Spastikere: Ministeren vil sende handicappede ufrivilligt tidligt i seng

Af Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

En af de smukkeste og mest vellykkede kompensationsordninger, der nogensinde er blevet skabt til mennesker med svære handicap, er den såkaldte Borgerstyret personlig assistance, også kendt som BPA. Mennesker med et stort hjælpebehov får mulighed for selv at ansætte og lede et korps af hjælpere, som bistår den handicappede borger med at løse alle de praktiske problemer, som skal håndteres dagen og natten igennem. 

Det smukke består først og fremmest i en meget høj grad af fleksibilitet over for den enkelte borgers behov. Borgeren styrer og tilrettelægger selv hjælpernes arbejde og opgaver inden for den ramme, kommunen bevilger. 

Det giver den enkelte borger en stor frihed til at skabe en hverdag og et liv, som kan fungere på trods af et stort handicap. 

Succes under systematisk pres
Og jo, det betyder også, at nogle af disse BPA-ordninger er ganske dyre. En ordning med mange hjælpetimer kan godt koste en million eller mere om året. Men hjælperordningen er for mange samtidig adgangsbilletten til uddannelse, beskæftigelse og selvforsørgelse. 

Omvendt er realiteten også, at en betydelig del af de borgere, som i dag klarer sig selv i eget hjem, ved hjælp af en BPA-ordning, har så svære handicap, at de, hvis det ikke var for deres BPA-ordning, ville være anbragt i et døgntilbud. Og et døgntilbud er mindst lige så dyrt, som BPA-ordningen. 

Det er slut med at gå til fest, tage på familiebesøg, se OL/PL fra Rio eller gå en tur i biffen, hvis konsekvensen er, at du ikke ligger i din seng klokken 23. 

Mogens Wiederholt
Direktør i Spastikerforeningen

Hertil kommer så en positiv effekt på livskvaliteten og formentlig også en positiv effekt i form af et mindre behov for anden hjælp. 

Ikke desto mindre oplever vi et systematisk pres på ordningen. 

Ikke gennemtænkt
Seneste eksempel er regeringens udspil til en reform af serviceloven. Her åbner socialministeren for en langt hyppigere og mere systematisk brug af såkaldte rådighedstimer i BPA-ordningen. Rådighedstimer betyder, at hjælperen skal befinde sig i borgerens hjem, men kun som tilkaldemulighed i tidsrummet mellem klokken 23 og 06. Hvis borgeren får et akut behov for hjælp. I det tidsrum, får hjælperen så en væsentlig mindre løn end ellers. 

Det kan jo lyde besnærende og logisk. Men det er desværre bare meget uigennemtænkt. 

For det første vil det blive rigtig svært at rekruttere medarbejdere til ordningen. 

Hvem vil lade sig ansætte, hvis vilkåret er, at man skal være på arbejde om natten, men til en væsentlig lavere løn end arbejde i dagtimerne? En så åbenbar forringelse af hjælpernes ansættelsesvilkår vil i sig selv underminere BPA-ordningen.

Fleksibiliteten forsvinder
Oven i det kommer, at øget brug af rådighedstimer vil ødelægge fleksibiliteten i ordningen. 

Den første og umiddelbare konsekvens for brugerne er, at de skal være i seng senest klokken 23. I det øjeblik, hjælperen er på rådighedsvagt, så kan de kun hjælpe borgere i særlige, akutte situationer. 

Alle de daglige rutiner, som for eksempel hjælp til aftentoilette, tandbørstning, afklædning og i-seng-lægning, skal være afsluttet før klokken 23. Så er der puttetid! 

Det er slut med at gå til fest, tage på familiebesøg, se OL/PL fra Rio eller gå en tur i biffen, hvis konsekvensen er, at du ikke ligger i din seng klokken 23. Du vil ikke længere kunne gå i seng klokken 22 for at ligge og læse eller se tv et par timer, for du kan ikke bruge rådighedstimer til at få slukket for tv’et, slukket lyset og blive lagt rigtig i seng klokken 23.45. 

Det er da for pokker ikke rimeligt.

Tilliden bliver kun mindre
Og ikke nok med det. Et øget brug af rådighedstimer vil uvægerligt blive en stor konfliktgenerator. Bliver rådighedsvagten aktiveret tre gange i løbet af natten, så skal hjælperen have fuld løn for hele natten. 

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig det konfliktpotentiale der ligger heri: Hvornår er en aktivering af rådighedsvagten nu også nødvendig? Eller handler aktiveringen i virkeligheden om, at borgeren hjælper sin hjælper til at få fuld løn? Uanset hvad der er sandt eller falsk, så bliver det et konfliktoptrappende mareridt mellem borger og myndighed. 

Hvis ministerens idé, som hun gentagende gange har sagt, var at genskabe tilliden mellem borger og myndighed, så er det i hvert tilfælde ikke den type initiativer, der skal til.