Klumme: Kinas fonde - mellem frihed og regulering

I sidste måned besøgte den danske Kronprins Frederik den kinesiske hovedstad Beijing. Det fire dage lange program havde fokus på samarbejde inden for uddannelse, forskning, miljø, kultur og innovation mellem Danmark og Kina – og på at styrke forholdet landene imellem.

Da Kronprinsen under sit besøg i Det Danske Kulturcenter i Beijings kunstdistrikt 798 åbnede udstillingen ’A Royal Modern Household’, var det blandt andet med deltagelse af China Global Philanthropy Initiative – et center stiftet af blandt andet Bill Gates med det formål at stimulere og professionalisere den filantropiske udvikling i et land, hvor de uddelte fondsmidler er tredoblet siden 2010.

Det vidner om, at filantropiens rolle i Kina i dag er flyttet ind på de bonede gulve, og at dens omdømme har rykket sig siden det maoistiske forbud mod private hjælpeinitiativer til i dag at spille en afgørende rolle for udviklingen af det kinesiske samfund, når det kommer til områder som forskning, uddannelse og kultur.

Kontrasternes land
Kina er kontrasternes land. Her er flere dollarmilliardærer end i hele USA, men samtidig alvorlige udfordringer med, hvad antages at være op mod 400 millioner fattige kinesere i det østlige Kina. Samtidig har årevis med etbarnspolitik og en hastigt voksende ældrebefolkning bevirket, at der om få år vil være en betydelig ældrebyrde at håndtere for de yngre generationer.

Her doneres der ud fra en filosofi om, at det er giveren, der er den heldige.

Susanne Dahl
Strategisk rådgiver

Det er alvorligt i et samfund, hvor det tidligere har påhvilet de yngre generationer at forsørge og tage vare på de ældre i alderdommen. Her skal så et enkelt ungt menneske helt alene nu forsørge ikke bare to forældre, men også fire længerelevende bedsteforældre. Dertil kommer den åbenlyse udfordring med omlægningen af en energiproduktion fra nogle af verdens mest forurenende kulværker til bæredygtig energi.

Det er alt sammen kontraster og udfordringer, der giver ikke blot en god grobund, men også en bydende nødvendighed for fondene til at spille en større rolle i det kinesiske samfund.

De filantropiske aktiviteter tredoblet
Det nye årtusindes markedsreformer er til gengæld accelereret. Mellem 2010 og 2016 er donationer og filantropiske aktiviteter mere end tredoblet alene blandt Kinas top 100 filantroper. Ud af Kinas 200 rigeste har mere end 40 nu etableret fonde med godgørende formål. Det viser en ny rapport, som udkom i 2017 under titlen China Social Enterprise and Social Impact Investment Development Report.

Kina har tilbage fra de gamle tempelklaners tid en lang tradition for hjælp fra landets rigeste til de mindre bemidlede. Den private hjælp stagnerede dog efter den kommunistiske revolution i 1949, hvor enhver form for private initiativer blev lukket ned og udenlandske NGO’er sendt ud af landet.

Det blev anset for at være det maoistiske styres opgave og eneret at sørge for Kinas befolkning. At hjælpe samfundets svageste var blevet et internt anliggende, og den udenlandske hjælp var ikke længere ønsket eller lovlig i årene under formand Maos regime. Siden kom markedsreformerne op gennem 90’erne og 00’erne, der på relativt kort tid har forandret Kina markant.

Udover de senere års markedsreformer og penge fremkommet på baggrund af de rå markedskræfter er der i Kina også fonde, som f.eks. Tzu Chi Foundation, der er baseret på et buddhistisk grundlag, og hvor de uddelte midler blandt andet stammer fra mikrofinansiering via mindre beløb indsamlet blandt den lavere middelklasse.

Her doneres der ud fra en filosofi om, at det er giveren, der er den heldige. Derfor bukker de frivillige hjælpere for modtagerne af nødhjælp, når der uddeles mad og tæpper efter jordskælv, eller når en ny skole indvies.

På bedste buddhistiske vis skelnes der ikke mellem, om det er en katolsk eller muslimsk skole, der bygges. Her helliger det højere formål om medmenneskelighed midlet.

Kinas filantropiske fremtid
Hvad fremtiden bringer for den filantropiske sektor i Kina er endnu uvist.

På den ene side bliver sektoren stimuleret kraftigt med øgede pengestrømme og etableringen af China Global Philanthropy Initiative. På den anden side er reguleringen også betydelig og vanskeliggør en række initiativer og NGO’ers muligheder for at agere. Læs boksen til højre for en uddybning.

Så hvad har Kina brug for fra udlandet for at styrke og stimulere en stærk fondssektor?

Det umiddelbare svar er, at det ikke nødvendigvis er mere udenlandsk kapital til indsatser eller projekter, der er det største behov. Det er snarere omverdenens inspiration og erfaring fra mange års amerikansk og europæisk fondstradition og historie til at opbygge kapaciteten til en stærk og transparent fondssektor, der er det største behov.

------

Susanne Dahl er filantropisk rådgiver og fast klummeskribent for Altinget, hvor hun skriver om filantropi med fokus på internationale tendenser. Hun er strategisk rådgiver og oplægsholder for fonde i Danmark og udlandet og en del af de tyske fonde Mercator Stiftungs Philanthropy Leadership Platform og BMW Foundations Responsible Leaders Forum. Hun har en baggrund fra den danske fondsverden blandt andet som tidligere chefrådgiver i Bikubenfonden samt en executive mastergrad i Ledelse og Innovation fra Aarhus Universitet med afhandling om fonde, co-creation og brugerinvolvering.