Fitness, frivillighed og fadøl til alle

UGEREVY: På med løbeskoene. Så spurter vi gennem den seneste uges begivenheder i civilsamfundet. Den hurtigste kommer forrest i fadølskøen i Fælledparken. 

Donation for åbent tæppe under Folkemødet sidste år. I år uddeler Tuborgfondet 300.000 kroner. 
Donation for åbent tæppe under Folkemødet sidste år. I år uddeler Tuborgfondet 300.000 kroner. Foto: Tuborgfondet
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen og velkommen til en mandag fuld af smældende flag, koglende kraft, sang og skrål og fadøl i stride strømme.

Den 1. maj er – udover den 121. dag i den gregorianske kalender – også dagen, hvor Eddie Skoller havde sin første optræden i Tivolis Visevershus. Det var i 1969, i øvrigt. Og nå ja, og så er det naturligvis også arbejderbevægelsens internationale kampdag.

Vi ved, at du har travlt med at komme ud at svinge fanen, så vi iler afsted til første punkt i denne statusopgørelse over civilsamfundets ve og vel.

Tuborgfondet afholdt sidste år åbent bestyrelsesmøde på Folkemødet og uddelte penge direkte fra scenen i Gæstgiveren i Allinge. Det gør de igen i år – denne gang 300.000 kroner til projekter, der blandt andet styrker unges deltagelse i samfundet.

Men udover at dele penge ud er målet også at bidrage til lidt mere transparens om fondes uddelingsprocesser, som fondens kommunikationsansvarlige, Anni Lyngskær, sagde til Altinget i artiklen her.

Hvis du skal nå at komme i betragtning, skal du indsende en ide senest i midten af næste uge. Du kan læse mere om kriterier og praktikaliteter her.

Penge tur-retur
Og pengene ligger simpelthen i bunker og venter.

Med en ny kampagne vil en række fonde og foreninger i fællesskab gøre det lettere for handicappede at dyrke foreningsfitness.

Parterne i alliancen ”Fitness for Alle” vil give tre fitnesscentre økonomisk hjælp til at lave nogle rammer, der gør det muligt også for folk med handicap at træne. Samtidig skal der arbejdes på at motivere folk med bevægelseshandicap til at komme i gang med at motionere. Der er afsat 11,5 millioner kroner. Og det hele vil blive fulgt af forskere.

Interesserede kommuner, foreningsbaserede fitnesscentre og lokale handicapforeninger kan byde ind nu og frem til starten af juni. Mere om det her.

Men ind imellem går pengene altså også den anden vej. Spørg bare i Aarhus, hvor den kommunalt stiftede fond, Fonden Aarhus 2017, har uddelt knap 25 millioner til kulturinstitutioner, som kommunen selv driver.

Og det kan være stik imod reglerne. Og i værste fald risikerer fondens bestyrelse med borgmester Jacob Bundsgaard (S) i spidsen selv at skulle betale pengene tilbage, skriver TV 2 Østjylland her.

Flere eksperter i fondsret kritiserer manøvren, men helt enighed er der ikke. Professor i selskabsret Erik Werlauff fra Aalborg Universitet vurderer, at bestyrelsen godt kan have holdt sig på den rigtige side af loven:

”Man bringer sig altid i en risiko, når de her midler går mellem forskellige kasser, men jeg vurderer, at det kan ske inden for fondsloven,” siger han.

Husker I Tornerose? 
Kender I det, når man skal holde en stor fest, og der er en enkelt, man ikke lige har plads til at have med ved bordet?

Fredag havde statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) indkaldt 60 repræsentanter fra fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, kommuner og regioner med mere til dialogmøde på Marienborg om den såkaldte sammenhængsreform.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dialogmødet er et led i moderniseringen af den offentlige sektor. Og mødet kommer i kølvandet på, at innovationsminister Sophie Løhde (V) har fundet et hold af erhvervsfolk og topembedsmænd, der er blevet placeret i tre udfordringspaneler, der skal hjælpe regeringen med moderniseringen.

Men der er nogen, der mangler i de paneler.

 

 

 

 

 

 

 

Det er ellers ikke, fordi der mangler lovord om frivilligheden, når velfærdsopgaverne skal løses. Men når opgavefordelingen er til diskussion, er der tilsyneladende ikke plads til frivillighedens stemme.

Frivillighed under forandring
Og apropos frivillighed. For i den forgangne uge stillede Altinget spørgsmålet, om England har mistet fornemmelsen for frivillighed?

England har i årevis været frivillighedens foregangsland, men lige nu sker der en økonomisk skævvridning mellem store og små organisationer. Foreningernes kamp om midlerne bliver hårdere, og lysten til at løse opgaver for det offentlige – for enhver pris – vokser. Og det bekymrer sociologen og forfatteren Michael Wulff, som i mange år har nærstuderet det britiske civilsamfund.

