Uenighed om psykiatri lammer stadig satspulje

PSYKIATRI: Strid om tvang i psykiatrien har lagt satspuljeforhandlinger død. Sundhedsministeren afviser kategorisk oppositionens krav om konkrete mål, siger K-ordfører, der kalder Krag flabet. Vi vil gerne sætte mål, siger ministeren.
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er flabet i sin afvisning af de borgerliges hovedkrav ved dette års satspuljeforhandlinger, mener Konservatives social- og psykiatriordfører, Benedikte Kiær (billedet).
Sundhedsminister Astrid Krag (SF) er flabet i sin afvisning af de borgerliges hovedkrav ved dette års satspuljeforhandlinger, mener Konservatives social- og psykiatriordfører, Benedikte Kiær (billedet).Foto: ft.dk
Lasse Lange
Det er regeringens og sundhedsminister Astrid Krags (SF) skyld, at dette års satspuljeforhandlinger nu er strandet.

Det mener Venstre og Konservative, der langer kraftigt ud efter Astrid Krag.

"Ministeren afviser kategorisk at imødekomme oppositionen her. Det synes jeg ærlig talt er ret flabet," siger Konservatives social- og psykiatriordfører, Benedikte Kiær, til Altinget.dk.

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har afvist at imødekomme oppositionens hovedkrav om, at der i årets satspuljeforlig skal afsættes penge til indførelsen af konkrete mål for nedbringelsen af tvang i psykiatrien. Og ifølge Benedikte Kiær har sundhedsministeren alene givet nogle få små indrømmelser, der ikke efterlader solide fingeraftryk.

"Vi føler lidt, at der er lavet en skjult dagsorden. Om ministeren har lavet en anden aftale eller selv har tænkt sig at gå ud med det, det ved vi ikke. Ministeren afviser os fuldstændig, men sådan fungerer det altså ikke i en satspulje. Der lytter man. Jeg har aldrig oplevet noget lignende," siger Benedikte Kiær.

Ministeren afviser os fuldstændig, men sådan fungerer det altså ikke i en satspulje. Der lytter man. Jeg har aldrig oplevet noget lignende.

Benedikte Kiær (K)
Social- og psykiatriordfører

Satspuljeforhandlingerne var egentlig planlagt til at blive lukket i den forgangne uge, men fredag forlod de borgerlige forhandlingerne om psykiatri i protest mod sundhedsminister Astrid Krags afvisning af det borgerlige kernekrav.

Kardinalpunkt for Venstre
Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann, kalder spørgsmålet om konkrete mål for nedsættelsen af tvang for et kardinalpunkt for partiet ved satspuljeforhandlingerne. Hun lægger vægt på, at alle partier undtagen Enhedslisten er repræsenteret ved satspuljeforhandlingerne, hvorfor hun mener, at en aftale vil sikre bred opbakning til psykiatrien.

"Det er vigtigt, at vi sikrer den brede opbakning, og det kan vi gøre ved at lave en aftale ved satspuljeforhandlingerne. Det er simpelthen ufatteligt, at regeringen ikke vil være med til at fastsætte måltal for nedbringelsen af tvang i psykiatrien," siger Jane Heitmann.

Men det vil regeringen jo gerne. Bare ikke i regi af satspuljeforhandlingerne. Hvorfor skal det lige være nu? Vil det ikke være naturligt at afvente det psykiatriudspil, regeringen ventes at fremlægge på baggrund af psykiatriudvalgets arbejde?

"Nej. For regeringens satspuljeudspil tager jo netop i høj grad sit udgangspunkt i anbefalinger fra psykiatriudvalget. Derfor er det også naturligt, at vi i satspuljen følger op på udvalgets anbefaling om konkrete mål for nedsættelse af tvang."

Venstre og Konservative sad i næsten ti år på regeringsmagten frem mod 2011 uden at fastsætte konkrete måltal for at nedbringe tvangen i psykiatrien. Men Jane Heitmann mener, at VK-regeringen gjorde meget for at skubbe på udviklingen.

"Vi var ambitiøse og satte gang i det nationale gennembrudsprojekt, som viste, at man kunne nedsætte brugen af tvang ved hjælp af dialogredskaber."

Men I havde magten i næsten 10 år. Der må have været tid nok til, at I kunne sætte konkrete mål for nedbringelsen af tvang i psykiatrien. Hvorfor gjorde I ikke det?

"Jamen, vi gjorde det, at vi satte gange i gennembrudsprojektet. Desværre blev der bare ikke fulgt ret godt op på det."

Forhandlinger kan fortsætte i denne uge
Ifølge Konservatives Benedikte Kiær har psykiatridelen af regeringens satspuljeudspil kredset omkring et par håndfulde anbefalinger fra regeringens psykiatriudvalg, som der ikke skulle være den store uenighed om - regeringen og oppositionen i mellem. Til gengæld er det ifølge Benedikte Kiær lykkedes de borgerlige partier at få igennem, at der 2014 afsættes 110 millioner kroner fra dette års satspulje til psykiatrien, hvorefter det årlige beløb sænkes til 100 millioner i 2015, 2016 og 2017.

Regeringen havde ellers spillet ud med, at der skulle afsættes 100 millioner kroner i hvert af de fire år fra 2014 til 2017.

I en skriftlig kommentar til de strandede satspuljeforhandlinger fastholder sundhedsminister Astrid Krag, at regeringen vil fastsætte mål for nedbringelse af tvang i psykiatrien.

"Regeringen har ikke ændret sin ambition om et langsigtet og ambitiøst mål for at nedbringe tvang, men en aftale om et sådant mål skal hænge sammen med en prioriteret indsats," siger Astrid Krag.

Det er uklart hvornår og hvordan forhandlingerne fortsætter, men Astrid Krag har meldt ud, at hun vil indkalde til nye møder i denne uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Benedikte Kiær

Borgmester (K), Helsingør Kommune, regionsrådsmedlem (K), Region Hovedstaden
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2001)

Jane Heitmann

Formand, Krifa, Sclerosehospitalerne og Vælg Klogt, fhv. MF (V)
cand.mag. i dansk

Astrid Krag

MF (S), fhv. social- og ældreminister
student (Tørring Amtsgymnasium. 2001)

0:000:00