Kommissionens landbrugsreform kritiseres bredt

LANDBRUGSREFORM: EU-Kommissionens udspil til en landbrugsreform er for lidt grøn, og kommer til at koste danske landmænd dyrt. Godt det kun er et udspil, lyder det fra fødevareministeren, Venstre og aktørere.
Foto: colourbox
Morten Øyen
Fakta

EU-Kommissionens forslag til landbrugsreform:

Kommissionen har vedtaget lovgivningsforslag om en fælles landbrugspolitik for at gøre sektoren både økonomisk og økologisk konkurrencedygtig.

Forslagene skal:

- forsøge at løse udfordringerne med hensyn til fødevareforsyningen i det 21. århundrede
- forbedre en bæredygtig forvaltning af EU's naturressourcer
- styrke den territoriale og sociale samhørighed i EU's landdistrikter

Dette skal ske ved at:

- sikre bedre fordeling af landbrugsstøtten mellem sektorer, regioner og medlemsstater, så denne i højere grad ydes til miljømæssigt forsvarlige produkter og er rettet mod aktive landmænd
- sikre at europæiske landmænd bliver mere konkurrencedygtige på lokalt, regionalt, europæisk og internationalt niveau og samtidig bevarer bæredygtigheden og forholder sig til problemer vedrørende vandforsyning, jordanvendelse, biodiversitet, klimaforandring
- gøre landbrugerne mindre udsatte for prissvingninger og bedre i stand til at modstå pres i fødevareforsyningskæden og ved at bibeholde mangfoldighed i landbrugsproduktionen i EU
- bistå med investeringer og rådgivning om miljømæssige og økonomiske udfordringer og få flere unge ind i landbruget samt fremme teknologioverførsel fra laboratorier til produktionen
- fremme landbrugets bredere rolle i landdistrikterne og støtte initiativer, som skaber arbejdspladser og styrker økonomien i landdistrikterne
- mindske landbrugernes og det offentliges administrative byrder.


Kilde: EU-Kommissionen
Landmænd i Danmark skal have mindre, de baltiske lande mere, og så skal alle landmænd være grønnere. Det er et par af hovedtrækkene i EU-Kommissionens forslag til, hvordan landbrugsstøtten skal se ud fra 2014-2020, som landbrugskommissær Dacian Ciolos præsenterede onsdag.

Men det er langt fra hele pakken, der bliver modtaget lige godt hos de danske politikere og aktørere. Fødevareminister Mette Gjerskov (S) er glad for Kommissionens grønne elementer, men påpeger samtidig, at de skal udbygges for at sikre, at der også kommer konkrete resultater ud på markerne.

"Jeg ser også meget gerne, at der kommer en helt klar bonus til dem, som leverer det, som vi gerne vil have. Men der er også elementer, som kan vise sig at blive meget problematiske, så som omfordelingen mellem Vest- og østeuropa," siger fødevareminister Mette Gjerskov, som selv kommer til at spille en nøglerolle omkring landbrugsreformen, når Danmark overtager EU-formandskabet til januar.

V: Det bliver for dyrt
Det store oppositionsparti Venstre er med på en omlægning af landbrugsstøtten, og ser frem til forhandlingerne. Men det er godt, det kun er et udspil til forhandling Kommissionen er kommet med, lyder det fra partiet.

"Kommissionens forslag er ikke bare dyrt, men også for dyrt for danske landmænd. Det bliver nødt til at blive anderledes," siger Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen, der frygter det vil ramme de danske landmænds konkurrenceevne hårdt.

Et af de konkrete forslag fra Kommissionen, som Venstre er meget skeptiske overfor, er forslaget om et loft for støtte til en landmand med et stort landbrug.

"Danmark har meget effektive landbrug i dag. Og det er ikke rimeligt, at det skal komme os til skade, det bør jo komme os til gavn," siger Erling Bonnesen, der slår fast, at Venstre ikke vil acceptere Kommissionens loft, da det vil favorisere ikke-konkurrencedygtige landbrug.

L&F: Fokuser på grøn teknologi
Landbrug & Fødevarer påpeger, at Danmark i dag kun får andel i en meget lille del af EU-midlerne til natur og miljø, økologi og innovation gennem EU's landdistriktspolitik. De opfordrer derfor Danmark til under de kommende forhandlinger at satse mere offensivt på at øge den danske andel af EU's landdistriktsmidler.

0:000:00