Stærk biografi dokumenterer, at Bidens fysiske forfald og årenes svækkelse er en hindring

Da jeg for kort tid siden mødte en central strateg for Demokraterne til en middag i København, spurgte jeg ham, hvor stort et problem Joe Bidens høje alder er:

”Helt uden tvivl det største problem for hans genvalg. By far! Demokrater og svingvælgere kan generelt rigtigt godt lide Uncle Joe, men de er virkelig, virkelig bekymret for, om han er ved at falde af på den. Sådan er det.”

Strategen, der varmt støtter Biden, lagde ikke fingrene imellem. I fokusgrupper, forklarede han, selv dem, som er foretaget blandt vælgere, der med stor sandsynlighed agter at stemme på Demokraterne, er præsidentens 80 år emne numero uno:

”Biden kan remse alle sine betragtelige resultater op – ikke mindst hans sejr i forhold til at sænke inflationen – men alderen skygger for det hele. Vælgere ser på dem, de kender, som har rundet 80 – forældre, kolleger, bedsteforældre – og tænker: Det går jo ikke.” 

I fokusgrupper, selv dem, som er foretaget blandt vælgere, der med stor sandsynlighed agter at stemme på Demokraterne, er præsidentens 80 år emne numero uno

David Trads

Den fremskredne alder er en hindring
Meningsmålinger bekræfter strategens pointer: Tre ud af fire amerikanere siger, Biden er for gammel. To ud af tre demokrater mener, han bør træde til side, så partiet kan stille med en anden kandidat til præsidentvalget i november 2024. Og, nå, ja, lige nu fører Donald Trump – eks-præsidenten, der er i gang med fire retssager med tilsammen 91 anklagepunkter – faktisk over Biden.

I en stærk ny biografi – ’The Last Politician – Inside Biden’s White House’ – zoomer forfatteren Franklin Foer også ind på alderen. Foer, politisk skribent på The Atlantic, er sympatisk indstillet. Kalder ham ’den gamle seje gut, som kunne’ slå Trump. En ’faderfigur, en ’mand til tiden’. Alligevel skriver han i et afslørende kapitel:

”Bidens fremskredne alder er en hindring for ham; noget, der tapper ham for energi til at fremstå robust eller til nemt at trylle et navn frem … Hans offentlige fremtoning afspejler et fysisk forfald og årenes svækkelse af hans mentale evner, som ingen piller eller træningsprogram kan fjerne.” 

Det er – rent ud sagt – lammende ord. De bliver, trods Foers tilbageholdenhed med at slå hårdt, værre, når forfatteren sammenligner med Ronald Reagan, den store republikanske præsident i 1980’erne. Da Reagan trådte tilbage, var han 78 år – yngre end Biden den dag, han tiltrådte. Reagan mødte først på arbejde klokken 9. Biden kommer først klokken 10: 

”Tankevækkende, at Biden tog så få morgenmøder, eller så få offentlige optrædener før klokken 10,” fastslår Foer.

Det tør nok siges! Noget af en underdrivelse.

Hans offentlige fremtoning afspejler et fysisk forfald og årenes svækkelse af hans mentale evner, som ingen piller eller træningsprogram kan fjerne

Franklin Foer

Udnytter erfaring fra fem årtier
Foer beskriver, hvordan en stor del af det amerikanske politiske øverste lag i stigende grad ligner et gerontokrati – et gammelsmandsvælde. Biden er snart 81, Trump er 77. Mitch McConnell, den republikanske leder i Senatet, er 81. Nancy Pelosi, indtil for nylig den demokratiske leder af Kongressen, er 81.

”Den måde, alder påvirker os, er ikke ens. Den er individuel og forskellig, men en ting gælder dog alle: Alle blive sænket i tempo af høj alder,” har Franklin Foer diplomatisk sagt ved bogudgivelsen.

Ud over Bidens høje alder, som fuldkommen åbenlyst er præsidentens største problem og i sagens natur for hver dag større problem, giver bogen også et fremragende indblik i, hvad der i øvrigt er sket i præsidentens første halvdel af sin embedsperiode.

Den fordel, hans høje alder trods alt giver ham – erfaring fra, hold nu fast, fem årtier i toppen af USA's politik fra han i 1972 (!) blev valgt til Senatet – prøvede han fra første færd at udnytte til sin fordel. Her er en mand, der i praksis har bevist, at han kan få ting til at ske. Et historisk swung. Den narrativ skulle møde folk, der træder ind i Det Ovale Værelse.

