Ti år som børnenes talsmand har lært Rasmus Kjeldahl, at politikerne på Christiansborg ofte er magtesløse i børnepolitikken

I et årti har Rasmus Kjeldahl stået i spidsen for arbejdet med børn og unges trivsel og rettigheder som direktør i Børns Vilkår. I anledning af det runde jubilæum har Altinget bedt ham se tilbage på de største udfordringer, vigtigste mærkesager og samarbejdet med de politikere, der har påvirket børneområdet.

Hvad har kendetegnet børnepolitikken de år, du har været med?

"Viljen til at sikre både de mest udsatte børn, men sådan set også børn generelt, er vokset. Vi har fået aftaler omkring minimumsnormeringer, reform på skilsmisseområdet, og Barnets Lov er lige vedtaget. Den politiske vilje er der, men det strammer ofte til, når Finansministeriet smækker kassen i."

Hvor ser du det?

"Vi hører jævnligt historier om, at en ekstra pulje bliver modsvaret af større besparelser på den selvsamme institution på andre områder på grund af kommunale besparelser. Så når Christiansborg tilfører ekstra midler, kan det meget let ske, at andre besparelser fjerner værdien."

Hvad er de største udfordringer på børneområdet i dag?

"At bekæmpe og forstå baggrunden for børn og unges psykiske mistrivsel. Der er mange forskellige årsager, men som samfund skal vi finde ud af, hvad der skal gøres ved det. Psykisk mistrivsel udtrykkes ved, at ensomheden er stigende. Antallet af personer med angst er stigende, selvskade er stigende. Nogle diagnoser er stigende. Det går den forkerte vej på næsten alle områder."

Hvad kan Christiansborg gøre bedre, når det kommer til børnepolitikken?

"Jeg er frustreret, når det viser sig, at Christiansborg-politikerne i mange sager er ret magtesløse, fordi børns hverdag og trivsel skabes ude i kommunerne. Det kommunale selvstyre forhindrer faktisk, at Christiansborg kan gøre ret meget andet end at ændre på lovgivningen. Det har de også gjort. Men det er mangel på faglighed og ressourcer ude i kommunerne, som sætter grænsen for, hvor langt vi når."

Hvad skal kommunerne gøre anderledes?

"Det er et utroligt blandet billede. Nogle kommuner og ildsjæle driver gode og vigtige projekter. I andre kommuner falder det hele sammen, fordi nogle skifter job, eller der kommer besparelser. Der er samtidig en enorm kvalitetsforskel i ledelsen i kommunerne - og det er ikke altid bare, fordi de mangler penge. Nogle kommuner bruger rigtig mange penge på at nå meget lidt inden for de sociale områder. Og så er der tilbagevendende problemer med det interne kommunale samarbejde mellem for eksempel skole og socialforvaltning, som også gør, at børn kan komme i klemme."

I er mange aktører, der repræsenterer børnenes interesser. Hvad betyder det for jeres sag, at I er mange, der konkurrerer om politikernes opmærksomhed?

"Jeg ser det egentlig som en styrke. I mange sammenhænge samarbejder vi jo med andre organisationer, både omkring projekter, men også når vi har vigtige lovgivninger som for eksempel Barnets Lov eller skilsmisselovgivningen for nogle år siden."

Men I konkurrerer vel om blandt andet midler?

"Der vil altid være konkurrence, og det tror jeg egentlig er sundt nok. Samlet set fører det til, at opmærksomheden omkring børns forhold vokser. Jeg synes, at vi har været gode til at løfte hinanden fremad."

Hvilken oplevelse har gjort størst indtryk på dig i løbet af din tid som direktør?

"Det var under corona, hvor mange af de sædvanlige måder, vi arbejder på – også samarbejdet med embedsværket – var sat ud af kraft. Så opstod der en ny måde at samarbejde på, hvor en række online-møder gjorde, at organisationerne var i direkte kontakt med ministeren. Og embedsmændene lyttede til os. Det var meget ubureaukratisk, og det var meget effektivt i forhold til at få lavet den rigtige indsats i et hurtigt tempo."

Så nogle ting fungerede i virkeligheden bedre under corona?

"Jeg synes, at vi fandt en ny arbejdsform, som nok var lidt mere ukontrolleret for nogle embedsmænd. De har haft travlt med at spole tilbage til, hvordan det var før, men jeg synes, det var tankevækkende, at vi i sådan en krisetilstand faktisk formåede at gøre så meget for ret få midler og så hurtigt. Det undrer mig lidt, at man ikke har reflekteret mere over det."

Er der nogle udfordringer på børneområdet, hvor der ikke er sket så meget, siden du trådte til i 2013?

"Ja, psykisk og fysisk vold mod børn og unge. Niveauet er nogenlunde konstant. Det har ikke flyttet sig i den nedadgående retning, som man kunne have håbet og troet på. Der er gode organisationer, der arbejder på området, men der er et enormt gab imellem de ressourcer, der bliver brugt, og det omfang, som volden har."