Nødhjælpsarbejdere i jakke og slips

ERHVERVSSTØTTE: 100 erhvervsfolk arbejder frivilligt med at give nødstedte virksomheder krisehjælp. Det bringer mennesker ud af moradset og giver et økonomisk plus til samfundet. Men regeringen vil skære i støtten til ordningen. 

<i>Sommertid
er istid, men selv om der ofte er trængsel foran butikken i
Skydebanegade, kom Siciliansk Is alligevel i økonomiske
vanskeligheder.</i>
Sommertid er istid, men selv om der ofte er trængsel foran butikken i Skydebanegade, kom Siciliansk Is alligevel i økonomiske vanskeligheder.Foto: Foto: Siciliansk Is
Carsten Terp Beck-Nilsson

”Vi ville jo bare gerne lave god is.”

Man møder et menneske, som er helt handlingslammet, fordi han befinder sig i en situation, som er vokset ham helt over hovedet.

Linda Sjöström
Frivillig, Early Warning

Michael Søndergaard glemmer aldrig den vinterdag i 2014, hvor han og forretningspartneren David Ciccia måtte tage den ydmygende tur til banken og fortælle, at deres drøm lå i ruiner.

Folk går jo også ned i gode tider. Dem har vi ikke tænkt os at sige nej til at hjælpe.

Svend Røge
Projektleder, Early Warning

”Vi havde det afsindig skidt,” siger han.

Ved en julefrokost i december 2007 havde David Ciccia medbragt hjemmelavet pistacieis, som han havde lært at lave af sin fætter på Sicilien.

Alt det, vi havde drømt om, ville ikke blive til noget. Vi kunne slet ikke se en vej ud af miseren.

Michael Søndergaard
Stifter, Siciliansk Is

”Vi flippede så meget over, at det smagte så godt,” husker Michael Søndergaard.

Hen over isen dannede de to et bånd. Og fire måneder senere stiftede de et selskab og åbnede butikken Siciliansk Is i Skydebanegade på Vesterbro. Uden nogen synderlig erfaring med virksomhedsdrift.

Og nu, seks år og nogle fejlslagne dispositioner senere, var isbåden kuldsejlet.

”Alt det, vi havde drømt om, ville ikke blive til noget. Vi kunne slet ikke se en vej ud af miseren,” fortæller Michael Søndergaard.

Krisehjælp til firmaer i nød
Men der var en vej, de to iværksættere ikke kendte til.

Bankrådgiveren satte dem i kontakt med organisationen Early Warning – en akutklinik, hvor 100 tidligere og nuværende erhvervsledere på frivillig basis yder kunstigt åndedræt og anden krisehjælp til nødstedte virksomheder.

Hjælpen kan bestå i at lægge en plan, der bringer den grundstødte virksomhed på ret køl igen – og sikre, at de nødvendigt skridt bliver taget. Eller – hvis virksomheden ikke står til at redde – at føre den igennem en konkurs på den mest skånsomme måde, så ejerne kan komme videre med deres liv, fortæller Svend Røge, projektleder for Early Warning.

”Folk er jo typisk meget ensomme, når de står i den situation. Vi hjælper dem, så de ikke begår fodfejl, der for eksempel kan betyde, at de ikke kan få gældssanering. Det er vigtigt, at de kommer videre så lidt forslåede som muligt,” siger Svend Røge.

”Jeg vil gerne betale lidt tilbage”
Linda Sjöstrøm er en af dem, der træder til, når drømmen braser sammen.

Igennem et langt arbejdsliv inden for biotek- og medicinalindustrien, som venture kapitalist og senest som rådgiver i sit eget firma, Intellex Management, har den 64-årige erhvervsleder sparet en masse erfaring og viden op. Og det vil hun gerne give videre.

”Nu er jeg jo oppe i årene, og jeg har ikke længere det samme indtjeningspres, som man har som ung familie. Så jeg vil gerne betale lidt tilbage,” siger Linda Sjöström og fortsætter:

”Jeg vil gerne hjælpe nogen til enten at komme videre med deres virksomhed eller få lukket virksomheden og bragt dem tilbage på rette spor.”

På randen af konkurs
Til at begynde med gik det godt for Michael Søndergaard og David Ciccia. Helt som forventet havde der ikke været noget overskud fra butikken i Skydebanegade den første sæson. Men den havde bevist, at der var et marked for kvalitetsis. Og året efter var forretningen begyndt at kaste penge af sig.

Men dels havde to ismænd lånt til at investere – og ifølge Michael Søndergaard måske overinvestere – i udstyr. Dels besluttede de at udvide med en butik ved Christianshavns Kanal i forventning om, at en ny cykelbro ville bringe ishungrende cyklister i hobetal lige til døren.

Men brobyggeriet trak ud, og gælden trak ned. Og et forsøg på at understøtte det sæsonbetonede issalg med take away-pasta i vinterhalvåret blev katastrofalt.

”Der havde vi helt forregnet os. Det gav et dundrende underskud og trak proppen helt ud af badekarret,” siger Michael Søndergaard og fortsætter:

”Når man er ismand, så er det noget helt andet, at man skal til at være pastamand. Så der stod vi pludselig på randen af konkurs.”

Korriger kursen, eller luk firmaet
Ind kom Linda Sjöström. Og hun analyserede sig hurtigt frem til, at Siciliansk Is skulle reddes. Men der skulle gøres noget. For de to iværksættere havde fået sat sig for tungt og spredt sig for meget. Gælden skulle væk, og de skulle tilbage til deres kerneforretning.

