Landsdommer har helt usædvanligt ytret sig om statslig overvågning: Jeg har gjort mig dybe overvejelser om det

Dommere hæver deres stemmer i landets retssale. Men udenfor hører vi dem sjældent.

Landsdommer Morten Uhrskov Christensen er en af de få undtagelser.

Han har som privatperson ytret en bekymring for, at politikerne ikke sætter klarere hegnspæle i lovgivningen for, hvor langt staten med de stigende teknologiske muligheder kan gå i sin overvågning af danskerne.

“Overvågning er uomgængelig og nødvendig, men her er vi samtidig inde i kernen af magtrelationen mellem stat og borger. Overvågning er kontrol og et middel til påvirkning og ensretning, og derfor synes jeg, det kalder på en enormt stor refleksion og på demokratisk samtale,” siger Morten Uhrskov Christensen. 

Det handler for eksempel om indsamling af data og myndighedernes brug af ansigtsgenkendelse og teknologier baseret på kunstig intelligens. 

Jeg tænker, at man som dommer er meget optaget af i retssalen at fremstå objektiv og uden holdninger. Har du haft nogen bekymring om, hvorvidt det kan skade den rolle?

“Det har fyldt rigtig meget. Og det bør det også gøre, hvis man som dommer vælger at tage del i den offentlige debat. Det er et bekymringspunkt, man ikke bare kan negligere, og det har jeg gjort mig dybe overvejelser omkring,” siger Morten Uhrskov Christensen og tilføjer senere:

“Potentielt sætter man sin kronjuvel på spil, som er vores uafhængighed og upartiskhed. En af de allervigtigste komponenter for en dommer, når man sætter sig i retssalen, er, at parterne har tillid til, at man er uafhængig og upartisk.”

Behov for regulering

Morten Uhrskov Christensen har skrevet indlæg til Politiken, henholdsvis i 2021 og i marts 2024.

I begge tilfælde har emnerne kredset om de digitale muligheder for statslig overvågning. 

Potentielt sætter man sin kronjuvel på spil, som er vores uafhængighed og upartiskhed.

Morten Uhrskov Christensen
Landsdommer, Østre Landsret

“Man skal som dommer nok passe på med at gøre sine mere retspolitiske betragtninger gældende, eksempelvis på området for straf, men jeg tænker, det er inden for skiven at kaste et lidt kritisk blik på, hvordan magthaverne agerer.”

Konkret adresserer han i sit seneste indlæg, at justitsminister Peter Hummelgaard (S) “for nuværende” afviser at regulere brugen af ansigtsgenkendelse. 

Noget, der ellers er reguleret i resten af EU-landene i kraft af det nye regelsæt for kunstig intelligens, men som Danmark på grund af vores retsforbehold ikke er omfattet af.

Peter Hummelgaard pointerer i et folketingssvar fra februar i år, at “en mere systematisk eller omfattende anvendelse af ansigtsgenkendelsesteknologi forudsætter, at myndighederne har gjort sig relevante juridiske, praktiske og principielle overvejelser”. 

Det er dog ikke en særlig farbar vej, mener Morten Uhrskov Christensen.

“Det er vel lidt at sige, at det bare må gå sin gang, uden at man mere principielt forholder sig til, om det vitterligt er den rigtige retning.”

“Man skal passe morderligt på, hvad det er for et tog, man bare sætter på skinnerne og lader køre afsted. Og det er vel lidt det, der er situationen lige nu og grunden til, at jeg er bekymret,” siger Morten Uhrskov Christensen. 

Hvorfor er det ikke noget, som myndighederne selv kan vurdere løbende?

“Hvis man tager politiet som eksempel, så vil der ligge et enormt pres i organisationen for at have adgang til præcis de værktøjer, der giver det bedste afsæt for at opklare en alvorlig forbrydelse. Og sådan skal det være. Det ville være trist, hvis vi havde politifolk og efterforskere, der lader sig nøje og ikke har interesse for, hvordan man kan udvikle faget og gøre det bedre og mere effektivt. Og det samme vil man kunne sige om eksempelvis Skat.” 

Overvågning er uomgængelig og nødvendig, men her er vi samtidig inde i kernen af magtrelationen mellem stat og borger.

Morten Uhrskov Christensen
Landsdommer, Østre Landsret

Morten Uhrskov Christensen understreger, at myndighederne naturligvis kun indfører ny teknologi, hvis det har en klar “upside” for deres arbejde.

“Men er der ingen etisk begrundede grænser for, hvor vi som samfund ønsker at indføre nye muligheder? Det kalder på en demokratisk og parlamentarisk afklaring, og i nogle tilfælde vil det også være rettidig omhu lovgivningsmæssigt at definere nogle centrale hegnspæle omkring de her teknologier.”