Kennedy og King
Han bad Jon Meacham, anerkendt forfatter af adskillige præsidentbiografier, om at indrette rummet, så han kunne fortælle gode historier. Han placerede malerier af Alexander Hamilton og Thomas Jefferson ved siden af hinanden. De to store skikkelser ved USA's fødsel havde to vidt forskellige versioner af, hvordan det nye land skulle udvikle sig. Så kunne, skriver Foer, præsidenten pege på portrætterne og udbryde til gæster:

”Hvis du synes, at vi i dag har dybe meningsforskellige, så skal du bare høre, hvordan politik var i deres tid.”

Den fordel, hans høje alder trods alt giver ham – erfaring fra, hold nu fast, fem årtier i toppen af USA's politik fra han i 1972 (!) blev valgt til Senatet – prøvede han fra første færd at udnytte til sin fordel

David Trads

Meacham satte også en buste af Robert F. Kennedy klos op ad busten af Martin Luther King. Det gav Biden chancen for at sige:

”Tænk engang: Kennedy beordrede aflytning af King, men blev med tiden selv en stor fortaler for borgerrettigheder. Det er faktisk muligt for mennesker at vokse til noget større.”

Allertydeligst, beskriver Foer, er valget af et stort, dominerende oliemaleri af Franklin D. Roosevelt, den store (socialdemokratiske) transformator med New Deal og krigshelt fra Anden Verdenskrig. Når Biden energisk taler om FDR og hans bedrifter, ja, så giver han indirekte – af og til knap så indirekte – en fortælling om, hvordan han ser sig selv.

Det store moment blev ødelagt af Biden selv
Bogens fortælling om Bidens reaktion på Ruslands invasion af Ukraine i begyndelsen af 2022 – godt et år efter han blev præsident – giver en fornem indsigt. Både i Bidens styrke – nemlig udenrigspolitikken – og i hans svaghed: De evige fortalelser, når han taler frit.

I marts 2022, da det stod nogenlunde klart, at Kyiv ikke ville falde, og at NATO stod tæt sammen, følte Bidens stab, at tiden var inde til at høste anerkendelse for indsatsen. Det var, skriver Foer, for farligt at rejse til selve Ukraine, men Warszawa, Polens hovedstad, var næstbedst. Der kunne han holde en stor, udenrigspolitisk tale foran kongeslottet:

”Dette er dit ’riv den mur ned, hr. Gorbatjov’-moment,” opildnede Mark Milley, leder af USA's væbnede styrker, præsidenten i Det Hvide Hus inden afrejsen.

Bedst som alt flaskede sig, lige midt i den storstilede tale, blev Biden grebet af øjeblikket og hvislede disse ord, som ikke stod i manuskriptet:  ”For Guds skyld: Den mand kan ikke forblive ved magten.”

David Trads

Bidens besøg var en succes – først en magtdemonstration sammen med EU’s stats- og regeringschefer i Bruxelles; så et intenst besøg hos ukrainske flygtninge uden for Warszawa; endelig et brag af en tale foran jublende ukrainere og polakker. 

Men… bedst som alt flaskede sig, lige midt i den storstilede tale, blev Biden grebet af øjeblikket og hvislede disse ord, som ikke stod i manuskriptet: 

”For Guds skyld: Den mand kan ikke forblive ved magten.”

’Den mand’ var selvfølgelig Vladimir Putin, den russiske præsident. Bidens nærmeste – udenrigsminister Anthony Blinken og den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan – vidste straks, den var gal.

Overvåget af en plejehjemsassistent
Biden gav Putin en propagandasejr hjemme – nemlig en bekræftelse på russernes påstand om, at USA var efter Moder Rusland og den store tsar. Blinken og Sullivan trak i land. På vej hjem i flyet var Biden i dårligt humør over miseren. Foer skriver:

”Biden tog hjemad. Hans triumf af en rejse var endt med, at han havde ondt af sig selv. Han vidste, han havde fejlet, men han tog det ilde op, at hans rådgivere havde skabt et indtryk af, at de havde ryddet op efter hans rod. I stedet for at tage fejlen på sig, rasede han over for sine venner om, hvordan han blev behandlet som et spædbarn. Blev John F. Kennedy nogensinde behandlet som en baby?”

Svaret er nej. JFK var en ung mand med fejl. Han fik en ‘barnepige’ til at passe på sig. Biden er en gammel mand med fejl. Han får en - i overført betydning - en ‘plejehjemsassistent’ til at holde øje. Det er ikke godt.