Karamelslaget i Hamlets by, kampen om genbrugsguldet og andre civile krigshandlinger

UGEREVY: Vi er i det krigeriske hjørne i denne uges civile overblik, hvor vi sågar kan byde på et helt afsnit om generaler. Men der er også plads til julehygge.

Det ser fredsommeligt ud, men under overfladen foregår der en kamp om danskernes aflagte værdier. 
Det ser fredsommeligt ud, men under overfladen foregår der en kamp om danskernes aflagte værdier. Foto: Christian Lindgren/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Godmorgen og velkommen til det ugentlige overblik over stort og småt i civilsamfundet. Vi starter med et par eksistentielle spørgsmål:

Var du til julefrokost i fredags?

Fik du fortalt chefen nogle sandheder?

Har du stadig et job?

Har du i øvrigt husket at tjekke kopimaskinen for efterladte fotokopier?

Godt, så kan vi komme i gang.

I Helsingør er der, formentlig, nogle stykker, der render rundt med julerøde ører. Ikke på grund af julefrokosten, men på grund af en anden begivenhed, der skulle have været den rene idyl.

I stedet gik det cirka sådan her.

Hvad er det, vi snakker om?

Jo, det civile samfund i Helsingør viste sig fra sin mest uciviliserede side, da Julemanden i den forgangne uge kiggede forbi for at dele karameller ud til de forventningsfulde børn.

Ekstra Bladet kan berette om voksne, der kastede sig ind foran børnene og kravlede rundt for at støvsuge gaderne for karameller for øjnene af chokerede børn. Der er sågar vidnesbyrd om en ældre dame, som stjal en karamel ud af hænderne på en lille purk.

I den offentlige Facebook-gruppe ”Helsingør” fortsatte kamphandlingerne med ophedede diskussioner om, hvorvidt karamelslaget var foregået helt som beskrevet i Ekstra Bladet, eller om pressen bare var ude på sit sædvanlige overdrev.

Blandt de mange iltre udsagn finder man også denne – let ironiserende – perspektivering.

Cityforeningen i Helsingør overvejer nu at afblæse fremtidig karamelkastning efter årets julebatalje.

På Bornholm er der anderledes juleglæde og salig fryd. For Nordea-fonden har doneret ikke mindre end 22 millioner kroner, til et museumscenter, som Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum vil skabe sammen.

Projektets samlede pris løber op i 120 millioner kroner, men med den nyeste donation, der kommer oven i støtte fra Villum Fonden og Bornholms Regionskommune, er de 112 millioner kroner hjemme. Og så er der jo ikke langt igen. Det kan du læse mere om her.

For 100 millioner økolandbrug, tak
Og hos Alternativet stråler den økologiske juleglans.

Her handler glæden om den nye grønne fond, som Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening har oprettet.
Den nye jordbrugsfond vil opkøbe landbrug, der er i fare for at blive lukket eller solgt, og forpagte dem ud til unge landmænd, der vil drive dem videre efter økologiske principper, skriver Information.

Til at starte med vil fonden købe ind for omkring 100 millioner kroner, og den får hjælp til sine aktiviteter fra andelskassen Merkur.

”Hvis ikke generationsskiftet sikres, risikerer vi, at en stor del af de økologiske bedrifter ophører. Der er således stor sandsynlighed for, at de i den situation opkøbes af naboer, der er konventionelle landmænd, og dermed falder tilbage i den konventionelle dyrkningsform,” siger siger administrerende direktør Lars Pehrson.

Og hvad har Alternativet så med alt dette at gøre?

Jo, de vil såmænd sætte penge i det grønne landbrug. I praksis er partiet gået i gang med at samle ind blandt medlemmerne til at købe aktier i fonden.

"Det ligger i Alternativets dna at tage tingene i egen hånd og støtte op om de gode idéer. Derfor vil vi meget gerne bidrage til et dejligt og ambitiøst projekt, som det Danmarks Naturfredningsforening og Økologisk Landsforening nu har sat i søen, og som kan blive startskuddet til en økologisk andelsbevægelse," siger partileder Uffe Elbæk til Landbrugsavisen.

Skærpet kamp om genbrugsguld
Og fra landbrug til genbrug. Og det er et marked i vækst.

