Thorning genfortæller sin egen historie i ny tv-dokumentar: "Jeg blev fremstillet som en falsk person"

Udover den pinagtige tur i Netto fokuserer instruktør Nille Westh i høj grad på, hvordan journalisterne igen og igen bruger hovedpersonens køn og udseende som en motor i deres dækning af den nye socialdemokratiske stjerne.

Vi bliver også mindet om de mange nedladende øgenavne, tabloidaviserne klistrede på hende. Foruden Gucci-Helle blev hun blandt andet kaldt Vuitton-socialisten, Seksuelle-Helle og Beauty Boxen.

"Filmen er en kommentar til den tid, min karriere udspillede sig i. Jeg har aldrig gjort mig i at gå og være sur på journalister eller kolleger. Det handler ikke om at anklage nogen. Det handler om, at vi på en eller anden måde ser på den kollektive diskussion, der var dengang. Og når man samler det hele, er det meget tydeligt, at der var en måde at behandle mig – der var en anderledes politiker – på, som vi ikke gider gentage som samfund," siger Helle Thorning-Schmidt.

Homo-rygter og skattesag

Når hun i dag ser tilbage på sin karriere, får hun øje på en kollektiv "kognitiv dissonans" mellem hendes personlige fremtoning samt det faktum, at hun trådte direkte ind i toppen af dansk politik.

En afgørende årsag var ifølge hende selv, at hun var ukendt for de fleste, da hun som helt nyvalgt folketingsmedlem stillede op som formand for Socialdemokratiet i 2005 efter Mogens Lykketofts (S) markante valgnederlag til Anders Fogh Rasmussen (V).

På det tidspunkt havde hun kun en enkelt periode i Europa-Parlamentet bag sig.

"Jeg kom ind i politik på en lidt mærkelig måde. Jeg havde ikke været medlem af DSU, og jeg var slet ikke vokset op med Socialdemokratiet. Det gjorde, at jeg altid skulle forklare, hvorfor jeg overhovedet var i partiet. Og af en eller anden grund gjorde det, at mange opfattede mig som en hvidvinsdrikkende person, der var langt væk fra den normale befolkning. Men når jeg så sagde, at jeg altså bare var en hel normal person fra Ishøj, blev jeg anset for at være falsk."

Den mest voldsomme oplevelse var, da BT frem mod valget i 2011 fik fat i og bragte hendes personlige skattepairer. Ifølge avisen viste dokumenterne, at familien nød personlige skattefordele ved, at Thornings mand – Stephen Kinnock – boede i Schweiz, hvor han arbejdede for World Economic Forum.

Som en udløber af sagen, hvori hun i øvrigt blev frikendt, begyndte medierne åbent at viderebringe rygter om, at Stephen Kinnock var homoseksuel. I dokumentaren pustes der desuden yderligere til spekulationerne om, at dele af Venstres top, herunder især den daværende skatteminister og nuværende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), havde en finger med i spillet.

Det er en rigtig positiv udvikling, at vi nu igen har slået ind på en kurs, hvor vi er optaget af reformer

Helle Thorning-Schmidt
Tidligere statsminister

Helt aparte bliver det, da den tidligere Ekstra-Bladet-journalist Jan Kjærgaard, der også optræder i dokumentaren, påstår, at folk i Venstre foreslog, at avisen engagerede en privatdetektiv, der kunne undersøge og måske bekræfte rygterne om Stephen Kinnock. Venstre er ikke vendt tilbage på produktionens henvendelser, står der i rulleteksterne.

"Det hele var med til at give et indtryk af, at vi fremstillede et falsk billede af os selv til offentligheden, som ikke havde rod i virkeligheden. Det var hele vejen igennem, at jeg blev fremstillet som en falsk person, og jeg tror virkelig, det påvirkede, hvordan rigtig mange mennesker så mig," siger Helle Thorning-Schmidt.

Misogyn diskurs

I Helle Thorning-Schmidts øjne har de seneste års diskussioner om sexisme rykket samfundet i en bedre retning, om end alle problemer langtfra er løst.

