OMBOLD: Foreningsidrætten er lukket land for udsatte grupper

Af Martin Pedersen
Sekretariatsleder, Ombold

Formand for DGI, Søren Møller, fastslår i sit debatindlæg, at der er plads til alle i foreningsidrætten med henvisning til en undersøgelse fra SDU, som viser, at foreningsidrætten generelt er rigtig gode til at inkludere mennesker med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser. Og ingen tvivl om, at foreningsidrætten kan rumme størstedelen af alle danskere og har sin berettigelse som den primære organisationsform for idrætslivet i Danmark.

Men Søren Møllers indlæg efterlader også læseren med det indtryk, at foreningsidrætten i Danmark dermed er for alle – uanset livssituation og social baggrund – og det er simpelthen ikke rigtigt. De svageste grupper i samfundet såsom socialt udsatte, arbejdsløse og psykisk syge er ikke at finde i landets fodboldklubber og idrætsforeninger.

Anerkend problemet
Ombolds erfaring er, at stort set ingen blandt de udsatte idrætsudøvere, som vi har jævnlig kontakt til, har tilknytning til foreningsidrætten. Et faktum, som også bliver bekræftet af Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af danskernes idrætsvaner, der viser, at uddannelsesniveauet spiller en stor rolle for idrætsdeltagelsen. Det er blot 17 procent af kontanthjælpsmodtagerne, der er idrætsaktive, mod 64 procent af befolkningen generelt.

Som det ser ud nu, er idræt i foreninger ikke for alle. Der er for mange kulturelle og sociale barrierer, som forhindrer de mest idrætssvage grupper i at blive en del af det gode selskab.

Martin Pedersen
Sekretariatsleder i OMBOLD

Undersøgelsen viser ikke, hvor mange af de 17 procent idrætsaktive kontanthjælpsmodtagere, der er aktive i foreningsidrætten, men en opringning til IDAN kunne afdække, at blot én kontanthjælpsmodtager ud af 3914 respondenter i IDAN-undersøgelsen var aktiv i en idrætsforening. Det er et skræmmende lavt tal og viser med al tydelighed, at vi som samfund står med en kæmpe udfordring, når det gælder om at inkludere samfundets svageste i civilsamfundets foreningsbårne idrætsfælleskaber. En gruppe mennesker, som for de mest udsattes af slagsen handler om tab af op til 20 leveår i forhold til de mest velstillede. Mennesker, der om nogen ville kunne drage nytte af de sundhedsmæssige, sociale og psykiske gevinster, der er forbundet med at dyrke idræt i fællesskab med andre.

DGI-formand Søren Møllers fokus på foreningsidrættens fortræffeligheder er i sig selv ikke mærkværdigt. Men det er forstemmende, at han som repræsentant for den statsfinansierede foreningsidræt ikke adresserer og anerkender foreningsidrættens begrænsninger, når det kommer til at inkludere de mest idrætssvage og udsatte i fællesskabet. Så længe problemet ikke anerkendes, bliver det umuligt at få de mest udsatte og idrætssvage grupper på banen.

Foreningsdemokratiet holder de udsatte udenfor
Som det ser ud nu, er idræt i foreninger ikke for alle. Der er for mange kulturelle og sociale barrierer, som forhindrer de mest idrætssvage grupper i at blive en del af det gode selskab. Og det er ikke så mærkeligt, når man ser på, hvordan foreningsdemokratiet udspiller sig. Det er designet til at tilgodese bredden og ønskerne hos det store flertal af medlemmerne. Bestyrelserne i såvel de store hovedorganisationer som de lokale foreninger står kun på mål og til ansvar over for deres medlemmer, der primært udgøres af en ressourcestærk middelklasse, som efterlyser aktiviteter og tilbud, der appellerer til dem. De vil have valuta for kontingentet, ellers finder de andre (private) aktører, som kan levere varen.

I det foreningsbaserede klub-demokrati er der ikke nogen garanti for, at udsatte gruppers behov tilgodeses. Og idrætssvage og udsatte mennesker har ingen overordnet repræsentation i hovedorganisationerne, og de bliver heller inviteret med, når politikerne skal diskutere fremtidens støttestrukturer. Deres stemmer vægter ikke, og der er derfor ikke noget incitament for lave en solid indsats for dem endsige være fortalere for de udsatte i idrættens hovedorganisationer.

I princippet er der ikke noget galt med, at man som organisation går efter at tilfredsstille sine primære målgrupper, men det er problematisk, når der for de udsatte ikke er noget alternativ til foreningsidrætten. Alle statslige og kommunale støttestrukturer omkring idrætten er bundet op på foreninger. Fra de udsatte idrætssvage gruppers perspektiv tager medlemsdemokratiet form af et flertalstyranni, hvor behovene hos de allersvageste ikke bliver tilgodeset.

Sociale krav
Indsatsen i forhold til de allermest idrætssvage er ikke en naturlig del af foreningsidrættens DNA, men bliver kun sporadisk adresseret i form af midlertidige pulje- og fonds-projekter, som dem Søren Møller også opremser i sit indlæg. Projekter og indsatser med klar udløbsdato, og som typisk lukker ned, når projektperioden slutter.

Hvis vi som samfund vil benytte idrætten som motor til at forbedre udsattes sundhed og sociale liv, så bør staten som minimum sikre, at de milliarder, som hvert år tildeles de etablerede idrætsaktører, følges af et minimum af sociale krav. Og hvis idrætten ikke formår at gøre det i eget regi, så må idrættens hovedorganisationer i langt højere grad samarbejde med de aktører på området, som rent faktisk har succes med at få psykisk syge, misbrugere, hjemløse og andre af samfundets svageste til at engagere sig i idrætsfælleskaber uden for foreningsdanmark.

Vi venter med længsel.