Klumme: Unge skatere inspirerer til nyt nærhedsprincip

Det lysner derude. Jeg tænker ikke på det faktum, at dagene er blevet lysere og foråret vibrerer i morgenluften, men på at skellet mellem embedsfolk, politikere, professionelle organisationers og civile borgeres adgang til den politiske arena bliver løsnet. Det interessante er, at nyudviklingen denne gang kommer fra den kommunale verden.

Adgang til den politiske arena
Nye måder at involvere civilsamfundet i byrådsarbejdet kan være vejen til en mere åben politisk arena. Forsøg i Gentofte giver fingerpeg om mere borgernær politikudvikling, der kan inspirere i den del af fondsverdenen, der arbejder for at udvikle og afprøve nye koncepter. Også selvom fondene ikke driver politik.

Og hvis idéen tilmed finder genklang blandt Christiansborgs politikere og interesseorganisationer tæt på magten, vil den måske kunne dæmme op for borgernes bekymrende træthed ved den forudsigelige alliance mellem politikere og organisationsfolk, der med mellemrum viser sig ved diverse undersøgelser af demokratiets tilstand.

Opblødningen i de faste rutiner vil kunne give civilsamfundet nye indgange til at deltage i den normalt lukkede proces, hvor nogle få enes om at realisere de politiske beslutninger. Og være et tiltrængt skud hen imod, at særinteresser opgiver ene-ejerskabet til bestemte problemstillinger og deres løsninger. Modellen vil samtidig være til inspiration for de fonde, der er begyndt at arbejde problemdrevet som alternativ til at uddele midler efter ansøgning.

Skatere og BMX-folk på banen
I disse år tester Gentofte en ny kommunal praksis for borgerinvolvering. Det sker gennem såkaldte opgaveudvalg, der er sammensat af en blanding af folkevalgte politikere og repræsentanter for borgerne. Modellen stiller givetvis krav om ansvarlighed hele vejen rundt.

Selve ideen opstod for nogle år siden, da kommunen ville opføre en ny overdækket hal til skatere, rulleskøjteløbere og BMX-folk. Problemet dengang var bare, at de kommende brugere ikke kunne se sig selv i den arkitekttegnede drøm, de fik præsenteret, fortæller online-tidskriftet Kommunen. Lyset og dimensionerne i det skitserede projekt ville forringe funktionaliteten og dermed glæden ved at bruge hallen, mente nogle af de unge.

Kommunen opgav det oprindelige projekt og inddrog brugerne i processen. I dag er hallen en central del af et større område, der er udlagt til street-aktiviteter. Anlægssummen var cirka 5 millioner kroner, hvoraf Lokale- og Anlægsfonden støttede med 2,5 millioner kroner.

Opgaveudvalg med blandet repræsentation
Sidenhen er udviklingen gået stærkt. De første otte opgaveudvalg med blandet repræsentation af kommunalbestyrelsesmedlemmer og borgere har allerede afsluttet deres opgaver. Det gælder blandt andet det udvalg, der fik til opgave at se på realiseringen af skolereformen i Gentofte. Udvalget var sammensat af syv forældrerepræsentanter fra skolebestyrelser rundt om i kommunen og fem kommunalpolitikere.

Fremover er det planen, at der skal være otte opgaveudvalg i gang på samme tid. I øjeblikket arbejder et opgaveudvalg med at udvikle en ny idræts- og bevægelsespolitik. Her har borgerne fået tildelt ti pladser, mens kommunalbestyrelsen har fem pladser. De ti ’borgerpladser’ sikrer en fordeling mellem repræsentanter for forskellige erfaringer inden for idræts- og bevægelsesområdet. Kommissoriet nævner udtrykkeligt, at både det organiserede foreningsliv og det selvorganiserede idrætsliv skal være repræsenteret.

