Thomas Larsen: Derfor har Mette Frederiksen ret i, at det er for tidligt at skrive regeringens nekrolog

Vælgerne er samtidig løbet væk i et så højt tempo og i et så stort omfang, at der er sat danmarksrekord.

Moderaternes folketingsgruppe har igen og igen vist sig som et samlingspunkt for personer, der nok skulle have været igennem grundigere udvælgelse.

Thomas Larsen

Venstre befinder sig i en afgrundsdyb krise med opbakning fra kun ti procent af danskerne, og partiet har undervejs måttet sige farvel til den sygdoms- og kriseramte Jakob Ellemann-Jensen, der førte partiet ind i regeringen.

Moderaterne trækkes fortsat frem af enmandshæren Lars Løkke Rasmussen samt af kulturminister Jakob Engel-Schmidt, der er partiets mest iøjnefaldende talent. Men Moderaternes folketingsgruppe har igen og igen vist sig som et samlingspunkt for personer, der nok skulle have været igennem grundigere udvælgelse.

Som chef for regeringen må S-formand og statsminister Mette Frederiksen erkende, at hendes parti er gået tilbage fra mere end 27 procents støtte ved valget til cirka 20 procent i dag. Hun må også se i øjnene, at hendes popularitet er styrtdykket.

Oven i det kan regeringen "fejre" sit jubilæum til et akkompagnement af kritiske kommentarer i medierne – selv fra mange af de mennesker, der var overbevist om, at det var rigtigt at danne en regering over midten.

De mente dengang, at det ville skabe større stabilitet med en samlingsregering i en tid med økonomisk krise og sikkerhedspolitiske opbrud. De havde store forhåbninger til, at regeringen ville bruge sit flertal til at bane vej for strukturelle reformer, der skulle styrke nationens konkurrencekraft, forny den offentlige sektor og fremtidssikre velfærden. I dag er de skuffede.

Så er det virkelig for tidligt at skrive historien? Kan man ikke sagtens hugge regeringens initialer ind i den gravsten, der snart skal opstilles som minde om et mislykket regeringsprojekt?

Svaret er, at Mette Frederiksen godt kan have en pointe, når hun siger, at det er alt for tidligt.

Ganske vist vil det kræve et historisk comeback, hvis det skal lykkes at fastholde magten. Og det vil være synd at sige, at valgeksperter tror, at det enorme antal tabte vælgere kan hentes tilbage inden næste valg.

Men Mette Frederiksen har omvendt ret i, at politik i disse år præges af uro og omskiftelighed, hvilket vi ser rundt om i Europa, som hun selv påpeger i interviewet. Og i en tid med så pludselige forandringer skal man være varsom med skråsikre spådomme.

Selv inden for en tidshorisont på få måneder kan politik udvikle sig uforudsigeligt, og det er en decideret halsløs gerning at spå om udviklingen flere år ud i fremtiden. Eller sagt på en anden måde: Der er tre år til, at regeringsperioden udløber. En evighed i politik.

Selvfølgelig ved ingen, om de tre partier vil holde sammen så længe, men indtil videre er de sammen. Når det er tilfældet, skyldes det til dels, at det vil være selvmord for SVM med et snarligt valg. For det vil med stor sandsynlighed resultere i et nederlag.

Men det interne sammenhold skyldes også, at Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen er usædvanligt robuste.

Man kan polemisk hævde, at regeringen vil kunne stille tre statsministerkandidater. Kan blå og rød blok finde så meget som én?

Thomas Larsen

De ved udmærket, at deres vælgere fortsat har svært ved at forstå og især holde af det fælles projekt. For især Socialdemokratiet og Venstre gælder det, at deres vælgere ser alliancen som naturstridig.

De er også klar over, hvor meget afskaffelsen af store bededag som helligdag kostede. I det hele taget er Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen alt andet end amatører, når de analyserer, hvad der sker omkring dem.

Men de ved også, at der senere kan dukke muligheder op. Og midt i beskrivelserne af regeringens mange problemer er der en tendens til at overse de styrker, som kan forbedre situationen.

Det er for eksempel ikke uvæsentligt, at regeringen står i spidsen for en stærk økonomi. Den slags giver handlerum. Husk på trepartsaftalen forleden om højere løn til medarbejdergrupper i den offentlige sektor. Tænk på den nye aftale om skattelettelser. Og snart vil der komme fokus på sundhedsvæsenet, som vil få et markant løft.

Lykkes det for regeringen at lave aftaler, som vælgerne tager imod, kan den aktuelle modstand måske veksles til stigende accept. Og sandheden er, at regeringen er i fremdrift og har let ved at finde forligspartnere og få sine udspil igennem.

Derudover begår modstanderne af regeringen en fatal fejl, hvis de undervurderer triumviratet i spidsen for SVM. Frederiksen, Poulsen og Rasmussen har alle prøvet at stå med ryggen mod muren i deres karrierer.

Når det gælder Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, har de begge oplevet at få skrevet deres nekrolog. Og de er her endnu. På toppen af dansk politik. Og når det drejer sig om Mette Frederiksen og Lars Løkke, har de vist frygtindgydende evner i valgkamp.

Spørg blot Søren Pape Poulsen om hans møde med den socialdemokratiske kampagnemaskine i sidste valgkamp. Her blev Konservatives økonomiske masterplan, inklusive Søren Pape, skudt i stumper og stykker. På få uger.

Endelig kan SVM-regeringens mange problemer ikke overskygge det faktum, at oppositionen fortsat fremstår famlende. Man kan polemisk hævde, at regeringen vil kunne stille tre statsministerkandidater.

Kan blå og rød blok finde så meget som én?