Thorning-spindoktor får nyt job

JOBSKIFTE: Helle Thorning-Schmidts spindoktor, Thomas Juul-Dam, har fundet et nyt job efter SR-regeringens afgang.

Thomas Juul-Dam har fået nyt job i kommunikationsbureauet Primetime.
Thomas Juul-Dam har fået nyt job i kommunikationsbureauet Primetime.Foto: Nils Meilvang/Scanpix
Cecilie Gormsen

Det nylige regeringsskifte har gjort en række tidligere ministres særlige rådgivere arbejdsløse.

En af dem, som mistede sit job, da valgresultatet kom, og det stod klart, at regeringsmagten skiftede hænder, er Thomas Juul-Dam. Han har sammen med Noa Redington udgjort nu tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidts spindoktor-duo, men Juul-Dam har allerede fundet noget nyt at give sig i kast med.

1. oktober vender han tilbage til kommunikationsbureauet Primetime, hvor han bliver partner og direktør og skal rådgive kunder om politisk interessevaretagelse, omdømmestyring og strategisk kommunikation. Kommunikationsbureauet er ikke helt fremmed for Juul-Dam, der har været ansat som kommunikationsrådgiver og analysechef, før han blev hentet ind som kampagnechef for tidligere europaminister Nicolai Wammen (S) og herefter rekrutteret til Statsministeriet.

"Jeg kan godt lide et arbejde med stor spændvidde. Faglige udfordringer er altid inspirerende, og som jeg ser det, skal et bureau kunne tilbyde hele paletten af kommunikationsydelser," siger Thomas Juul-Dam til Børsen, der dog ikke lægger skjul på, at han håbede på et andet valgresultat:

"Helle førte en fantastisk valgkamp, og jeg mener, at en socialdemokratisk ledet regering havde været bedre for Danmark," siger den nu tidligere spindoktor.

I Primetime Kommunikation glæder man sig over at have fået Thomas Juul-Dam tilbage:

"Det er et kæmpe scoop for PrimeTime Kommunikation og for vores kunder. Thomas er en knivskarp analytiker, der fra første dag vil løfte bureauet. Thomas har en enestående baggrund som toprådgiver, og han er samtidig en erfaren konsulent, der ved, hvordan man tilfører vores kunder værdi," siger Peter Sterup, administrerende direktør i PrimeTime Kommunikation i en pressemeddelelse.

Thomas Juul-Dam træder ind i en direktion, der i forvejen består af administrerende direktør Peter Sterup, Casper Hyldekvist og Maria Rasmussen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00