"Det, jeg hører fra mine kontakter i England, er, at det offentlige i stigende grad er begyndt at tale om kontrakter i stedet for partnerskaber," siger han og fortsætter:

"Det vil sige, at rammerne er klart defineret på forhånd, og foreningen ikke kan påvirke opgaveløsningen. De får blot betaling for at gøre tingene på en bestemt måde."

Når Michael Wulff er urolig, skyldes det ikke kun, at han har anglofile aspirationer. Han ser tegn på en lignende udvikling herhjemme. Mere om det her.

Og vi slipper ikke frivilligheden endnu. For et lille stykke frivilligt arbejde er da den sikre vej til et flot cv og en imponerende karriere, ikke sandt?

 

Niksen biksen, siger tre forskere fra RUC i et nyt studie, som snart bliver publiceret i det anerkendte tidsskrift European Sociological Review.

“Data viser ret klart, at det ikke er fremmende for ens beskæftigelse at lave frivilligt arbejde,” siger en af forskerne, ph.d. Erik Petrovski. Han pointerer dog, at der kan være specifikke segmenter, som kan fremme karrieremulighederne gennem frivilligt arbejde.

“Jeg skal ikke afvise, at der inden for en snæver målgruppe kan være en gevinst,” siger han i artiklen her.

Og apropos forskning og frivillighed, så har Center for Frivilligt Socialt Arbejde, CFSA, netop indgået et samarbejde med Netværk for forskning i Civilsamfund og Frivillighed, CiFri. Det betyder, at du fremover får adgang til CiFris forskning på CFSA's hjemmeside frivillighed.dk. Og det kan du læse mere om her.

Vi kan lide nå at komme omkring uddelingen af den årlige initiativpris fra CISU, Civilsamfund i Udvikling. Den går til en person eller organisation, som har gjort en særlig indsats for at engagere danskerne i det globale udviklingsarbejde. Og i år er det organisationen Danwatch, som modtager de 10.000 kroner. 

Prisen blev overrakt til Danwatchs direktør, Jesper Nymark, på CISUs generalforsamling i Odense lørdag. 

"Vi er utroligt glade for at modtage initiativprisen, fordi det er en pris, der på sin vis ryger tilbage til civilsamfundet, da Danwatch er stiftet af en gruppe civilsamfundsorganisationer ud fra den overbevisning, at undersøgende journalistik kan noget helt særligt i forhold til belysning af staters og virksomheders aktiviteter," sagde han. 

Mere om det her

Det var i øvrigt ikke den eneste gang, Danwatch var i medierne i den forgangne uge. Fagbladet Journalisten beskrev, hvordan organisationen formår at lave undersøgende journalistik og millionoverskud. Det kan du læse om her

Årsregnskabets time
Lundbeckfonden kom ud af 2016 med et overskud på 1,9 milliarder kroner. Det er markant anderledes end året før, hvor fonden tabte 3 milliarder.

Fonden har uddelt 493 millioner kroner i løbet af året. Heraf er størstedelen gået til mental sundhed. Fonden forventer at opretholde et uddelingsniveau omkring den halve milliard i årene, der kommer.

Så er der Bikubenfonden, der jo fik ny strategi i 2016. Det betød, som beskrevet her i Altinget, en del ændringer i fondens uddelinger, som blev på 92 millioner kroner. De fordelte sig på 40 millioner til sociale formål, 47 millioner til kultur og fem millioner til natur og andre formål.

Årets hyggeligste regnskab kommer igen i år fra Fonden Arena Nord, som virkelig forstår at bruge ledelsesberetningen til at fejre sine sejre.

Her kan man blandt andet læse, at fonden ”i efteråret 2016 afholdt en fantastisk flot fest for Bygma’s største kunder nord for Hobro med deltagelse af ca. 500 gæster. Igen fik vi virkelig vist, hvor stærke vi er, også på at afholde firma festarrangementer.”

Fondens bestyrelse konstaterer også, at der blev afholdt ”en lang række dagsmøder for forretningsforbindelser og kunder, som henvender sig til os, fordi de ved, vi kan levere et godt setup med fantastisk forplejning og service.”

Med de succeser i bagagen er der ikke noget at sige til, at 2016 blev et godt år for Fonden Arena Nord, som gik omkring 100.000 kroner over budget og kom ud med et overskud på lidt over en million kroner.

Ugen, der kommer …
... er hurtigt overstået. For med undtagelse af dagens markering af 1. maj er der hverken arrangementer eller runde fødselsdage at forholde sig til.

Så nu må du godt smutte i Fælledparken. Og vær lige sød at tage en enkelt fadøl på vores vegne, mens vi holder det civile maskineri kørende.

Vi ses om en uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00