Trads: DF topper politisk power-indeks

I amerikansk sport udarbejder man højaktuelle power-indeks, der ikke bare viser stillingen i en liga, men som handler om, hvem der lige nu og her står stærkest og svagest. Her i valgkampen gør jeg det samme for de ti partier, der stiller op til valget.

Metoden er en simpel ligning: De seneste meningsmålinger + min vurdering = placering.

Med andre ord temmelig subjektivt.

Hvem er i topform? Hvem er i ringe form? Hvem er i ok form?

Ud over placeringen i indekset sammenligner jeg i dag alle partilederne med en fodboldspiller.

Her kommer dansk politiks power-indeks – fra bund til top: 

10. Konservative (sidste uge #9)
For Konservative handler valgkampen nu udelukkende om ikke at knække sammen til sidst – og om at sikre dets formand, Søren Pape, valg. Lige nu ligner valget det ringeste, som partiet nogensinde har haft. Risikoen for en egentlig katastrofe – det vil sige tæt på spærregrænsen – er nærværende. Partiet er i frit fald.

Hvis Søren Pape var en fodboldspiller, ville han være Mikkel Rask, anfører for oprykkerne Viborg FF – stabil, men ikke helt god nok til at spille i Superligaen.

9. SF (sidste uge #8)
Folkesocialisterne står til en næsten-halvering i forhold til sidste valg, men trods alt en næsten-fordobling i forhold til lavpunktet ved regerings-exiten sidste år. Det er ikke lykkedes for SF at finde en mærkesag at markere sig på i valgkampen. Derfor ligner det et jævnt skuffende valgresultat. SF er dog under kontrol.

Hvis Pia Olsen Dyhr var en fodboldspiller, ville hun være Theresa Nielsen, Brøndbys danske mestres anfører – rigtigt højt niveau, men kun kendt i egne rækker. 

8. Radikale (sidste uge #7)
Der findes næppe noget parti, der har fået så meget af dets politik gennemført de forløbne fire år – og heri finder vi måske grunden til, at Radikale står til et elendigt valg. Det er, som om partiet i denne valgkamp mest af alt har lignet en karikatur af sig selv – endeløse rækker af politiske udspil, som synes udvalgt for at genere flest mulige. 

Hvis Morten Østergaard var en fodboldspiller, ville han være Christian Eriksen på landsholdet – sådan en, der kan det hele, men som aldrig rigtigt brænder igennem.

7. Kristendemokraterne (sidste uge #10) 

Der er ikke en chance for, at Kristendemokraterne vender tilbage til Folketinget, men Stig Grenow, dets leder, har alligevel ført en optimistisk valgkamp, som ser ud til at give en lille fremgang. Faktisk lettede partiet først, da Grenow – ved en fejl – kom til at udtrykke klar moralsk afstand til homoseksuelle. Det var der lidt stemmer i.

Hvis Stig Grenow var en fodboldspiller, ville han være Henning Jensen – en anakronisme fra 1970'erne, som ingen rigtigt ved, hvem er i dag.

6. Venstre (sidste uge #5)

Det er et underligt valg for Venstre – for selv om partiet står til et endog meget stort nederlag, så er der fortsat fifty-fifty chance for, at Lars Løkke Rasmussen alligevel bliver landets statsminister. Løkke har rejst sig efter første uges ringe indsats, men Venstres kampagne har generelt været slap. Partiet satser alt på Løkkes enkeltmandspræstation.

Hvis Lars Løkke Rasmusen var en fodboldspiller, ville han være Nicklas Bendtner – stjernen, der oftest skuffer, men som overrasker med spektakulære mål, der pludselig kan give sejren. 

5. Enhedslisten (sidste uge #4)
Hvis bare Alternativet ikke fandtes.. Ville Enhedslisten formentlig have fået et kanonvalg. Nu bliver det blot et rigtigt godt valg. Barren sættes højt for et parti, der for halvandet år siden rykkede tæt på Socialdemokraterne i opbakning. Kampagnen har været ok, men heller ikke mere. På intet tidspunkt har partiets mærkesager erobret dagsordenen.

Hvis Johanne Schmidt-Nielsen var en fodboldspiller, ville hun være Zlatan Ibrahimovic – den enestående angriber, som alle gerne vil have på sit hold, fordi stjernen afgør kampe.

4. Liberal Alliance (sidste uge #3)
Det bliver et endog rigtigt flot valg for Liberal Alliance, som i løbet af valgkampen sikkert er vokset i målingerne. Partiet når nok ikke helt det ambitiøse mål om en fordobling, men det bliver tæt på. En fuldkommen præcis ideologisk valgkamp med få budskaber – dybest set om en mindre stat og mere personlig frihed – er gået rent hjem.

Hvis Anders Samuelsen var en fodboldspiller, ville han være Xavi – den erfarne Barcelona-stjerne, som måske kun har to tricks at gøre godt med, men hold kæft, hvor er han god. 

3. Alternativet (sidste uge #2)
På fuldkommen forunderlig vis er det lykkedes for Uffe Elbæks politiske projekt at blive en sensation. I visse målinger står Alternativet til fem procent. Årsagen er simpel: Partiets drømmende idealister appellerer perfekt til den del af tidsånden, der afskyr og foragter ’nødvendighedens politik’. Fantastisk kampagne.

Hvis Uffe Elbæk var en fodboldspiller, ville han være Yussuf Poulsen – manden, som ingen troede på, men som fra røven af anden division pludselig blev landets stjerne.

2. Socialdemokraterne (sidste uge #1)
Udgangspunktet var, at Socialdemokraterne ville tabe stort. Det viste alle meningsmålinger i tre-et-halvt år. På en fornem kampagne har Helle Thorning-Schmidt indhentet alt det tabte på få uger – og hun står til sin første valgsejr. Når hun helt i land og beholder statsministerposten, vil det være en historisk triumf. Selv smalt nederlag er ok. 

Hvis Helle Thorning-Schmidt var en fodboldspiller, ville hun være Daniel Agger – konstant kæmpende, parat til at tage ansvaret og til at sætte den glidende tackling ind for at vinde. 

1. Dansk Folkeparti (sidste uge #6)
Stille og roligt – og ved hjælp af en solid kampagne med fokus på de sædvandlige tre emner: modstand mod udlændinge og EU samt flere penge til gamle og syge – står partiet til en enorm triumf. Kristian Thulesen Dahl har på fænomenal vis løftet arven fra Pia Kjærsgaard. Han er fuldkommen immun over for angreb – og giver formentlig partiet 50 procent fremgang.

Hvis Kristian Thulesen Dahl var en fodboldspiller, ville han være Andrea Pirlo, den elegante italienske playmaker med de præcise, dybe afleveringer.

David Trads skriver hver dag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.