Civilsamfundets ABC: L for Lykke

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til L for Lykke.

I mindst 2500 år har der i den vestlige verden været almindelig uenighed om, hvad lykke er.

Mange forskellige positioner markerede sig i det klassiske Grækenlands diskussioner om lykken og det gode liv, og de kan genfindes i nutidige diskussioner.

Nogle mente, at det gode liv blot var det samme som et heldigt liv, og at en helt utilregnelig skæbne rådede.

Andre var overbeviste om, at mennesker selv kunne gøre sig til herrer over det gode liv, for eksempel gennem asketisk livsførelse, der kunne give en oplevelse af harmoni, eller ved at holde en høj moral, have en god karakter.

Atter andre var fascinerede af en forestilling om at finde frem til en enkelt formel for alle gode ting i livet, så man kunne blive fri for al denne uenighed.

Nok et standpunkt drejede sig om evnen til at håndtere og få det bedst mulige ud af det uomgængelige forhold, at menneskelivet er usikkert. Det fangede, hvad diskussionen lige siden har cirklet om: forholdet til det tilfældige og ukontrollérbare.

Den ustyrlige lykke
Det kildne punkt er, at lykken ikke er til at få styr på. Det ligger egentlig i ordet.

Oprindelig er, fortæller Ordbog over det danske Sprog, det danske ord lykke formentlig vokset frem som betegnelse for en løkke, der lukker sig. Man kan altså se ordet – og det engelske luck og det tyske Glück – som et billede på et afsluttet hændelsesforløb: Sådan gik det; sådan faldt det ud. Det engelske happiness er på beslægtet vis knyttet til noget, der tilfældigvis er sket. Ligesom verbet to happen kommer det fra ordet hap, som betyder chance eller fortune.

Den eneste relativt sikre indholdsbestemmelse i ordets rødder drejer sig altså om usikkerhed, tilfældighed, noget som bare sker, og som mennesker ikke har kontrol over, men må finde måder at leve med og reagere på.

Både for lykke og held gælder, at man kan have dem med sig, men beklageligvis også imod sig, uden at man er eller kan gøre sig til herre over det. Det kommer an på, hvor heldig man er. Resten er uenighed og diskussion.

En kompleks familie
Lykke og trivsel og disse betegnelsers mange slægtninge vedrører en familie af komplekse, sammensatte begreber, som ikke vil lade sig fastlægge, ikke vil ligge stille. De vedrører forståelser af det gode liv, men det veksler fra person til person og fra situation til situation, hvad der lægges i dem. Det kan tilmed være svært at blive enig med sig selv om, hvad de står for. De er almene og åbne begreber, som beskriver noget og vurderer dette noget på en og samme tid. Og de to aspekter, beskrivelsen og vurderingen, kan ikke skilles ad.

Derfor byder lykke på vanskeligheder som genstand for eksakt, årsagssøgende videnskab, der sigter mod entydighed og præcision og mod at finde muligheder for at gribe styrende ind ved at identificere knapper, der kan trykkes på.

Dels må de bevægelige begreber låses fast i en bestemt forståelse, hvis der skal kunne måles – men dermed tapper man dem for deres særlige kvalitet, der gør dem egnede til eksistentielle overvejelser og til politisk diskussion mellem forskellige synspunkter.

Dels opstår der alligevel måleproblemer.

Der måles for meget og tænkes for lidt
I dag er tendensen ikke desto mindre, at der – understøttet af internationale organisationer som OECD og FN – bliver målt mere, end der bliver tænkt og diskuteret.

Den oldgamle vision om at sætte det hele på en enkelt formel, der kan muliggøre talmæssige sammenligninger mellem uens størrelser, har fået overtaget. Lykke opgøres i well-being units, og kontrolleret produktion af lykke har fået status som en opgave, dygtige professionelle vil være i stand til at magte.

Først og fremmest gøres der forsøg på at måle folks trivsel, lykke, livstilfredshed eller livskvalitet her og der og alle vegne, i hele samfund eller i forskellige samfundsgrupper, ikke mindst på arbejdspladser og i skoler.

Måleresultaterne bruges blandt andet til at understøtte politisk argumentation, der trækker i vidt forskellige retninger. Og fra sag til sag bruges de hyppigt som udgangspunkt for at udtænke modeller for, hvordan folk kan gøres mere glade og tilfredse, ofte med den erklærede begrundelse, at det vil fremme deres produktivitet og kreativitet og dermed i sidste ende konkurrenceevnen.

Det danske paradoks
Det er uvist, om det faktisk har gavnet virksomheden Danmarks konkurrenceevne, at Danmark i flere internationale lykkemålinger er blevet udnævnt til verdensmester i lykke.

Og det er uklart, hvordan konklusionerne fra denne særprægede, internationale lykkekonkurrence skal sammenholdes med konklusionerne fra danske stressmålinger, der karakteriserer et utal af danske befolkningsgrupper som stressede og plagede mennesker – der alligevel svarer sådan på lykkemålings-spørgeskemaer, at professionelle lykkemålere kårer dem til verdens lykkeligste. Hvordan kan det være?

Vi ved det ikke: Lykken er ikke til at få styr på. Prøver man for hårdt, kan det gå ud over den respekt for forskellighed, som er en forudsætning for, at levende civilsamfund kan trives og vedligeholde uenigheden om lykken og det gode liv.

Se også uenighed

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: K for Kompromis Næste artikel Civilsamfundets ABC: M for Masse