Michael Jeppesen anmelder Thorning-portræt: Swiper til højre

ANMELDELSE: Hvis Helle Thornings nye portræt var en Tinder-profil, ville den post-faktuelle vælger swipe uinteresseret til venstre. Men betragtet som kunstværk er det vellykket – måske lidt for vellykket, funderer kunstkritiker og journalist, Michael Jeppesen.

Altingets vurdering: 5/6

Af Michael Jeppesen
Journalist, forfatter og kunstkritiker

Hun er tilfreds og beslutsom, en af busterne kunne være af Julius Cæsar, og man er slet ikke i tvivl om, hvad bedriften består af: At hun er der. At hun har magten. Selv vinduerne er blændede. Der er ikke noget udenfor, der er vigtigt. Historien er statsministerposten. Og spoler man tiden 100 år frem og forestiller sig en spadseretur gennem vandrehallen, vil det også være den umiddelbare fortælling.

På spadsereturen vil det hedde mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, mand, kvinde og så måske mand, kvinde, mand, kvinde, kvinde, mand… Men den dér første kvinde, der bryder 15 portrætters kønsligt tyranni vil for altid være Ditte Ejlerskovs Helle Thorning-Schmidt.

Ditte Ejlerskov er en ganske ung kunstner, som beskæftiger sig med kvindelige pop-ikoner. Hun har været besat af Beyonce, Rihanna og Nicky Minaj. Og nu har hun så malet Helle Thorning-Schmidt.

I Ejlerskovs øvrige virke har hun dyrket æstetikken i de klichéer, som popstjernerne både har gengivet, været med til at holde i live og har udstillet. Ejlerskovs drøm har altid været, at popstjernerne gengav klichéerne for på den måde at gøre op med dem for på den måde at ændre nogen grumme strukturer. Det kan eksempelvis være idéen om den store afroamerikanske røv, der twerker, og som Nicky Minaj har taget til ekstremerne.

Nu kunne det jo have været sjovt, hvis Ejlerskov havde malet en twerkende statsminister, men tro mod sit projekt har hun i stedet meget præcist taget fat i Helle Thorning-Schmidt, der hvor hun også balancerer mellem at gengive og kritisere. For ser man portrætterne om 100 år, hvor man har glemt alt om Fogh, Helle og Løkke, vil man se en række mænd, der blev mere og mere loose og så en kvinde, der var nødt til at iklæde sig magtens gevandter for at stige til tops.

Og præcis ligesom med den twerkende Nicky Minaj, så ved vi ikke om den første kvindelige statsminister har valgt en kliché af et mande-leder-billede for at kritisere eller for at sælge flere billetter.

I det lys er det måske det mest vellykkede politikerportræt som kunstværk nogensinde i lille Danmark.

Portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, malet af Ditte Ejlerskov

Det portrætterer en tid, der gerne vil have lighed mellem kønnene, men som ikke har det, og portrættet bliver kun bedre, når portrætterne af senere kvindelige statsministre ikke har samme behov for at forsvare sit køn.

Men det åbner også for en række problemer, når Helle Thorning-Schmidt lader sig fremstille som et ikon. Hun var privat som et ikon er. Hun lukkede ikke offentligheden indenfor. Vi lærte hende ikke at kende. Så langt, så godt.

Men i modsætning til andre ikoner og rækken af popstjerner, vi netop har nævnt, opførte Thorning sig så som et ikon – og efterlod hun en række mesterværker, der rækker ud over tid og sted? Den er straks sværere.

Vi husker hende snarere som en, der aldrig blev et af ikonerne, men som blot kom tæt på dem. Vi husker, da hun mødte Sarah Jessica Parker fra tv-serien Sex and the City. Vi glemmer sent, da hun tog en selfie med Cameron og Obama. Og de politiske mesterværker, der muligvis eksisterer, virker ikke til at være offentligt tilgængelige.

Man kunne indvende, at en politiker i disse Trump-tider netop ikke behøver at have nogen form for substans, hvis blot vedkommende mestrer øjeblikket og altid evner at placere sig.

I så fald kunne man passende vurdere portrættet som et billede på Tinder. Og som sådan fejler det fælt. Det er alt for formelt, efter former hentet fra sidste århundrede. Det passer bedre til et cv til et headhunterfirma end til det bassin af følelser, som Trump og andre populister tager hovedspring i dagligt.

Som ’postfaktuel’ vælger bliver det et swipe til venstre. Som kunstkritiker bliver det til gengæld et stort swipe den anden vej. Hun blev den første kvindelige statsminister. Og det var så det. Men det er et vellykket kunstværk, måske mere vellykket end den portrætterede havde ønsket sig.

Forrige artikel Holstein: Tesfaye i et minefelt Holstein: Tesfaye i et minefelt