Thorndahl nu selv meldt til politiet

BILAG: Formænd fra Venstre- og Konservativ Ungdom har meldt Hørsholms borgmester, Uffe Thorndahl, til politiet. Thorndahls forsøg på at få statsministeren ”ned med nakken” må stoppe, mener de.
Torsdag i sidste uge blev Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), meldt til politiet af Hørsholms borgmester, den tidligere konservative Uffe Thorndahl. Anklagen lød på mandatsvig og bedrageri for 600.000 kroner tilbage i 1994.

Men nu må det være nok, mener formændene for Venstre- og Konservativ Ungdom, Thomas Banke og Rune Kristensen. De har nu anmeldt Thorndahl til politiet for falsk anmeldelse af statsministeren.

Gentagende beskyldninger
Uffe Thorndahl har før været ude med anklager mod Lars Løkke Rasmussen om mandatsvig og bedrageri, fordi Løkke Rasmussen siden 1994 har fået udbetalt 4.402 skattefrie kroner hver måned til repræsentationsudgifter. Statsministeren har dog alligevel, ifølge Thorndahl, afleveret bilag for kaffe, cigaretter m.m.

Sidste år var Thorndahl atter efter Løkke Rasmussen, der dengang var finansminister, og såede dermed tvivl om hans evner som kommende statsminister. De Konservative støttede ikke op om Thorndahl, og det fik borgmesteren til at trække sig fra partiet.

Nu er det nok
At Thorndahl nu endnu en gang kommer med beskyldninger mod Lars Løkke Rasmussen har nu fået bægeret til at flyde over for de to regeringspartiers ungdomsafdelinger.

"Alle sager om mistanke til en politiker om noget så alvorligt som embedsmisbrug, bedrageri og lignende skal selvfølgelig undersøges til bunds, men den her sag har allerede været vendt i den danske offentlighed," siger Venstre Ungdoms formand, Thomas Banke, til Altinget.dk.

Han mener, at Thorndahl i stedet skulle koncentrere sig om noget andet, nemlig borgerne i sin kommune.

"Vi synes, det er blevet for meget med Thorndahls personlige hævntogt mod landets statsminister. Thorndahl har én klar intention for resten af sit liv: Han vil have Lars Løkke Rasmussen ned med nakken," siger Thomas Banke.

Ikke nogen sag
Ifølge to strafferetseksperter, professor Vagn Greve fra Handelshøjskolen i København, CBS, og Lars Bo Langsted, institutleder på Aalborg Universitet, fører anmeldelsen af Uffe Thorndahl dog næppe til, at han bliver dømt for falsk anmeldelse.

"Man kan ikke straffes for falsk anmeldelse, hvis man selv tror, at det, man går til politiet med, er strafbart. Så hvis Uffe Thorndahl mener, at Løkke Rasmussen har begået noget ulovligt, kan Thorndahl ikke straffes for at have indgivet en falsk anmeldelse," siger Lars Bo Langsted til Berlingske Tidende.

Vagn Greve er enig:

"Ud fra de få oplysninger jeg har om sagen, kan jeg ikke se, at der er noget som helst grundlag for at gennemføre en sag om falsk anmeldelse. Det forekommer mig, at Uffe Thorndahls grundlag for at politianmelde Lars Løkke Rasmussen er noget spinkelt, men det er ikke det samme som en falsk anmeldelse," siger Vagn Greve.

Går videre med sag
Selv om politiet, som strafferetseksperterne, skulle vurdere, at der ikke er grundlag for en sag om falsk anmeldelse, stopper sagen dog ikke for de to ungdomsorganisationer

"Når vi har hørt fra politiet, så har vi en hel mappe klar med udtalelser, der kom i offentligheden i forbindelse med Thorndahls beskyldninger sidste år. Så må vi jo se, hvad strafferetseksperterne siger nu, når de ser, at strafferetseksperter dengang sagde, at Thorndahl ikke ville have en kinamands chance i retten," siger han.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Thorndahl

Fhv. MF (Fremskridtspartiet), fhv. borgmester (K), Hørsholm Kommune, ambassadør, Borgerretsbevægelsen
cand.polyt. (1968)

Thomas Banke

Chef for jura og kommunikation, behandlingscentret Stien, fhv. borgmester (V), Fredericia Kommune, fhv. formand, VU
student (IBC, Fredericia. 2003)

0:000:00