OMBOLD: Udsatteidrætten bør lade sig inspirere af eliteidrætten

Af Martin Pedersen
Sekretariatsleder, OMBOLD Gadefodbold

Trods unikke støttevilkår med faste årlige statsbevillinger til idrættens hovedorganisationer og lovbundne støttestrukturer via folkeoplysningsloven i kommunerne, rejser en ny undersøgelse kritik af den organiserede idræts evne til at inkludere udsatte og idrætssvage grupper.

Ifølge professor Bjarne Ibsen fra SDU, der står i spidsen for undersøgelsen, skyldes det primært, at der ikke fra politisk side stilles skarpt på, hvad samfundet får ud af de knapt seks milliarder kroner, som årligt allokeres til området.

En model uden garanti
Danmark har en af Europas højeste andele af idrætsaktive, båret frem af et kæmpe engagement af civilsamfundets frivillige i foreninger i hele Danmark. Det er unikt i europæisk sammenhæng. Ligesom det er unikt, at idrættens hovedorganisationer, DIF og DGI, ikke behøver at søge midler, men via lovgivningen er sikret faste, årlige bevillinger til både elite og bredde. Alt sammen understøttet af landets kommuner, der via folkeoplysningsloven og direkte driftsstøtte skaber rammer for et blomstrende klub- og foreningsliv lokalt.

Med dannelsen af Team Danmark kom der en overordnet og målrettet elitestrategi, hvilket har givet et kæmpe løft af kvaliteten af elitearbejdet. Så lad os lave en lignende konstruktion for bunden som for eliten.

Martin Pedersen
Sekretariatsleder i OMBOLD Gadefodbold

I modsætning til stort set alle andre områder, hvor indsatsen baserer sig på offentlige midler, er det bemærkelsesværdige på idrætsområdet, at modtagerne stort set kan bruge pengene, som de vil, uden nogen særlig indblanding fra politisk hold og uden at skulle stå til ansvar for, om de understøtter de politiske intentioner på området. Det samme gælder den lokale foreningsidræt, som får penge efter en fast fordelingsnøgle. Og hvis de ellers lever op til foreningslivets basale demokratiske spilleregler, er der stort set frihed til at bruge pengene, som det passer dem.

Men som Bjarne Ibsen, professor og centerleder ved Center for Forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund på SDU, påpeger i undersøgelsen, giver modellen i princippet ikke nogen garanti for, at de lokale idrætsforeninger og idrættens hovedorganisationer opfylder politikernes hensigter på området.

Specifikke og målbare krav er nemlig på idrætsområdet afløst af hensigter og overordnede målsætninger om, at organisationerne skal understøtte og fremme breddeidrætten og unges idrætsdeltagelse. Der er også en forventning om, at idrættens hovedorganisationer og den lokale foreningsidræt skal tage et socialt ansvar og inkludere idrætssvage og udsatte grupper. Men de bliver ikke målt på, om de også lever op til hensigterne. Om de løfter opgaven eller ej får heller ingen indflydelse på deres faste bevillinger, så hvorfor egentlig også påtage sig besværet?

Tillid gennem klare mål
For det er både udfordrende, og til tider besværligt, at motivere og engagere socialt udsatte og marginaliserede grupper til at dyrke idræt. Det har organisationer som OMBOLD og Dansk Væresteds Idræt erfaret gennem mere end et årti, hvor vi med succes har inkluderet udsatte grupper i idrætsfælleskaber. Det arbejde bliver ikke mindre udfordrende, hvis betingelsen for støtte fra idrætten bliver, at udsatte grupper også skal klædes på til at navigere i den traditionelle foreningsidræts formelle og uformelle klubkultur. De færreste inden for denne målgruppe magter et forpligtende medlemskab og endnu færre er klædt på til at søge demokratisk indflydelse i bestyrelsesarbejde.

Men i stedet for at negligere de udsattes legitime ønske om et aktivt idrætsliv, kunne den udstrakte frihed og tillid, som politikerne udviser hovedorganisationerne og idrætslivet, også gives til de udsatte ved at formulere nogle klare mål og afsætte nogle af idrætsmidlerne til inklusionsindsatsen.

Specifikke inklusionsmål
En anden løsning på denne udfordring kunne være, at der fra Folketinget og idrætsordførerne blev udstukket specifikke inklusionsmål for at sikre, at udsatte bliver inkluderet i det danske idrætsfællesskab. Dette ville give idrættens hovedorganisationer og den lokale idræt incitamenter til at prioritere indsatsen.

Man kunne lade sig inspirere af, hvordan man igennem mange år har organiseret arbejdet og indsatsen i eliteidrætten. Her anerkender man, at det koster mange penge at hive medaljer hjem ved internationale idrætsmesterskaber. Indsatsen og arbejdet kan ikke udelukkende basere sig på frivillige, men er afhængig af lønnet personale med de nødvendige idrætsmæssige kompetencer.

Støtten suppleres også lokalt, da stort set alle kommuner har en elitesportstrategi og også aktivt støtter eliteidrætten, enten gennem direkte støtte eller via adgang til faciliteter. Med dannelsen af Team Danmark kom der en overordnet og målrettet elitestrategi, hvilket har givet et kæmpe løft af kvaliteten af elitearbejdet.

Så lad os lave en lignende konstruktion for bunden som for eliten. Det ville ikke blot komme de idrætssvage grupper til gavn, men hele Danmark. Lad os danne Team HeleDanmark – for idrættens egen skyld.