Vestager: Sådan får vi grøn energi uden at betale det blå ud af himlen

ENERGIUNION: Når EU-Kommissionen vil have medlemsstaterne til at åbne deres grønne statsstøtte for udenlandske projekter, så er det en trædesten mod et rigtigt energimarked, lyder det fra EU's konkurrencekommissær Margrethe Vestager.

Foto: Bjarke Ørsted / Scanpix
Morten Øyen

Det er en trædesten på vejen mod et rigtigt europæisk energimarked, når EU-Kommissionen vil have medlemslandene til at sende statsstøttte til vedvarende energi til udenlandske projekter og partnerskaber.

Fakta
EU-Kommissionens forslag: 
  • Fra 2021 skal 10 procent af den grønne statsstøtte til vedvarende energi være åben for projekter uden for det enkelte EU-lands grænser. 
  • Fra 2026 til 2030 skal det gælde 15 procent af støtten til vedvarende energi. 
  • I 2025 skal EU-Kommissionen foretage et gennemsyn af ordningen, og herefter kan procentsatsen hæves.
  • Åbning af støtteordninger kan eksempelvis ske gennem udbud eller fælles projekter mellem flere EU-lande.
  • Energi, der produceres i et andet EU-land, vil ”tælle” som vedvarende energi i det medlemsland, der finansierer projektet. 
  • EU-Kommissionen understreger, at forslaget ikke begrænser det enkelte EU-lands mulighed for at tilrettelægge sine støtteordninger og designe sit eget energi-mix.

Kilde: EU-Kommissionens forslag til et nyt VE-direktiv

Sådan lyder det fra konkurrencekommissær Margrethe Vestager, som mandag var i København for at fortælle om EU-Kommissionens nye Energipakke.

Står det til EU-Kommissionen skal Danmark fra 2021 give 10 procent af den danske statsstøtte til grøn energi til udenlandske energiproducenter. Fra 2025 skal det stige til 15 procent.

Skal få prisen ned
Da Venstre-regeringen ville flytte PSO-ordningen til finansloven, var det en del af argumentet, at man ønskede at slippe for en ”åbningsmodel”, hvor danske penge skulle sendes til udenlandske energiproducenter.

Det handler ikke om, at støtte skal sendes til udlandet eller blive hjemme – det handler om bedst og billigst. Hvordan får vi det, vi gerne vil have, uden at betale det blå ud af himlen?

Margrethe Vestager
EU's konkurrencekommissær

Alligevel har det ikke været en bekymring i kommissionen, at medlemslandene af skræk for at sende penge ud af landet skulle smække døren i over for det nye forslag.

”Nej, for det handler ikke om støtte skal sendes til udlandet eller blive hjemme – det handler om bedst og billigst. Hvordan får vi det, vi gerne vil have, uden at betale det blå ud af himlen?” siger Margrethe Vestager og tilføjer:

”Vores bekymring er, at hvis det forbliver dyrt at omstille til vedvarende energi, så ender det som noget man ikke vil betale til. Og så ender vi i en situation, hvor vi kører videre med kul og gas.”

Starter med at åbne lidt
Hvis det giver billigere grøn energi med EU-udbud, hvorfor foreslår I så 10 procent og ikke bare 100 procent?

”Vi skal jo lige derhen, hvor man kan se fordelene ved det. Vi foreslår at åbne lidt, og så oplever vi måske nogle på den anden side af grænsen kan levere det billigere og bedre. Er der ikke det, så vinder de jo ikke udbuddet,” siger Vestager.

0:000:00