iPad'en er den moderne ged

KLUMME: Som frivillig skolelærer i Tanzania blev jeg bedt om at medbringe laptop og iPad. Det kom bag på mig. Hvad skulle moderne, vestlig teknologi hjælpe i et land, hvor folk bor i lerhytter og ikke har adgang til rindende vand? Jeg blev klogere, skriver Ninna Rønberg.

Et par uger inden afrejse fik jeg et ønske fra Obedy Kurugu, stifteren af projektet Mkuza Youth Development Association (MYODA), som jeg nu er frivillig for: ”Please may I ask you something could you please bring us laptop or iPad for office work.”

Inden for et splitsekund tog jeg mig selv i at blive skeptisk. Med associationer til Jakob Ejersbos triologi om livet i Tanzania tænkte jeg kun på, hvordan mzunguerne – europæerne – bliver set som vejen til den gyldne fremtid. Derfor blev jeg også usikker på, om en laptop og iPad reelt ville blive brugt til kontorarbejde.

Men med min uvidenhed om det tanzanianske liv lod jeg tvivlen komme Obedy og projektet til gode med en optimistisk forestilling om, at teknologisk adgang måske også her kunne gøre administration, fondsansøgning, kontakten til frivillige og adgangen til online skolemateriale lettere.

Workaway.info
Flashback til tidligere. Min veninde og jeg gik online og fandt MYODA, en organisation, som sigter mod at hjælpe lokalsamfundet ved at få de yngste børn i skole. En ret genial hjemmeside – Workaway.info, der er opbygget som andre deleøkonomiske platforme. Frivillige kan ansøge projekter i hele verden direkte hos de potentielle arbejdsgivere.

Workaway.info ligner ikke noget, der er designet i en afrikansk lerhytte (Foto: screendump fra hjemmeside)

 

Ved hjælp af tidligere frivilliges feedback, link til MYODAs hjemmeside, Instagram og Facebookside tog vi direkte kontakt til Obedy Kurugu. På Workaway.info droppes det sædvanlige organisatoriske link mellem de frivillige og selve projektet. For mig var det en forudsætning for overhovedet at komme afsted, fordi der ikke var rum i økonomien til at betale det ofte store beløb for at være frivillig.

Gennem Workaway.info følte jeg mig enormt afhængig af den information, jeg kunne finde om MYODA rundt om på nettet. Hvad havde tidligere frivillige oplevet? Hvad viser billederne? Hvad skrives på hjemmesiden om formål og vision? På samme måde har Obedy været enormt afhængig af adgang til internettet for at bygge et online-fundament til projektet. I 2,5 år har han brugt Workaway.info til at rekruttere frivillige og har haft dem boende hos sin familie i beton-villahuset, som er lige så bart indvendigt som udvendigt.

Eventyrlysten valgte Tanzania
Jeg har ingen erfaringer med at være frivillig, og i mine to sabbatår overvejede jeg slet ikke muligheden. Der var fokus udelukkende på at rejse rundt og holde en lang ferie. Siden da har jeg oplevet en masse lande, men på den samme turistmåde. Denne her gang havde jeg lyst til at prøve noget helt andet. Det skulle krille i maven på en ny måde.

Ved at blive frivillig i Tanzania får jeg mulighed for at dele ud af min tid til MYODA. Til gengæld får jeg mulighed for at bo privat i en lille landsby i Kibaha-distriktet nær Dar es Salaam. Fem dage om ugen er jeg sammen med glade børn, som gerne vil lære og lege. Jeg får lov at stille spørgsmål til og møde lokalbefolkningen i øjenhøjde. I mine ører lyder det som det perfekte eventyr. Et eventyr, som blev arrangeret ved én onlinebesked og køb af flybilletter. Meget simpelt.

Karibu! Velkommen til Afrika!
Støv i øjne, støv i mund, støv på tøj. Støv, støv, støv. Selv bladene på træerne langs jordvejen er ikke grønne, men orange af støv. Hvordan er der overhovedet noget, som kan gro her? Vand er der ikke meget af. Obedy fortæller, at der de sidste tre måneder ikke har været regnvejr.

Drikkevand, badevand og toiletvand er der heller ikke mange adgange til. Her ved huset er der en enkelt vandhane udenfor, som forsyner huset med spande af vand til toiletbrug, opvask og bad. Kurugu-familien er dog en af de bedst stillede i landsbyen, hvor andre familier må gå til den lokale vandforsyning et par grunde fra os.

I enhver kontekst bliver alt jo relativt, og Kurugu-familien bor nærmest luksuriøst i deres betonvilla, selvom der ikke er andre møbler end et træspisebord med et miks af træ- og plastikstole og et fjernsyn af den slags, vi havde for 15 år siden. Til sammenligning bor godt halvdelen af landsbyens beboere i kvadratiske lerhytter.

Undervisningen under halvåben himmel (Foto: Privat)

Skolen, hvor vi underviser børnene, foregår halvt under åben himmel, fordi undervisningen foregår i kirkens betonstøbning, som er under opbygning.

Og går jeg en tur på ”hovedgaden”, bliver jeg igen bekræftet i, hvor anderledes disse mennesker lever. En indkøbstur er langt mere simpel, fordi de små butiksskure forhandler et meget lille udbud af varer. Man skånes for komplicerede valg, da der er en enkelt slags af hvert produkt.

Butik på hovedvej i Tanzania. Vejen er støvet, og udvalget er begrænset (Foto: Privat)

Selvom landsbyens beboere, i mine øjnene, næsten ingenting ejer og ud fra Obedys udsagn er meget fattige, så bliver vi mødt med så meget varme og gæstfrihed. Karibu! Velkommen! Karibu mzungu! bliver vi tilråbt hver eneste dag af børn, som kommer fra skole, venner af familien, og når pikipiki-chaufføren (motorcykeltaxa) tager os med til skole.

Teknologi 0.0
I lyset af landsbyens levestandard og livsform virker værdien af laptops og Apple-produkter stadig utrolig fjern. Obedy fortæller også, at en stor del af landsbyens beboere er uvidende om, hvordan en computer bruges, og hvad den kan bruges til. Faktisk var det en anden dansk frivillig, som i 2005 lærte ham at bruge en.

Den læring vil han gerne give videre, hvorfor det også er ambitionen for hans næste projekt. Eksempelvis fortæller han, at flere unge har brug for computerfærdigheder, når de skal søge videre på universitet, små forretningsdrivende har brug for at opbevare data om forretningen, mens sociale medier og internettet også kan bruges til mindre start up-projekter. Derfor kan man, i hans optik, se computeren og andet teknologi som den moderne hjælp til selvhjælp ligestillet med at give en ged, en køkkenhave eller ti høns gennem Folkekirkens Nødhjælp. Selvfølgelig vil brugen af teknologien være på et helt basalt niveau, men som han siger med et swahili-udtryk: ”It’s better to teach him to fish than to give him a fish.”

Udtrykket indrammer fint Obedys egne ambitioner for alle sine projekter, der har til formål at give ungdommen færdighederne til at klare sig selv. Teknologien hjalp ham med sit projekt – nu håber han at kunne hjælpe andre.

Ninna Gøbel Rønberg, 26, studerer Statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet på Danmarks Radio og er nu i praktik på Altinget. 

Næste artikel I Tanzania er skolen gratis, men ikke god I Tanzania er skolen gratis, men ikke god