Hun henviser blandt andet til, at 79 kvinder i 2021 offentligt delte deres vidnesbyrd om sexisme i dansk politik.

Initiativet ledte til en omfattende diskussion om sexisme og magtmisbrug på Christiansborg, og udover hendes gamle rival Frank Jensen måtte blandt andre Naser Khader, Kristian Hegaard og Morten Østergaard forlade politik som en konsekvens af #metoo, der øjensynligt har ændret dansk politik for altid.

Alligevel er der lang vej igen, understreger Helle Thorning-Schmidt.

"Desværre er vi ikke ude over problemerne, og derfor er filmen totalt relevant," siger hun og uddyber:

"Det er ikke særligt lang tid siden, man tillod sig at tale om kvindelige politikere på den her måde. Alt det med Gucci-Helle var også noget, man virkelig dyrkede i medierne. Og hvis man ikke havde brugt det i så høj grad, som man gjorde, havde det ikke hængt fast på samme måde. Det var virkelig en misogyn diskurs, der fik rigtig godt fast. Jeg tror, vi er blevet mere opmærksomme på det, men vi er langtfra helt ude over det."

Hvem har ansvaret for, at vi kommer derhen?

"Det kræver i hvert fald ikke noget af de kvindelige politikere. Det kræver noget af samfundet som sådan, hvor vi lader være med se køn som det første. Og hvor vi lader være med at beskrive, hvordan kvinder ser ud, og hvor vi lader være med at stille anderledes spørgsmål til kvinder end til mænd. Vi skal ikke lægge byrden på kvinder for at få et bredere blik på kvinder. Det er samfundet, der skal fralægge nogle af de meget kønsstereotype fordomme, som vi desværre stadig har."

Ødelagt af fraktioner og kaffeklubber

Selvom mange i de senere år har fået et andet og måske mere positivt indtryk af Helle Thorning-Schmidt, er der – mildest talt – delte meninger om hendes politiske eftermæle.

Hendes tid som statsminister blev i høj grad overskygget af diskussionerne om de mange løftebrud, DONG-salget og lærerkonflikten. Desuden har mange kritiseret, at hun førte en politik, der slet og ret var for blå, hvilket – det ser man også grundigt udfoldet i filmen – førte til store interne uroligheder i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Kort fortalt kom der først ro på, da Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen gik sammen og lagde fremtidens magtkabale.

I dokumentaren siger Helle Thorning-Schmidt, at hun havde et "klart politisk projekt". Det var både årsagen til, at hun tog handsken op i første omgang, og at hun stod den massive modgang imod, lyder det.

"Der er mange, der spørger mig om, hvordan jeg egentlig kunne holde det ud. Jeg blev ved og ved, fordi det hele lå på et fundament og – det var det i hvert fald i mit hoved – et meget klart politisk projekt," siger hun til Altinget.

Hun påpeger, at hun i første omgang overtog et parti, der "ikke var i nærheden af at kunne vinde regeringsmagten".

Hun henviser til, at Socialdemokratiet i 2005 stadig var præget af den splittelse, der for alvor blev skåret ud i pap, da Poul Nyrup Rasmussen i 1992 væltede Svend Auken som formand og spaltede partiet i to.

"Det var faktisk kun gået stødt nedad med vores vælgertilslutning. Samtidig var vi som partiet næsten ødelagt af kaffeklubber og fraktioner, der nærmest ikke kunne tale sammen. Det var et virkelig splittet parti. Min opgave var at samle partiet og give os nok selvtillid til at kunne virke tiltrækkende for et langt bredere udsnit af danskerne med henblik på igen at kunne overtage regeringsmagten."

Netop derfor handlede hendes projekt også om at "reformere Socialdemokratiet politisk".

"Vi skulle flytte os på en række politiske områder, hvor vælgerne i bedste fald var forvirrede over vores politik. I værste fald brød de sig slet ikke om den. Det gjaldt både på udlændinge og integration, skat og økonomi. Det handlede slet og ret om at gøre os valgbare ved at komme ud af vores comfort zone."

"Jeg synes på mange måder, det lykkedes," tilføjer hun.