”Kan årsagen til de økonomiske problemer forklares, så kan man gøre noget ved det. Men kan man ikke korrigere kursen, så skal man lukke virksomheden med det samme,” siger Linda Sjöström og fortsætter:

”I dette tilfælde kan man sige, at forudsætningerne for den investering, der var foretaget, ikke var blevet opfyldt. Men virksomhedens grundlag kunne godt være bæredygtigt. Så nu var det vigtigt, at de arbejdede sig ud af den akutte situation.”

Sammen med Linda Sjöström lagde Michael Søndergaard og David Ciccia en plan. Og det var en kolossal lettelse, fortæller Michael Søndergaard.

”Det var jo første gang, at nogen gik ind og satte realiteter på alt det, vi indtil da havde følt os frem til,” siger han.

David Ciccia fylder ismaskinen hos Siciliansk Is. [Foto: Rune Hööck von Buschmann]

 

En fantastisk transformation
Linda Sjöström lægger time efter time i det frivillige arbejde. Der er et vist mål af egennytte i det – dels fordi hun får kendskab til virksomheder i brancher, hun ikke selv har bevæget sig så meget i, dels fordi hun selv bliver motiveret af at skulle finde løsninger i en kompliceret situation, hvor svarene ikke hænger på træerne.

Men det primære er hensynet til nogle mennesker i personlig krise, fortæller Linda Sjöström.

”Det er jo fantastisk at opleve den transformation, der finder sted. Man møder et menneske, som er helt handlingslammet, fordi han befinder sig i en situation, som er vokset ham helt over hovedet. Og så kommer man ind og får taget hånd om virksomheden og om mennesket. Får skabt orden og overblik. Og så ser man, hvad der sker, når han langsomt kan se, at det, vi gør, faktisk hjælper. Det giver mig så meget på det menneskelige plan,” siger hun.

Penge tilbage til samfundet
Det er ikke kun på det menneskelige plan, Early Warning skaber resultater. Det viser den seneste effektmåling fra juli i år.

I forhold til den forrige evaluering i 2013 videreføres de levedygtige virksomheder i større omfang nu end tidligere, og de ubæredygtige lukkes hurtigere.

Begge dele bidrager positivt til samfundsøkonomien. De overlevende virksomheder betaler selskabsskat og skaber arbejdspladser, mens de lukkede skylder firmaerne mindre til SKAT end tilsvarende virksomheder. I 2013 alene skyldte de 215 virksomheder, som Early Warning hjalp gennem en konkurs, 18 millioner kroner mindre end en sammenlignelig kontrolgruppe.

Regeringen vil skære på støtten
Koordineringen af indsatsen og arbejdet med at matche de kriseramte virksomheder med frivillige rådgivere sker fra de fem væksthuse i landets regioner. Hidtil har Early Warning modtaget 7 millioner kroner årligt fra finansloven. Men fremover må organisationen klare sig med lidt over det halve. 3,8 millioner kroner er i hvert fald, hvad regeringen har sat af i sit finanslovudspil.

Projektleder Svend Røge er imidlertid ikke indstillet på at skære i indsatsen.

”Der er et lige så stort inflow af virksomheder, som der var under krisen. Folk går jo også ned i gode tider. Dem har vi ikke tænkt os at sige nej til at hjælpe. Så vi fortsætter, og så må vi lukke, når pengene er brugt,” siger han.

Svend Røge understreger, at der arbejdes på højtryk på at finde alternativ finansiering – for eksempel fra fonde.

I regeringens største støtteparti, Dansk Folkeparti, vil man presse på for at få flere penge til Early Warning, fortæller erhvervsordfører Hans Kristian Skibby.

”Jeg er glad for, at de er på finansloven, men jeg synes, beløbet er i underkanten set i forhold til, at det er en god forretning for samfundet at investere i rådgivning og vejledning af de kriseramte virksomheder. Derfor giver det god mening at øge bevillingen,” siger han.

”Vi ville have gravet hullet dybere”
Hos Siciliansk Is var kursen sat. I de kommende 14 måneder mødtes de to ejere – først hver anden uge, siden med større mellemrum – med Linda Sjöström og aftalte, hvad der skulle gøres inden næste møde. Indkøbene skulle justeres. Gælden skulle bringes ned. Virksomhedens værdier skulle markedsføres. Omsætningen skulle øges.

Det blev en hård periode, fortæller Michael Søndergaard.

”Det gjorde ondt, for vi tjente jo næsten ingen penge i den sæson (sommeren 2014, red.). Men det gjorde virksomheden. Så vi kom på ret køl,” siger han.

I 2015 gav Siciliansk Is et overskud. Og virksomheden har fået en lille ny i form af en pop up-shop i en ølbar på Rantzausgade på Nørrebro.

Det var aldrig sket, hvis ikke isbutikken var blevet koblet sammen med Early Warning, mener Michael Søndergaard.

”Vi ville have lavet samme fejl som før og gravet et dybere og dybere hul. Vi var bare blevet ved, indtil vi ikke kunne mere. Jeg tror ikke, vi havde holdt til mere end én sæson,” siger han og fortsætter:

”Nu har vi ingen planer om at lukke. Vi er et sted, hvor vi kan se, at hvis vi bare bliver ved, så skal det nok gå. Så der er også siciliansk is om to år. Og om ti år, for den sags skyld.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Hans Kristian Skibby

MF (DD)
shippingmand (DFDS Transport 1992)

0:000:00