Kommentar af 
David Trads

Trads: Har vi en dansk Trump?

KLUMME: Kan vi finde en dansk pendant til Trump, som er en kombination af en succesrig businessman, kæmpe reality-tv-stjerne og siger til helvede med politisk korrekthed? David Trads prøver her. 

Foto: Scanpix
David Trads

Journalist, forfatter, kommentator, foredragsholder

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Her er et spørgsmål, jeg næsten altid får, når jeg holder foredrag om Amerika:

Er der nogen dansk politiker, som minder om Donald Trump?

Det er et svært spørgsmål, for dansk og amerikansk politik lever på to forskellige planeter: Alle danske partier har eksempelvis en politik, der betyder, at de alle kunne høre hjemme hos Demokraterne.

Ingen hører naturligt til hos Republikanerne, som i økonomiske og værdimæssige spørgsmål er milevidt fra danske folketingsmedlemmer.

Dansk og amerikansk politik lever på to forskellige planeter: Alle danske partier har eksempelvis en politik, der betyder, at de alle kunne høre hjemme hos Demokraterne.

David Trads

Men lad os lege legen alligevel. Prøve at finde en dansk pendant til Trump, denne kombination af en succesrig businessman, kæmpe reality-tv-stjerne og flabet som en slagterhund. En, der siger præcist, hvad han mener – og som siger til helvede med politisk korrekthed.

Tilbage til Glistrup
Tillad mig at begynde med at gå tilbage i tiden til det tætteste, vi allerede har været på at have en Trump – faktisk to – her i landet. Vi skal tilbage til valget i december 1990, da Fælles Kurs og Trivselspartiet indgik et listeforbund i håbet om at komme i Folketinget.

De to partiledere – Preben Møller Hansen, den notoriske sømandsboss, og Mogens Glistrup, stifteren af Fremskridtspartiet – buldrede løs i et frisprog, som ikke rigtigt er set siden. Tag bare det pressemøde, hvor de to spradebasser fremlagde deres vigtigste politik.

Først Glistrup, som skarpt advarede mod ’den muhammedanske indvandring’:

”Der er unægteligt nogle farer, hvis man går ud i Kastrup Lufthavn og ser dem dernedefra Muhammedanistan med deres store svineskindskufferter komme og sige: ’Mig flygtning, mig ha’ en halv million.’ Og som straks får det. På stedet! For ellers er man racist.”

Indvandrerspørgsmålet
Så Møller Hansen, der skældte ud over, at der kom for mange udlændinge til Danmark:

”Vi kan ikke modtage flere udlændinge… Det er et klart, fornuftigt synspunkt. Så er der nogle, der siger, det er racisme. Næh, det er beskyttelse af det folk, som har skabt det land, der er vores… Jeg er bedøvende ligeglad med, hvad folk kalder mig i den sag.”

De to herrer fik sandt for dyden ordet i den valgkamp, og de var ganske tæt på at blive valgt med 1,8 procent af stemmerne. Folketingets øvrige partiers taktik dengang var stort set at ignorere dem. Efter valget faldt det hele sammen for de to, som aldrig fyldte mere politisk.

Skarpe kommunikationsevner
I 1990 var der ikke plads til en dansk Trump. Det har der heller ikke været siden, og selv om enkelte af og til sammenligner eksisterende danske politikere med Trump, så er det ikke rimeligt. Sammenligningen holder kun på få træk. Eksempelvis evnen til at kommunikere skarpt.

Så tilbage til mit åbningsspørgsmål: Er der en dansk politiker i dag, som ligner Trump?

Det korte svar er nej, men det lidt længere svar er: Jo, det er faktisk ganske tæt på.

Den danske Trump
Erhvervsmanden Asger Aamund, historikeren Mikael Jalving og arkitekten Pernille Vermund har alle potentialet, hvis de tør trykke speederen helt i bund og gå fuldt og helt ind i politik.

Aamund har i en stribe kommentarer i især Berlingske – senest ’Fremad mod oldtiden’* – vist, at han er villig til at ’kalde en spade en spade.’ Den selvsikkerhed, som en succesrig erhvervskarriere og værtsskaber på tv har givet ham, er åbenlys. Orker han politik?

Jalving, som i årevis har buldret løs mod indvandringen og mod EU og mod eliten, ja, mod det meste i Jyllands-Posten, har også et drive, som er interessant. Han er frygtløs, flintrende ligeglad med al den pæne snak – og han har et ikke uvæsentligt publikum. Tør han tage springet?

Vermund, der længe var konservativ politiker, men som nu står i spidsen for Nye Borgerlige – en drøm om lavere skat og ingen muslimske indvandrere - er også skarp. Måske mere Sarah Palin end Trump, men allervigtigst: Hun siger edderbukemig, hvad hun mener. Brager hun ind i Folketinget?

Den helt rigtige danske Trump må imidlertid være en klon mellem to: Erhvervsmanden Aamund og realitystjernen Nikita Klæstrup. Svært at se for dig? Bare tænk på Trump.

---
David Trads har hver mandag klummen 'Hos Trads' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

*Der blev tidligere henvist til kommentaren 'Stop indvandringen fra islamiske lande'. Det er nu rettet til den rigtige kommentar 'Fremad mod oldtiden'. (Opdateret 14.00). 

 

{{TestBox}}

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00