Men er det ikke en lidt belejlig fortælling? I 2011 gik du til valg med SF på et temmelig rødt politisk program. Og alligevel endte du med at føre en langt mere blå økonomisk politik?

"Det, vi lavede med SF, var ikke et særlig rødt program. Vi gik til valg på, at folk skulle arbejde mere og en reform af hele økonomien. Det tror jeg ikke, der er særlig mange, der opfatter som en decideret rød politik. Selvom det måske har fortabt sig, gik vi også til valg på en stram udlændingepolitik."

I dannede en regering, der videreførte den borgerlige regerings økonomiske politik? 

"Jamen, det gør alle regeringer. Det er der ikke noget nyt i. Det nye var, at vi skrev det i regeringsgrundlaget."

"Har altid været en reform-socialdemokrat"

Som statsminister var Helle Thorning-Schmidt både med til at sænke selskabsskatten og skære i en række overførselsindkomster, og det er ikke ligefrem politikker, der står på side et i den socialdemokratiske kattekismus.

Men ifølge Helle Thorning-Schmidt er det socialdemokratisk politik helt efter bogen at lave reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft. I hendes øjne er det helt afgørende, at Socialdemokratiet til enhver tid har styrken til at tage de upopulære beslutninger. Kun på den måde kan man forblive relevant for det store flertal af danskere, der både kræver en stærk offentlig sektor og en robust økonomi, lyder hendes rationale.

"Jeg stod og står for en reformkurs i forhold til dansk økonomi, hvor det handler om, at man hver eneste dag spørger, om vi kan gøre det bedre i dag, end vi gjorde i går – også helt inde i samfundets maskinrum."

Selv om Mette Frederiksen i 2015 overtog et mere samlet parti med styr på magtbalancerne, var hun hurtig til at tage afstand fra Helle Thorning-Schmidts økonomiske politik.

Smertegrænsen for reformer var nået, lod hun forstå, og i stedet rykkede hun partiet et markant skridt til venstre i den økonomiske politik. Det ledte til valgsejren i 2019 og en markant udskiftning i det socialdemokratiske vælgerkorps.

Men i de senere år har Socialdemokratiet og Mette Frederiksen igen slået ind på en linje, hvor det handler om at lave reformer, der øger udbuddet af arbejdskraft.

Netop på den baggrund, er Helle Thorning-Schmidt godt tilfreds med, at Mette Frederiksens Socialdemokrati er begyndt at ligne den udgave, hun selv afleverede i 2015. Hun er også en varm fortaler for den nye midterregering.

"Jeg har altid været en reform-socialdemokrat. Det betyder selvfølgelig også, at jeg synes, at det er en rigtig positiv udvikling, at vi nu igen har slået ind på en kurs, hvor vi er optaget af reformer," siger hun.

Undervejs i filmen siger du, at du stadig er socialdemokrat, og at du bliver ved med at være det. Men også at du er det "lidt mere på din egen måde". Hvad mener du med det?

"Man skal forstå det på den måde, at jeg er blevet mere mig selv i hele min bredde og med de forskellige nuancer, jeg har. Og jeg synes også, at der er mere plads til det nu. Jeg skal ikke længere passe ind i en boks som partiformand og socialdemokrat, hvor jeg skal formulere vores politik hver eneste dag. Når man træder ud af politik, kan man selv bestemme, hvilke kampe og debatter man deltager i. Og så har jeg haft mulighed for at vise min personlighed i en lidt bredere forstand."

Var det en fejl, at du ikke viste mere af dig selv, da du var statsminister?

"Særligt til sidst synes jeg, jeg fandt den rigtige balance mellem at være det, jeg var, samtidig med at jeg også skulle passe ind i det, man forventer af en statsminister. Det har jeg det sådan set rigtig godt med, og jeg synes ikke, jeg gjorde vold på mig selv. Men der er ingen tvivl om, at det var nødvendigt at lægge bånd på mig selv. Hvis man ser på Hillary Clinton eller Angela Merkel, så har de gjort præcis det samme for at passe ind til de forventninger, der er til politikere, som var og er meget, meget kønsstereotype."