Minister håber på løsning med socialøkonomiske virksomheder

SAMRÅD: Arbejdsmarkedets parter skal finde en løsning på, hvordan socialøkonomiske virksomheder kan fortsætte efter 2017. Ministeren selv mener, at virksomhederne gør en stor indsats.

Henrik Axel Lynge Buchter

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard (V) var onsdag kaldt i samråd om socialøkonomiske virksomheder, der har udsigt til ikke længere at kunne få dispensation til at have mere end tyve procent af medarbejderstaben ansat i løntilskud.

Det er arbejdsmarkedets parter, der får en ny mulighed for at finde en løsning på det problem, som virksomhederne må kigge langt efter fra 2017, hvis parterne ikke finder en løsning.

Parterne har ellers tidligere mødtes omkring netop dette emne, men det møde stoppede beskæftigelsesministeren, fordi der ikke var udsigt til, at parterne ville blive enige. Beskæftigelsesministeren erklærede sig ved samrådet klar til at følge en eventuel ny løsning, som arbejdsmarkedets parter må finde.

Ved samme samråd stillede beskæftigelsesordfører i Enhedslisten, Finn Sørensen, et spørgsmål om, hvad ministeren personligt mener om de socialøkonomiske virksomheder.

Til det svarede Jørn Neergaard:

“De er ønskelige, og de gør en meget stor indsats. Jeg har besøgt en række af dem, og de gør et meget, meget nyttigt job. Det er dybt seriøst. Det her er godt for inklusion og skaber ressourcer for samfundet. Det giver menneskene et bedre liv, et længere liv. Det mener jeg simpelthen af ærligt hjerte, så jeg ønsker, at de kan blive videreført,” lød det fra beskæftigelsesministeren.

Særligt en socialøkonomisk virksomhed i Aarhus, Café Kaffegal, har været i fokus, fordi virksomheden risikerer at skulle lukke, hvis de ikke kan få videreført dispensationen fra 2017. Caféen er bygget op om psykisk udsatte førtidspensionister, der er ansat på nedsat tid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00