Omstridt professor: Ledelsen undgår kritikkens substans (fulde version)

Den danske debatkultur er noget forunderlig.

Når jeg publicerer en kritik af strukturer på mit universitet, der uhyggeligt minder om DDR-systemet, er svaret en mur af tavshed. Så sender ledelsen en person frem, der har en vis status, men ikke sidder alt for højt i ledelsespyramiden. (Læs omtalte debatindlæg fra ph.d.-skoleleder Johnny Laursen her).

Ledelsens "stikirenddreng"
Personen tager et enkelt aspekt fra min kritik op og begynder at fremlægge, hvor godt det er indrettet på de danske universiteter, og at jeg slet ikke forstår det danske system - mens svaret viser, at replikkens forfatter selv ved alt for lidt om de forskellige ph.d.-systemer og det akademiske niveau uden for Danmark.

Desuden undrer det mig, at forfatteren åbenbart slet ikke kender til faktummet, at der findes titusindvis af professorer i hele verden, der er fremragende forskere og undervisere, uden at de nogensinde er gennemgået streamlinings-processen af en ph.d.-uddannelse efter dansk tilsnit.

I sådan en "debat" lægges fokusset så helt på dette aspekt. Man præger det fine slagord "ph.d.-krig" - og dermed kan vi undgå at kigge på min kritiks egentlige substans.

Tilbage substansen, tak
Lad os lige vende tilbage til debattens udgangspunkt, min artikel i Politiken fra 9. januar 2012.

Hvorfor frynser danske debatter alt for ofte ud i en række forskellige detalje-diskussioner, mens man gør alt for at undgå kritikkens substans?

Linda Maria Koldau
Musikprofessor

Hvad siger universitetsledelsen til de åbenlyse interessekonflikter i et udvalg, som har den afgørende definitionsmagt om undervisningen på instituttet?

Hvad siger universitetsledelsen til de mange kontrolstrukturer, der forhindrer mangfoldighed og en fri udfoldelse af talent - om det omhandler phd-systemet eller en simpel eksamensopgave?

Hvad siger ledelsen til det spild af talent, resourcer og penge, når man tvinger højtkvalificerede videnskabelige ansatte til at undervise kurser, som hverken tilsvarer deres kvalifikation eller giver faglig og pædagogisk mening i deres kursusbeskrivelse?

Hvorfor frynser danske debatter alt for ofte ud i en række forskellige detalje-diskussioner, mens man gør alt for at undgå kritikkens substans?

"Slet ikke en ligeværdig debat"
Jeg tænker mig ikke at fortsætte "ph.d.-krigen" i denne sammenhæng. Det ville give mening, hvis mine "diskussionspartnere" kendte tilstrækkeligt til andre universitetssystemer - og hvis det var en ligeværdig debat mellem personer, hvor ekspertisen og erfaringen af en internationalt uddannet person bliver anerkendt, selvom denne person ingen strukturel magt har på den afdeling og det institut, hvor hun er blevet sat ind.

Jeg ønsker derimod at vende tilbage til en mere grundlæggende diskussion af afgørende problemer i det danske universitetssystem. Det fører til spørgsmålet, hvornår politikerne endelig vil begynde at lytte - og at handle.

1. Ledelsesansvar
Når jeg kigger tilbage på mine erfaringer siden min ansættelse på Aarhus Universitet i 2009, findes da én rød tråd: ledelsens ansvarsfrasigelse.

Lad mig lige tage min egen sag som eksempel - men tro endelig ikke, at det her er et enkelttilfælde. Mønstret er snarere normen, nemlig en ledelse, som gemmer sig bag sin magt og glemmer, at magt først og fremmest betyder ansvar.

Den tidligere dekan har ansat mig under forkerte forudsætninger. Da jeg begyndte at sætte navn på de problemer, som opstod på grund af min fejlplacering på et institut, hvor mine kvalifikationer overhovedet ikke er ønsket, afviste den ansvarshavende dekan at tale om problemet. Den nye dekan har så gjort alt for, at der aldrig tales om ledelsens ansvar i min ansættelse - hun gik endog så vidt at nægte, at hun selv mundtligt havde indrømmet dette ansvar foran flere vidner. 

Min indsigelse mod hendes nægtelse blev mødt med en mail, som var så grov og nedsættende, at endog institutlederen og DM-repræsentanterne var chokerede. Ordet "ledelsesansvar" må under ingen omstændigheder nævnes på Aarhus Universitet.

Institutlederen selv har aldrig varetaget sit ansvar og drøftet problemerne i min arbejdssituation med mig, selvom jeg har anmodet om dette utallige gange. Han har ligeledes ignoreret sit ansvar for at holde øje med medarbejdernes trivsel og at gribe ind, når der kom klager om krænkelser og arbejdsblokader (og jeg er ikke den eneste på instituttet, der klager om sådanne forhold).

På det nederste plan har faglederen ligeledes svigtet sit ansvar for at repræsentere faget ligeværdigt, at sørge for, at alle kollegaer får duelige arbejdsvilkår med en ligeværdig behandling, og at gå ind i en konstruktiv dialog uden nedsættende bemærkninger, når en ansat gerne vil drøfte problemer i sine arbejdsvilkår med hende.