Overskuelighed
Formål, opgaver, sammensætning og tidsramme er skrevet ind i et kommissorium for det enkelte opgaveudvalg. I modsætning til de stående politiske udvalg er det ikke tanken, at udvalgene skal være permanente. På den måde bliver formatet fleksibelt og vil kunne appellere til borgere, der egentlig har lyst til at engagere sig, men har svært ved at overskue flere års bindinger eller egentligt politisk engagement. Med formål og opgave defineret på forhånd og en konkret deadline at arbejde hen imod, kan medlemmerne koncentrere sig om det konkrete arbejde for en fælles løsning.

Alternativ til benspænd
Formatet kan vise sig at være et alternativ til den samskabelsesmodel, der går under navnet ”Collective Impact”, og som lægger op til, at man først bliver enige om en problemformulering og sidenhen går i gang med at løse de problemer, man er enige om eksisterer. En proces, der nødvendigvis involverer stærke interesser, og hvor det kan være svært at undgå, at disse interesser begynder på det ’powerplay’, som er velkendt i forvejen.

Med Gentofte-modellen vil man kunne koncentrere sig om at finde fælles løsninger inden for et fastlagt kommissoriums rammer. Et af ”Collective”-modellens helt store benspænd er, at en fælles løsning forudsætter, at alle involverede er villige til at afvige noget fra de positioner, man tog med ind i forhandlingsrummet, da man begyndte.

Retfærdigvis skal det siges, at ”Collective”-modellen tager sigte på at løse langt mere komplekse samfundsproblemer end Gentofte-modellen, der er velegnet til at løse konkrete udfordringer inden for en fælles ramme. Så sidestillelsen mellem de to modeller holder ikke helt.

Det kritiske øje
Det kritiske øje vil kunne argumentere imod Gentofte-modellen af forskellige grunde. Modellen er dels ikke designet til at tage fat på store, grundlæggende reformer, dels er den ikke designet til at flytte en eneste kommunal krone fra ét budget til et andet. Endelig kan man også stille spørgsmålstegn ved, om modellen vil holde stærke organisationsinteresser borte og give plads til en bredere repræsentation. Det sidste er der ikke nogen garanti imod.

Kynikeren vil finde på at sammenligne modellen med det at give borgere og organisationer et surrogat eller en erstatning for reel indflydelse på de politiske beslutninger. Til det er blot at svare, at man også kan vælge at opfatte politik som mere end den kontante fordeling af samfundets værdier.

Ægthed, mindre ævl og kævl
Gentofte-modellen har rødder i kommunernes styrelsesvedtægt §17 stk. 4, men vil med få justeringer nemt kunne bruges andre steder. Også på Christiansborg og blandt de store interesseorganisationer, hvor mange – også blandt de involverede – længes efter en større ægthed i debatterne. Eller noget nyt og noget mindre ævl og kævl end at tale om de andres fejl, som forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch tidligere har gjort opmærksom på i tidsskriftet Ræson.

En opgave for fondene
Og netop kombinationen af længslen efter ægte diskussioner om ægte problemer og nye måder at løse udfordringerne på gør Gentofte-modellen værd at lade sig inspirere af. Det gælder også dem, der hverken beskæftiger sig med politikformuleringer eller fordelingen af offentlige budgetter. Som for eksempel de fonde, der til gengæld gerne arbejder problemorienteret og stiller sig til rådighed som ambassadører for de problemstillinger, som flere interessenter kan enes om på én gang.

Men hvem vover pelsen og inviterer borgerne indenfor? Og er politikerne og interesseorganisationerne interesseret i at dele indflydelsen med almindelige borgere?

Det er nogle af de spørgsmål, som det kunne være rart at undersøge nærmere. Måske var det en idé for fondsverdenen at udforske, om den nye samarbejdsform vil kunne anvise vise nye veje til at finde fælles løsninger på de nære ting, der betyder mest i hverdagen.

Birgitte Boesen er analytiker, rådgiver og indehaver af büroCPH. Hun har i 12 år arbejdet som kommunikations- og pressechef i Realdania. Klummen er fast tilbagevendende og alene udtryk for skribentens egen holdning.