Det mærker de mange velgørende organisationer, som driver genbrugsbutikker. Men der er malurt i juleglöggen. For selv om markedet vokser, taber hjælpeorganisationerne markedsandele – både til nye kommercielle aktører og til kommuner, som opretter deres egne genbrugsbutikker. Og især det sidste falder indsamlingsorganisationerne for brystet.

“Cirka hver uge bliver der lavet en ny genbrugsbutik i kommunalt regi, og vi mener, der mange steder er tale om unfair konkurrence,” siger Robert Hinnerskov, generalsekretær i brancheorganisationen Isobro.

Han peger på, at de kommunale genbrugsbutikker har uhindret adgang til alt det guld, der ryger på kommunernes genbrugspladser – og at kommunerne flere steder decideret dumper priserne. Det kan du læse mere om i artiklen her.

Men alt er ikke gråd og tænders gnidsel i foreningsdanmark. For det nye regeringsgrundlag indeholder en passage, der tænder julelysene i mange foreningers øjne. Regeringen vil nemlig fortsætte arbejdet med at finde en ny fordeling af de penge, der kommer i overskud, når danskerne spiller lotto.

“Det her har været længe undervejs. Derfor er jeg rigtig glad for de linjer, jeg læser i regeringsgrundlaget. Vi tror på, der bliver fundet en god løsning, så vi kan se frem mod en stabil finansiering fremover,” siger formand for DUF, Kasper Sand Kjær, i artiklen her.

Nyt om generaler
Vi skriver alt for lidt om generaler her på Altinget. Den erkendelse har vi gjort, så i anledning af julens snarlige komme dedikerer vi nu et helt afsnit af det civile overblik til denne oversete gruppe, eller i det mindste til tidligere generaler.

Den ene, der, meget passende, årstiden taget i betragtning, hedder Nissen, er tidligere generaldirektør i Danmarks Radio. Og han drager nu på mission i civilsamfundet og indtager pladsen for bordenden i bestyrelsen for DeltagerDanmark.

Den gamle general har et helt generalieblad (ja, undskyld) fyldt med offentlig ledelse i forskellige former. Og udviklingen mod strammere og strammere styring givet næring til en vis pessimisme. Men Christian Nissen ser lyspunkter i civilsamfundet, og det er derfor, han har sagt ja til posten hos DeltagerDanmark, fortæller han.

Hans vej fra opfindelsen af den såkaldte grønthøster, over fyringer og effektiviseringer på Nationalmuseet og Rigshospitalet og centralisering af magten i DR til inddragelse og samskabelse hos DeltagerDanmark er noget af et maratonløb gennem den offentlige styring. Men har du mod på det, kan du læse hele artiklen her.

Imens springer vi videre til en anden general, som netop er blevet forhenværende. Det er generalsekretæren i DUF, Henriette Laursen, som stopper med øjeblikkelig virkning. Administrationschef Jesper Kejlhof er konstitueret general.

Ugen, der kommer
Mandag og fredag kan du blive klogere på arbejdet med ligebehandling i Danmark. Institut for Menneskerettigheder holder civilsamfundskursus, hvor der sættes fokus på køn, etnicitet og handicap. Kurset finder sted begge dage hos Institut for Menneskerettigheder på Wilders Plads 8K i København kl. 9:00

Torsdag kan du være med til at tegne frivillighedens landkort, når Center for frivilligt socialt arbejde holder deres decemberkonference. Her stiller de skarpt på, hvad frivillighedens mange aktuelle veje og udtryk betyder for blandt andet engagement og ejerskab. Det foregår i Odense på Havnegade 20 kl. 9:30.

Torsdagen byder også på en prisuddeling. Rådet for Menneskerettigheder uddeler den årlige hæderspris, hvor en person eller organisation hædres for en særlig indsats inden for menneskerettigheder i Danmark, Grønland eller Færøerne. Det sker hos Institut for Menneskerettigheder på Wilders Plads 8K i København kl. 15.

Vi skal også lige runde de runde – hvilket lyder mere fjollet, end det er. For det er blot de runde fødselsdage rundt om i Danmark, vi skal rundt om.

Mandag fylder havbiolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening 60 år. Og onsdag fylder grundlægger af Natteravnene og tidligere direktør for Center for Socialt Ansvar Erik Thorsted 70.

Så kom vi i mål. Ingen mennesker eller dyr kom til skade under tilblivelsen af dette civile overblik. Lad os stile efter, at det også bliver bundlinjen, når vi er tilbage om en uge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00