Civilsamfundets ABC: R for Republikanisme

BOGSTAVELIGT TALT: Hvad er civilsamfundet? Anker Brink Lund og Gitte Meyer fra CBS Center for Civil Society Studies gennemgår civilsamfundet bogstav for bogstav. Vi er nået til R for Republikanisme.

Res publica er den oldgamle latinske – og altså romerske – betegnelse for offentlige anliggender. Og en republik er et samfund, hvor offentlige anliggender drøftes offentligt af aktive og ligestillede borgere, der med jævne mellemrum og efter nærmere fastsatte regler også vælger statens ledere.

Så vidt er i hvert fald danske, engelske og tyske opslagsværker enige: Offentlige drøftelser, ligestillede borgere og et repræsentativt system udgør de tre grundelementer, der skal til for at udvikle eller vedligeholde en republikansk styreform til forskel fra en samfundsorden baseret på fyrsters herredømme.

Grundprincippet er ikke det handelslogiske quid pro quo – noget for noget – men det politiske og noget mindre mundrette quod omnes tangit ab omnibus probetur: Det som angår alle, bør alle være med til at vurdere.

Hvem er borger?
Det springende punkt findes i spørgsmålet om, hvem der regnes med som borgere, som medlemmer af den borgerlige offentlighed og dermed som berettigede og forpligtede til deltagelse i det politiske liv, hvor trykket er lagt på omsorg for det almene vel.

I det omfang alle voksne medlemmer af et samfund tilkendes status som borgere, kan det være svært at skelne republikanske idealer fra idealer om repræsentativt demokrati. Sådan har det imidlertid sjældent været.

Fruentimmerne og de andre
De danske købstæder havde ganske vist republikanske træk i deres kommunalforfatninger frem til 1970'ernes strukturreform, men i Danmark var fruentimmere, folkehold, fattige, forbrydere, fjolser og fremmede stort set udelukkede fra politisk deltagelse indtil begyndelsen af forrige århundrede. Og det var ikke noget særsyn. Særligt krav om besiddelse af ejendom for at kunne blive borger har gennem tiderne været en udbredt republikansk uorden.

Få sad på magten
Den romerske republik, hvis politiske tænkning blev udviklet i forlængelse af traditioner fra de klassiske græske bystater, regnede, som de græske forbilleder, hverken kvinder eller slaver med. De nordeuropæiske hansestæder (Hansaen havde sin styrke fra starten af 1200-tallet til midten af 1400-tallet) havde republikanske træk, men sandelig også dominerende familier. Og da republikanske forestillinger blev videreført i 1400-tallets italienske bystater såsom Firenze, Lucca, Pisa, Sienna og Venedig, var det ganske vist uden slaveri, men i praksis ikke altid let at skelne fra oligarki eller fåmandsvælde, hvor nogle få velhavende slægter sad på magten.

Den overflødige fyrste
Det har været erfaringsbaseret, når republikanske tænkere gennem tiderne har plæderet for magtbalanceprincipper, der skal sikre at ingen enkelt familie eller social klasse monopoliserer indflydelsen over de offentlige anliggender.

I eksil fra 1400-tallets Firenze skrev juristen og filosoffen Nicolo Machiavelli (1469-1527) epokegørende afhandlinger om denne problematik. Den mest kendte er Fyrsten, færdiggjort i 1513, der fortæller om fyrstemagtens faktiske dominans, rummer magttekniske kneb og anvisninger og er berømt og berygtet som opskrift på kynisme.

I en række andre værker fremhævede Machiavelli imidlertid en republikansk styreform med tilhørende dyder – dertil hørte almen værnepligt og i det hele taget virke for det fælles bedste – som alternativ til magtkoncentration, fyrstedømme og klientilisme. En fyrstes fremmeste pligt var at udstyre et samfund med så gode love, at han gjorde sig selv overflødig og en republik kunne etableres, mente Machiavelli.

Fra Robespierre til Trump
Betegnelsen ”republikanisme” har levet videre som betegnelse for tiltagende meget forskelligt. Den franske revolution var leverandør af forskelligartede tolkninger af hvordan republikanisme bedst forsvares.

Robespierre (1758-1794) var så fanatisk tilhænger af hvad han så som republikanske dyder, at han gik ind for terror for at forsvare dem. Talleyrand (1754-1838) sværgede til diplomati bag kulisserne. I USA har det republikanske parti leveret en blandet buket af præsidenter fra Abraham Lincoln (1809-1865) over Theodore Roosevelt (1858-1919) og Richard Nixon (1913-1994) til vore dages Donald Trump.

Habermas og Arendt
Samfundsfilosofisk er den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas måske den, der i nyere tid har haft størst gennemslagskraft som republikansk tænker. Men vel at mærke i en systemteoretisk udgave med hovedvægt på det procedurale demokrati, hvor borgernes deltagelse sikres igennem formelle regler. Målet er, at alle rationelle mennesker i fællesskab gennem fri kommunikation kan nå frem til enighed om offentlige anliggender.

Den jødiske tysk-amerikanske politiske tænker Hannah Arendt (1906-75) vægtede anderledes. For hende var det altafgørende at fastholde den grænse mellem private og offentlige anliggender, som var central hos politiske tænkere i antikken. Hvis nødvendighedens rige – oikos, der betegnede husholdningen og gav ophav til ordet økonomi – vandt indpas og blev dominerende i det politiske liv, ville de republikanske kerneværdier uvægerligt blive undermineret, mente hun. En sådan dominans kendetegner som bekendt i dag de fleste repræsentative demokratier verden over.


Se også: Almennytte, Demokrati og Quid pro quo

Forrige artikel Civilsamfundets ABC: Q for Quid pro quo Næste artikel Civilsamfundets ABC: S for Social