S: Esben Lunde Larsen er paradoksernes minister

Af Mette Reissmann (S)
Uddannelses- og forskningsordfører

Det tegner et billede af en paradoksminister, der kommer til at være forfulgt af selvskabte selvmodsigelser i hans ministertid.

Mette Reissmann (S)
Uddannelses- og forskningsordfører

Forsknings- og uddannelsesminister Esben Lunde Larsen (V) indledte sin ministerkarriere med en sag, der for mange mennesker udgjorde et paradoks. For hvordan kan Danmarks minister for forskning så tvivl om naturvidenskabens forklaring på verdens opståen? Er forskning og religion ikke selvmodsigende? Det var der rigtig mange mennesker, der mente.

Personligt fandt jeg debatten en smule overophedet. Man skal være meget varsom med at diskvalificere mennesker fra politik, ligegyldig hvad baggrunden er. Og så kender jeg ministeren godt nok til at vide, at han trods sin religiøse baggrund og tankemåde sagtens kan være en kapacitet for forskning og videregående uddannelser i Danmark – hvis politikken altså er den rigtige. Og det er i mine øjne faktisk her, paradokserne i virkeligheden dukker op til overfladen for vores uddannelses- og forskningsminister.

Centralisering af uddannelser
Lad mig kort præsentere tre:
For det første har regeringen et erklæret ønske om at styrke udkantsområderne i Danmark ved at flytte statslige styrelser og dermed arbejdspladser ud af de større danske byer. Men samtidig har uddannelses- og forskningsministeren fremlagt en række besparelser på uddannelser, der ifølge formanden for professionshøjskolernes rektorkollegium Harald Mikkelsen vil betyde, at uddannelserne vil blive presset sammen i større enheder i de større byer. En centralisering simpelthen.

På Bornholm er der en reel risiko for, at man må nedlægge 250 studiepladser, så der ikke længere kan uddannes sygeplejersker, pædagoger og lærere på øen. Samme kritik hører man fra andre dele af ”Udkantsdanmark”. Besparelserne koster altså både arbejdspladser i yderområderne samt skader mulighederne for, at man videreuddanner sig i hele Danmark, altså stik mod regeringens øvrige intentioner. Det giver jo ingen mening.

For det andet har Esben Lunde Larsen talt meget om kvalitet på universiteterne, herunder særligt at ”dyrke eliten”. Samtidig har ministeren kaldt universiteterne ”kornfede” og bebudet besparelser, som i ministerens egne ord ”selvfølgelig får konsekvenser”. Hvordan hænger det sammen, at man på den ene side taler om elitespor og kvalitet i forskning og på universiteterne, når man samtidig ønsker at spare et milliardbeløb på samme?

Svaret er: at det gør det naturligvis ikke. Igen er der tale om, at man siger ét, men åbenlyst gør noget andet. Konsekvenserne kan risikere at blive så store, at en del af svaret vil være at indføre en hidtil uhørt grad af brugerbetaling i den danske uddannelsessektor. Det har ministeren nemlig tidligere talt for. Det er naturligvis den helt forkerte vej at gå i, mener jeg.

Selvskabte selvmodsigelser
For det tredje er der holdningen til forskning i Danmark. Før valget var Esben Lunde Larsen indblandet i debatten omkring forskningen i landbrugets brug af MRSA. I den forbindelse udtalte han om danske forskere: ”Selv om de er objektive, har de også en dagsorden med deres egen forskning, og så bliver landbruget og svineproduktionen taget som gidsel.” Det må siges at være temmelig paradoksalt, at danske forskere både er objektive og lader deres egeninteresse skinne igennem i deres forskning. Og så må det siges at være en noget uheldig holdning til de forskere, som Esben Lunde Larsen nu er minister for.

Det tegner et billede af en paradoksminister, der kommer til at være forfulgt af selvskabte selvmodsigelser i hans ministertid. Tynget af at regeringen tydeligt nedprioriterer viden i Danmark ved at fratage penge fra forskning og videregående uddannelser, men ikke åbent vil stå ved det. Det vil selvfølgelig koste arbejdspladser i Danmark. Det kan man ikke tale sig ud af. Men lur mig, om ikke paradoksministeren vil gøre forsøget.