S klar med asylplan: Byg flygtningelandsbyer

FORSLAG: Socialdemokraternes formand tager fem forslag – heriblandt at oprette flygtningelandsbyer – med til forhandlingerne om en ny og strammere udlændingepolitik med regeringen. Se alle fem forslag her.

Foto: Niels Ahlmann Olesen/Scanpix
Cecilie Gormsen

Vi står over for en alvorlig situation med det stigende antal flygtninge, der kommer til Danmark. Sådan lyder konklusionen fra Mette Frederiksen (S), og derfor har Socialdemokraterne torsdag lanceret sit eget flygtningeudspil.

”Flygtningesituationen er alvorlig. Den udfordrer os alle sammen, men der er i lighed med andre kritiske faser i vores historie en dansk vej at gå. De tiltag, som vi foreslår, viser en balanceret vej i en svær situation. En vej, hvor vi yder den rigtige og nødvendige beskyttelse til dem, som har behov, og hvor vi samtidig beskytter det danske samfund og sammenhængskraft,” siger Mette Frederiksen.

Tilhænger af grænsekontrol
Det nye socialdemokratiske flygtningeudspil kommer, dagen efter at regeringen præsenterede sit. Hovedpunkterne i Socialdemokraternes forslag er at styrke indsatsen i nærområderne, fritage kommunerne for ansvaret blandt andet ved at oprette statslige flygtningelandsbyer og sikre det nødvendige beredskab ved grænsen. Også hvis det betyder grænsekontrol, slår Mette Frederiksen fast, og hun kalder sig selv for tilhænger af en sådan foranstaltning.

”Det er fuldstændig fundamentalt afgørende, at enhver regering har styr på, hvad der sker ved grænsen. Og hvis regeringen er det mindste i tvivl om, hvad der sker ved grænsen, skal man selvfølgelig indføre grænsekontrol,” siger hun og fortsætter:

”I det øjeblik, hvor den siddende regering og de danske myndigheder vurderer, at det er nødvendigt med grænsekontrol, skal den indføres med det samme. Og det bliver med opbakning fra Socialdemokraterne.”

Regeringens symbolpolitik
Den socialdemokratiske formand revser samtidig regeringen for ikke at gøre nok ved flygtningeudfordringen og for ikke at gøre det rigtige.

”Jeg er desværre af den opfattelse, at vi har en regering, som først og fremmest er optaget af symbolpolitik og at virke handlekraftig, og ikke mindst i at opdele danskerne i, om vi er strammere eller slappere. Det løser ikke nogle af de reelle problemer,” siger Mette Frederiksen.

Hun slår dog samtidig fast, at Socialdemokraterne gerne vil samarbejde med regeringen om udlændingepolitikken, men det skal være om ”de rigtige og holdbare løsninger", og hvor man finder den rette balance.

Enig i dele af Løkkes plan
”Jeg tror, vi kan mødes om flere af elementerne, men jeg bliver også nødt til at sige allerede nu, at de grundlæggende problemstillinger ikke håndteres i tilstrækkelig grad i regeringens udspil,” siger Mette Frederiksen og fortsætter:

”Min opfordring til Lars Løkke Rasmussen er, at man får løftet sig op i helikopterblikket, for der er behov for nogle meget større bevægelser, end statsministeren lagde op til i går,” siger Mette Frederiksen.

Hun opfordrer kraftigt statsministeren til særligt to ting: At få hjælpen ud til nærområderne og at sørge for, at det ikke er den borgernære velfærd i kommunerne, der skal betale for flygtningekrisen.

Dokumentation

Her er Socialdemokraternes fem forslag:

1) Styrk indsatsen i nærområderne markant
Ifølge Socialdemokraterne er der behov for, at flygtningelejrene i nærområderne er af en helt anden stand og kvalitiet, end den vi ser i dag. Det handler om ordentlig skolegang til børnene, om ordentlige sanitære forhold, om trygge muligheder for gravide, adgang til medicin og behandling og generel sikkerhed for de mange mennesker, som er på flugt.

Socialdemokraterne foreslår, at de penge, der skal være fundet inden jul for at forhøje den humanitære indsats, skal være sendt af sted til nærområderne senest i januar 2016. Derudover skal Danmark aktivt arbejde for, at EU inden udgangen af december øger bistanden til nærområderne - Socialdemokraterne ser gerne en firdobling, så der afsættes cirka 50 milliarder kroner.

2) Opret statslige flygtningelandsbyer
Socialdemokraterne foreslår at lave egentlige flygtningelandsbyer, så der lægges et ekstra led ind imellem det, som sker på asylcenteret, og det tidspunkt, hvor man kommer ud i kommunerne. Flygtningelandsbyerne skal indholde boliger af en ordenltig kvalitet, der skal være god skolegang for børn og unge og voksne, som finder et job, skal kunne arbejde uden for landsbyen. Det betyder, at staten skal overtage ansvaret og dermed fjerne presset fra kommunerne.

3) Et fast myndighedsberedsskab
Socialdemokraterne bakker en midlertidig grænsekontrol op, hvis myndighederne måtte mene, at det er nødvendigt. Samtidig foreslår partiet, at der fast etableres et myndighedsberedskab og en omfattende beredskabsplan til at håndtere situationer, hvor der måtte komme mange asylansøgere på en gang. Socialdemokraterne mener også, at der er behov for mere patruljering og synligere tilstedeværelse af politi i grænseområderne. 

4) Skærpede regler for udlændinge
Socialdemokraterne vil sikre færre familiesammenføringer, skærpe hjemsendelser og skærpe reglerne for permanent ophold.

5)Flygtninge klar til job
De mennesker, som kommer til Danmark, skal bidrage fra dag 1, mener Socialdemokraterne .Derfor skal alle flygtninge som udgangspunkt betragtes som jobparate og være klar til at tage et arbejde.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00