Når en desperat forsker endelig vælger at vende sig til offentligheden, møder ledelsen kritikken med rungende tavshed. Man sender eventuelt en mindre mellemleder frem for at tage en detalje fra kritikken op  - men ledelsen tager aldrig stilling til kritikkens substans. "Dialog" og "debat" er bare fine ord. Når kritikken går til substansen, gemmer ledelsen sig bag magtens fæstning.

Er det her, sådan man udøver ledelseansvar på danske universiteter? Problemer bliver ikke løst ved at dysse dem ned.

Universitetsledelsen udøver sit ansvar med en i høj grad tvivlsom strategi: Internt for universitetet - problemer med kritiske ansatte bliver jo altid stemplet "personalesager" - bliver universitetets åbenlyse strukturelle problemer lavet om til den kritiske ansattes personlige problemer. Den ansatte får så alvorlige sanktioner op til fyringsvarsler - og problemerne kører videre uforstyrret.

Men i sidste ende er det regeringen og Folketinget, som har ansvaret for en universitetsledelse, der ikke laver sit arbejde ordentligt. Der har været mange offentlige råb om hjælp fra danske universitetsansatte i den senere tid: "Mayday, mayday, humaniora synker", lød titlen på en artikel i Politiken den 18. juni 2011, hvor flere forskeres kvalificerede kritik blev sammenfattet - "Danmark har tabt," lyder Bjørn Bredals mørke konklusion.

Nu har Dagbladet Information udløst en heftig debat om ledelsesproblemer, tavshedskultur, ansvarsfrasigelse og ulovlige trusler på danske universiteter. Der bliver citeret mange vidner fra de danske universiteter, og i kommentarerne melder endnu flere personer sig til orde.

Vil politikerne i Danmark endelig lytte til de mange råb fra desperate universitetsansatte, der på deres arbejdssted oplever, hvordan humanistisk forskning og uddannelse systematisk bliver ødelagt på danske universiteter? Vil de endelig begynde at handle?

Rager det ikke repræsentanterne for det danske folk, at man ved en nøgtern strukturel analyse af forholdene opdager DDR-strukturer på de danske universiteter?

2. Universitetsuddannelse - et spørgsmål om menneskeret
Når man i Danmark tør gå ind for en funderet uddannelse, bliver man med det samme presset ind i en partipolitisk skuffe: konservativ, borgerlig - og dermed "gammeldags". På den anden side mener folk uden for universiteterne ofte, at hele den akademiske verden er håbløst venstreorienteret, låst fast i de gode gamle drømmerier fra 70'erne.
Begge dele er klichéer - og har ingenting som helst med en professors tale for en funderet uddannelse at gøre.

Universitetsuddannelser er ikke et partipolitisk spørgsmål: Det omhandler et anliggende, som er en menneskeret og angår hele Danmark, uanset køn, race og politisk orientering.
Når jeg som professor går ind for en grundlæggende faglighed, der må være fundamentet i en uddannelse, som så kan åbne sig for tværfaglige kombinationer og gerne også praksis-orienterede andele, er jeg ikke "gammeldags" eller "konservativ".

Jeg argumenterer på baggrund af min tyve-årige erfaring og min ekspertise. "Von nichts kommt nichts," siger man på tysk: Fra ingenting kommer da ingenting - kun på basen af et fast fagligt fundament findes da en chance for udvikling, kreativitet, innovation.

Det er meget mærkeligt for en udenlandsk professor, at man med det samme bliver stemplet som "gammeldags" og tilordnet en partipolitisk fløj, hvis man med al selvfølgelighed går ind for det, som er en generel menneskeret: en velfunderet uddannelse.

Alligevel er uddannelsen selvfølgeligt et politisk spørgsmål. Det er i Danmark, at jeg har lært, hvad det betyder, hvis de unge generationer bliver berøvet deres ret til en funderet uddannelse. Regeringen bestemmer i høj grad, hvad der sker på skoler og universiteter - i meget højere grad end i andre lande. Det er dermed regeringens og Folketingets ansvar, at Danmarks unge generationer kan stole på, at de får den bedst mulige uddannelse. Dette ansvar indebærer, at man sørger for, at der hersker videnskabelig hæderlighed og respekt for faglig ekspertise på de danske universiteter.

Imidlertid er der blevet publiceret mange artikler i de danske medier, hvor universitetsansatte fra helt forskellige fagområder beskriver nøjagtigt og med rammende ord, hvordan denne hæderlighed og respekt bliver ødelagt i topstyre-systemet på de danske universiteter.

Og i øvrigt: Det omhandler også penge - og det i helt store dimensioner. Der bliver spildt skattepenge uden ende - som alle, der arbejder på et universitet, meget godt ved.

At nogle få universitetsansatte tør ytre sig offentligt om denne generelle skandale kan føre til en fin mediedebat - men jeg ser næsten ingen reaktion på det politiske plan. Kan det være sandt? Er regeringen, er medlemmerne af Folketinget ligeglade med, hvad der sker på de institutioner, hvor deres børn, hvor de unge generationer får deres uddannelse - hvor de skal få det fundament, som skal bære dem igennem livet?

Det handler om de unge danskeres fremtid - og dermed hele Danmarks fremtid. Er de danske politikere virkelig ligeglade med det?