Velfærdskrisen kan ændre dansk politik – hvis nogen formår at gribe den

Det skete også i lidt mindre målestok ved 2019-valget. Utrygheden i arbejderklassen var stigende og veldokumenteret, efterlønnen blev afviklet og pensionsalderen steg, men Løkke-regeringen, økonom-parnasset og de store medier fattede ikke utrygheden. Da Socialdemokratiet gjorde ”Arne-pensionen” til et afgørende spørgsmål, kollapsede Dansk Folkeparti og Mette Frederiksen blev statsminister.

Den igangværende velfærdskrise indeholder et lignende potentiale. Kommunerne gennemfører i disse uger drakoniske nedskæringer, og S-borgmestrene fik omsider sat temaet om velfærd eller SVM-skattelettelser på mediernes dagsorden. Problemet stikker imidlertid dybere:

Allerede i foråret viste målinger, at på spørgsmålet om hvor der skal bruges flere penge, vælger danskerne klassisk velfærd som sygehuse, ældrepleje og folkeskole. Først længerede nede kommer forsvar og klima, der ellers er i top hos henholdsvis politikere og medier.

På Christiansborg er virkeligheden en anden. Der bevilges nogle milliarder til sygehuse og velfærd, men de to- og trecifrede milliardbeløb ruller mod Ukraine og forsvaret

Lars Olsen

I denne unge afsluttede kommunerne deres budgetter. Flere af de pressede kommuner sætter skatten op trods statslige sanktioner, og samlet set stiger skatten 650 millioner mere end aftalt med Finansministeriet.

Kommunalforskeren Roger Buch konstaterer, at sammenholdet bag aftalesystemet er ”brudt sammen”. På TV2 siger flere borgmestre, at de ikke længere kan levere den ældrepleje, som borgerne har brug for.

Jeg oplever også velfærdens deroute i min hverdag. Min hustru skal på grund af en kronisk sygdom have indsprøjtninger hver tredje måned, nu er der gået syv måneder. Min datter beretter om vedvarende nedskæringer på den folkeskole, hvor hun er lærer – kvaliteten er markant ringere end for få år siden.

Endnu mere tragisk var det for den 94-årige kræftsyge kvinde i vores opgang. Hun døde i lejligheden, kommunen mente ikke, at hun var dårlig nok til en plejehjemsplads.

På Christiansborg er virkeligheden en anden. Der bevilges nogle milliarder til sygehuse og velfærd, men de to- og trecifrede milliardbeløb ruller mod Ukraine og forsvaret. Socialdemokratiets Christian Rabjerg Madsen siger, at vi skal arbejde meget, ”hvis vi vil bevare et af verdens bedste og mest lige velfærdssamfund… et velfærdssamfund i verdensklasse”.

Bedste, i verdensklasse… vi lader den lige stå et øjeblik.

Jeg boede i 1990’erne og 00’erne på Nørrebro, vi havde integrationsproblemerne tæt på, og jeg var blandt de første på venstrefløjen til at råbe op. Også dengang havde hverdagens erfaringer svært ved at trænge igennem i de definerende klasser – og for mig er dagens kløft et deja-vu.

Den borgernære velfærd er havnet i en ødelæggende dobbeltklemme: Siden 2015 er velfærden underfinansieret med 23 milliarder kroner i forhold til flere ældre/børn og øget velstand, samtidig har der aldrig været ansat så mange ledere, djøf’ere og konsulenter i den offentlige sektor.

Hér i efteråret fik vi en forsmag på velfærdsdebattens politiske potentiale. Efter sommerferien stemplede Mette Frederiksen for alvor ind i dansk politik, og Socialdemokratiet rettede sig lidt op i målingerne. Billedet skiftede imidlertid, lige så snart debatten om velfærd eller skattelettelser satte dagsordenen. S gik 2,5 procent tilbage, SF og Enhedslisten tilsvarende frem.

De to venstrefløjspartier har kapret mange utilfredse S-vælgere og er nu tilsammen større end Socialdemokratiet. Alligevel er det tvivlsomt, om de for alvor formår at få den ueksploderede velfærdsbombe til at detonere.

Hvis SVM-eksperimentet kommer i krise – og borgmestre, venstrefløjen og fagbevægelsen opretholder presset – kan pilen pege på en ny udgave af ”røde Mette”

Lars Olsen

SF og Enhedslisten står stærkt blandt offentligt ansatte, studerende og akademikere, men har svært ved at trænge igennem i afgørende vælgergrupper som privat ansatte lønmodtagere og pensionister. De har i årevis sagt ”send flere penge”, på mange virker det mere som et ritual end som affødt af velfærdskrisen. Læg dertil at velfærden hos venstrefløjen skal konkurrere med klima og alskens udsatte marginalgrupper, der også skal agiteres for.

Liberal Alliance forsøger sig fra en anden vinkel. I store annoncer gør de opmærksomme på bureaukrati og skøre projekter i det offentlige – ”der mangler ikke penge”, men fornuft. Det er en dygtig afværgemanøvre, men ikke mere. Opgøret med bureaukrati og underfinansiering af velfærden er ikke enten-eller, men både-og.

Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti kan næppe for alvor kapre velfærdskrisen. Den havde ligget godt til Kristian Thulesen-Dahls DF, med dets socialdemokratiske velfærds- og fordelingspolitik, men Inger Støjberg og Morten Messerschmidt er langt mere borgerlige og støtter yderligere skattelettelser. De forekommer mest optaget af den interne kannibalisering blandt de ”blå” partier.

Det er således ikke givet, at den ueksploderede velfærdsbombe bringes til detonation, men lad mig slutte lidt spekulativt: Paradoksalt nok kan velfærdskrisen udgøre en sti tilbage til »røde Mette«.

Lige nu bekender Mette Frederiksen og Co. sig til SVM, men forud for næste valg skal de træffe et strategisk valg: at fortsætte regeringen over midten eller som i 2019 gå til valg på en ”rød” politik. Kredsen omkring statsministeren holder begge optioner åbne, og svaret vil i praksis afhænge af de næste års udvikling – om SVM leverer de bebudede reformer, om Venstres krise vælter læsset etcetera.

Hvis SVM-eksperimentet kommer i krise – og borgmestre, venstrefløjen og fagbevægelsen opretholder presset – kan pilen pege på en ny udgave af ”røde Mette”. Undersøgelser viser ligefrem, at et flertal af lønmodtagerne vil betale lidt mere i skat for at få bedre velfærd. Kombineret med et opgør med djøf’iseringen ville en redningsplan for velfærden være et stærkt valgtema.

Danskerne ville i så fald stå overfor et klart valg: Vil vi stoppe velfærdskrisen og bevare vores samfundsmodel – eller ønsker vi at gå i en mere liberalistisk og ulige retning?

Dét valg trænger vi til.