger end uønskede, også selvom der kun er en forælder.

For mig starter og slutter familien stadig med individet, der træffer et aktivt valg om at indgå i en.

Vera Rosenbeck

Jeg er nysgerrig på, hvad der sker med vores familiebegreb inden for de næste 10-20 år, når nu flere og flere vælger en ’utraditionel’ konstellation og ægteskabet som den traditionelt opfattede lykkelige ramme om det fuldendte liv langsomt men sikkert falder sammen, i takt med den stigende rate af skilsmisser.

Mest af alt er jeg nysgerrig på, hvad der kommer til at træde i stedet. Jeg tror ikke, og det oplever jeg heller ikke, at mennesket er en ø, der kan klare sig helt alene. Selvfølgelig har vi brug for fællesskaber og også de institutionaliserede af slagsen, men for mig starter og slutter familien stadig med individet, der træffer et aktivt valg om at indgå i en.

Hvis Ulstrups tankegang er de konservatives bedste bud, så har jeg svært ved at se, hvordan de som ideologisk strømning skal have nogen form for relevans for fremtiden.

Verden er, hvad den er, og ligegyldigt hvor mange våde drømme unge mænd (m/k) i vest og overskæg har om de snævre rammer, der engang udgjorde bolværket om den enkeltes mulighed for at leve det liv, de gerne ville, så kommer de ikke igen. Så når nu K har en homoseksuel formand, partiet går fremad i målingerne, og KU er fuld af gode folk med gode hoveder, kunne det så ikke være muligt at nyfortolke den gode gamle ideologi i en kontekst af i dag?

Alle ideologier trænger til rengøring indimellem, og indlæg som dette bekræfter mig i mistanken om, at tiden er moden for den konservative. Det tenderer intellektuel dovenskab bare at konkludere, at verden var et bedre sted, hvis den var mindre moderne, end tilfældet er.

Man kan sagtens sidde i sin læderstol med sin cigar og drømme sig tilbage til dengang, hvor der kun var én familieform, og hvor individets plads var langt mindre set i forhold til institutionernes, men sådan ser verden ikke ud, og hvis man skal bruge en politisk ideologi til noget, må man finde en måde at rumme det faktum på.

At det var bedre, hvis enlige kvinder ikke havde muligheden for kunstig befrugtning (om det skal være statsbetalt er så en helt anden snak!), er jo kedeligt og unuanceret.

I stedet kunne det jo være enormt interessant, hvis folk, der bekender sig til konservatismen, gik ind i en reel diskussion om, hvordan fremtidens familier kunne se ud, når nu den traditionelle version helt tydeligt ikke længere har eneret? Hvad skal en familie kunne, og hvordan kan det sikres i et moderne samfund, hvor folk træffer selvstændige beslutninger, ligegyldigt om man kan lide det eller ej? Hvilke værdier vil vi gerne have familien som institution til at bære videre?

Der kunne udvikles meget kernepolitik på spørgsmålet om, hvordan vi indretter samfundet, så det stadig tilgodeser familierne, selvom der bliver flere og flere slags, og det gad jeg personligt godt høre et konservativt bud på i Berlingske. For så vidt forstår jeg faktisk ikke, hvorfor det skulle være særlig konservativt at opponere imod solomødre; de vælger jo familien til og bekræfter vel sådan set den konservative tese om, at det er i fællesskaber, mennesket trives bedst, selv de individualiserede af slagsen.