Civilsamfundets ABC: N for Nonprofit

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til N for Nonprofit.

Nonprofit dukkede op som begreb i den danske debat i 1970'erne, fortæller Den Danske Ordbog. Det optræder som første led i orddannelser som nonprofitbasis, nonprofitforetagende og nonprofitvirksomhed og bruges ifølge ordbogen til at karakterisere aktiviteter som nogle, der ikke er ”oprettet og drevet for overskuddets skyld, men ofte af idealistiske grunde.”

Som så mange andre af det seneste halve århundredes låneord kom det fra USA, hvor nonprofit organization siden 1919 har været et bevillingsudløsende koncept: Ved at erhverve denne status opnår man ikke kun større troværdighed, som kan øge indsamling af private midler, men også skattefrihed – som en slags offentlig støtte til varetagelse af almennyttige formål på privat initiativ.

Den lille undtagelse
Det lille ”non” er kendetegnende for, hvordan offentlige myndigheder og private virksomheder gennemgående opfatter aktiviteter i civilsamfundet. Sprogligt og juridisk set synes hovedreglen således at være en forventning om, at selvforvaltet virksomhed har profitsøgende motiver. Nonprofit bliver undtagelsen, der bekræfter reglen.

Ved profit forstås her, som i daglig tale, noget langt mere specifikt, end ordet i udgangspunktet lægger op til. Det stammer fra det latinske proficere, der egentlig blot betyder at gå fremad, men henviser i dag på diverse sprog til økonomisk vinding eller overskud, der går i den virksommes egne lommer.

Nonprofitbetegnelsen betyder da heller ikke, at virksomhed ikke må give overskud, men derimod at profitten kun må bruges til de almennyttige formål, som initiativtagerne har defineret. Den juridiske definition af fænomenet i USA er således knyttet til et krav om non-distributive profits, hvilket blot betyder, at uvedkommende ikke må profitere på aktiviteterne.

Penge og andre værdier kan udmærket genereres af nonprofitorganisationer, men de skal altid geninvesteres i almennyttige formål, som fra sag til sag er fastlagt på forhånd.

Det selvejende Danmark
Faktisk findes der et godt gammelt dansk ord for denne særegne organisationsform: Selvejende institutioner, herunder fonde, kooperativer, sparekasser, forsikringsselskaber, sygekasser m.fl.

Denne socialøkonomiske måde at organisere virksomhed på, rettet mod at løfte fællesskabets opgaver, havde i Danmark sin storhedstid i slutningen af 1800-tallet.

Hverken stat eller marked kunne eller ville løfte opgaver af social og sundhedsmæssig art. Samtidig var det ugleset – og vel i utakt med kristen moral – at private profiterede på andres nød og elendighed.

I stedet sluttede borgere sig sammen på egen hånd om virksomhed, der sigtede mod gensidig hjælp og støtte i forskellige sammenhænge, og hvor overskud alene måtte tjene et nærmere angivet, almennyttigt formål.

Helt frem til 1970'erne var det almindeligt anerkendt, at selvejende institutioner var velegnede til at sikre et sådant nonprofitprincip. Derefter blev det kutyme at kommunalisere aktiviteterne, og det er tankevækkende, at denne udvikling netop tog fart på det tidspunkt, hvor ordet ”nonprofit” vandt indpas i det danske sprog som betegnelse for noget tilsyneladende nyt og ukendt.

Det apolitiske civilsamfund
Tilføjes betegnelsen non-governmental (som vi især kender det fra et andet låneord: ngo), afgrænses de civile livsytringer desuden fra stat og kommuner. Og negativ-listen kan forlænges. I USA forventes skattebegunstigede organisationer som modydelse også at være for eksempel non-professional og non-political.

En sådan afpolitisering af aktiviteter i civilsamfundet er ikke uproblematisk og har traditionelt ikke været en del af tankesættet omkring selvejende virksomheder. Tilbage står kun en negativt defineret delmængde af frivillighed og foreningsliv. I praksis kan civile initiativer af denne art blive dybt afhængige både af markedskræfter og kommunale tilskud, hvis de afskæres fra at generere politiske ressourcer på egen hånd.

Den store privatisering
Den kommunalisering af selvejende organisationer, som kendetegnede 1970'erne, er siden blevet afløst af politiske bestræbelser på at privatisere de selvforvaltede aktiviteter.

Det har været tydeligst i finanssektoren, hvor sparekasser og kreditforeninger oprindeligt blev organiseret som socialøkonomiske virksomheder. Siden 1990'erne er de fleste sparekasser og alle kreditforeninger blevet omdannet til aktieselskaber, hvis formål er at optimere aktionærernes privatøkonomi – ikke at arbejde socialøkonomisk for det almene vel. Dette neoliberalistiske eksperiment viste sig som bekendt under den seneste finanskrise at være ganske risikabelt.

Der er kort sagt både økonomiske og sociale fordele ved selvejende institutioner, som skal tjene almennyttige formål uden at være belastet af krav om profit til private aktionærer og uden direkte at være underlagt bureaukratisk topstyring, eksempelvis af ministeriel art.

En sådan nonprofit organisationsform forudsætter imidlertid et civilsamfund og en tillidskultur, der ikke betragter profitmaksimering som den eneste troværdige, effektive og legitime drivkraft bag menneskers virke i fællesskab.


Se også Tillid; Gensidighed.

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: M for Masse Næste artikel Civilsamfundets ABC: O for Organisering