Vælgerne kræver mere fokus på social dumping

MÅLING: Syv ud af ti danskere mener, at politikerne gør for lidt for at stoppe udbredelsen af underbetalt udenlandsk arbejdskraft. Det gælder også et flertal af de borgerlige vælgere. Enhedslisten kræver handling af regeringen.
Foto: Colourbox
Jørgen Skadhede

Der bliver gjort for lidt fra politisk side for at dæmme op for underbetalt udenlandsk arbejdskraft på dansk grund.

Det mener et massivt flertal af vælgerne på hele 69 procent, viser en ny meningsmåling, som A&B Analyse har foretaget for Altinget.dk.

Den største utilfredshed med den politiske indsats på området finder man hos Enhedslistens, Socialdemokratiets og Dansk Folkepartis vælgere, hvor otte ud af ti vælgere mener, at politikerne gør for lidt.

Selv blandt de borgerlige vælgere hos Venstre, Konservative og endda Liberal Alliance er der et flertal, som mener, at der bør gøres mere for at stoppe såkaldt social dumping.

Vi kan desværre se, at lukker vi et hul, så forsøger bagmændene at finde nye veje til at udkonkurrere danske virksomheder med underbetalt udenlandsk arbejdskraft, sort arbejde og dårligt arbejdsmiljø. Det vil vi ikke acceptere.

Mette Frederiksen (S)
Beskæftigelsesminister

Hos Enhedslisten så man gerne mere handling fra regeringens side.

"Det er ærgerligt, at der bliver gjort for lidt, men det er positivt, at befolkningen er opmærksom på det. Der har været et problem med social dumping længe, og der var mange år, hvor det var svært at få forklaret offentligheden, at vi står med et problem her," siger Finn Sørensen (EL), der er partiets ordfører for indsats mod social dumping.

Sådan har vi spurgt

Er du enig eller uenig i følgende udsagn? Der gøres for lidt fra politisk side for at undgå udbredelsen af underbetalt udenlandsk arbejdskraft i Danmark?

Målt i procentAlle EL SF LA DF Rød blok Blå blok 
Enig69,482,676,578,871,452,953,764,578,6   78,0   62,7
Uenig16,5 7,211,8 9,110,723,529,825,8 9,8    9,3   22,3
Ved ikke 14,010,111,8 12,117,923,516,5 9,711,6   12,7   15,0

  
Kilde: Målingen er foretaget af A&B Analyse for Altinget.dk blandt 1.035 repræsentativt udvalgte danskere over 17 år.  

3F: Det er blevet bedre
Også hos 3F mener man, at der kan gøres mere, men at der trods alt er sket noget de seneste år.

"Man kan sige, at der er en stigende kurve. Der er blevet gjort mere, i særdeleshed efter den nye regering kom til i 2011. Men der er stadig en del ting, der mangler at blive fulgt op på," siger Peter Hougaard, der er formand for 3F's byggegruppe.

Thorning-regeringen har sammen med Enhedslisten iværksat en række tiltag. Eksempelvis er der blevet tilført flere penge til myndighedernes kontrol af, om udenlandske virksomheder overholder danske regler om arbejdsmiljø og betaler skat og moms. Men der kunne og burde gøres langt mere, mener både 3F og regeringens støtteparti.

Enhedslistens Finn Sørensen peger på en række ting, som kan sættes i værk med det samme uden at støde ind i EU-regler og gældende lovgivning.

Ønske om arbejdsklausuler og kædeansvar
Han peger eksempelvis på, at regeringen kan stille krav om, at alle offentlige myndigheder skal benytte sig af arbejdsklausuler, der stiller krav om løn- og arbejdsforhold, som lever op til overenskomsterne. Det er allerede et krav ved statslige arbejdsudbud.

"Men det bør regionerne og kommunerne også forpligtes til. Vi kan ikke nøjes med de vage hensigtserklæringer, som regeringen og kommunerne hidtil er kommet med," siger Finn Sørensen.

Kravet om arbejdsklausuler i alle offentlige udbud støttes også af 3F.

"Mange udenlandske  virksomheder har aldrig fået fortalt, hvilke ting de egentlig skal leve op til, når de arbejder i Danmark. Det handler ikke kun om løn, men også om feriepenge og især om arbejdstider, som der ofte er problemer med," siger Peter Hougaard.  

Desuden har det længe været et ønske fra både fagbevægelsen og Enhedslisten, at der bliver indført såkaldt kædeansvar, så hovedentreprenøren kan gøres ansvarlig for overtrædelser hos sine underentreprenører.

"Det vil sikre, at hovedentreprenørerne kun vælger at bruge firmaer, hvor forholdene er i orden, når de selv skal betale, hvis de ikke er. Det kan ikke hjælpe noget at fortsætte med det nuværende system, hvor underentreprenørerne bare kan løbe fra regningen," siger Finn Sørensen.

"Det er stadig vores holdning, at der bør indføres en form for kædeansvar, meget gerne i form af et EU-direktiv som en del af håndhævelsesdirektivet," siger Peter Hougaard fra 3F. 

Minister: Står højt på dagordenen
Det har ikke været muligt at få et interview med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Derfor har det heller ikke været muligt at spørge hende om regeringens holdning til arbejdsklausuler og kædeansvar.

Men hun siger følgende i en skriftlig kommentar, som hun har sendt til Altinget.dk.
 
"Jeg kan godt forstå, at social dumping bekymrer danskere, fordi det går ud over udenlandske medarbejdere, danske lønmodtagere og alle de virksomheder, som spiller efter reglerne. Indsatsen mod social dumping står derfor også meget højt på regeringens dagsorden," siger Mette Frederiksen.

Hun peger på, at regeringen i sit forslag til en ny finanslov har afsat penge til at fortsætte den øgede myndighedskontrol.

"Vi kan desværre se, at lukker vi et hul, så forsøger bagmændene at finde nye veje til at udkonkurrere danske virksomheder med underbetalt udenlandsk arbejdskraft, sort arbejde og dårligt arbejdsmiljø. Det vil vi ikke acceptere," siger Mette Frederiksen.

V: Afgørende, at det kan betale sig at arbejde
Hos det store oppositionsparti Venstre er man enig i, at der bliver gjort for lidt.

"Det afgørende er, at der kan betale sig at arbejde, og at vi får genindført kontanthjælpsloftet, så det igen bliver attraktivt for danskere at tage de ledige job, der er," siger arbejdsmarkedsordfører Hans Andersen (V).  

Han er derimod ikke sikker på, at kædeansvar vil være den rigtige løsning.
 
"Vi skal se på alle muligheder for at sikre, at danske arbejdsgivere kan få dansk arbejdskraft, så vi kan undgå social dumping. Men vi skal ikke gå længere, end at vi samtidig sikrer, at vi har en så sund økonomi og sund konkurrenceevne som muligt," siger Hans Andersen. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

Hans Andersen

MF (V), byrådsmedlem (V), Frederikssund Kommune, kommitteret for Hjemmeværnet
cand.merc.aud. (Handelshøjskolen i København 2000)

Finn Sørensen

Fhv. MF (EL), medlem, Enhedslistens hovedbestyrelse
student (1965)

0:000:00