Debat

Landbrugskommission - lille redningsplanke for dansk landbrug?

DEBAT: Regeringens kommende landbrugskommission kan blive et positivt vendepunkt for dansk landbrug. Men det kræver både analyse af den nuværende situation og nye initiativer til langsigtede løsninger. Det mener dagens debattør, Evald Vestergaard.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Evald Vestergaard
Økologisk landmand og formand for Økologisk Landsforening.

Landbruget var en gang den økonomiske rygrad i det danske samfund. Uanset hvor optimistisk, man udlægger og tolker tallene i dag, så kan de fleste vist blive enige om, at sådan er det ikke længere. Landbrugets samlede gæld er rundt regnet fire gange stå stort som det forventede statsunderskud i 2012. Hvis man solgte al dansk landbrugsjord til dagens jordpriser ville man lige akkurat kunne dække gælden.

Med andre ord: Landbruget er som helhed tæt ved teknisk insolvens. Man skal dog også være opmærksom på, at der er blevet skabt værdi for de lånte penge. Dansk landbrug er teknisk toptunet og kan levere både mængde og kvalitet til forbrugere i ind- og udland. Men det er på høje tid, at der bliver kigget grundigt på de langsigtede udviklingsmuligheder for værdiskabelse i landbruget, så det kan blive både miljømæssigt og økonomisk bæredygtigt.

Landbrugskommission må tænke langsigtet
Derfor hilser Økologisk Landsforening en kommende landbrugskommission velkommen. Sidste salgsdato for bulkvareproduktion og konkurrence på lavest mulige enhedspris er for længst overskredet for dansk landbrug. Det kan hverken skattelettelser, udskydelse af pesticidafgifter og vandplaner lave om på. Derfor er det vigtigt, at regeringens varslede landbrugskommission kommer et spadestik dybere end at pege på kortsigtede løsninger som diverse omkostningslettelser.

Foto:

Det vil nemlig ikke løse landbrugets grundlæggende problem, som er, at ikke alene sælges varerne til en meget lav pris, men hvad værre er; landmanden sidder så langt tilbage i værdikæden, at en stadig mindre del af forbrugerkronen lander på hans/hendes bankkonto.

Økologisk Landsforenings indspark til kommissoriet er, at analyserne skal koncentrere sig om fem hovedområder:  

Gældsanalyse 
1.) Kommissionen skal analysere mekanismerne bag landbrugets gældsfælde, herunder gældsoptagelse med afsæt i værdistigninger, jordskat, konkurrence om jord / harmoniarealer, lav rente og nye lånetyper. Kommissionen skal foreslå metoder til at forebygge kapitalisering af positive tiltag/tendenser og den efterfølgende voldsomme gældsætning.

Fokus på brug af plantebiomasse-ressourcer 
2.) Kommissionen skal analysere og udforme anbefalinger til en politik, der kan sikre en bæredygtige anvendelse af Danmarks plantebiomasse-ressourcer i fremtid, herunder balancen mellem anvendelse af plantebiomasse til energiformål og som basis for en frugtbar jord, der er fundament for fremtidens fødevareproduktion. Derudover er det vigtigt, at kommissionen analyserer mulighederne for recirkulering af organiske affalds-/nærringsstoffer fra samfundet tilbage til landbrugsjorden, hvor de kan gøre gavn. 

Fremmelse af bæredygtig produktion  
3.) Kommissionen skal udforme forslag til nye politiske initiativer, der fremmer etablering af nye, bæredygtige landbrugs- og fødevareproduktioner, herunder for aktivt at styrke adgang til kapital og fremme nye ejer- og samarbejdsformer i primærproduktionen.

Identifikation af nye værktøjer 
4.) Kommissionen skal, parallelt til regeringens opfølgning på initiativerne i ØkologiVision (2011) og udformning af regeringens ny økologipolitik, identificere nye drivere, værktøjer og konkret lovgivning generelt i landbruget, der vil fremme omstilling til økologisk produktion.

Nytænkning af landbrugsstøtten 
5.) Landbrugskommissionen skal udarbejde forslag til, hvorledes den direkte støtte til landmænd kan erstattes af betaling for offentlige goder som klimaforbedringer, dyrevelfærd, rig natur samt beskyttelse af miljø og drikkevandsressourcer fra sprøjtegift og belastning fra næringsstoffer.

Hvis den kommende landbrugskommission således kommer hele vejen rundt om erhvervet og på én gang analyserer årsagerne til den nuværende situation, så de kan udgås i fremtiden, og samtidig udstikker linjerne for en fremtidige miljømæssig og økonomisk bæredygtig udvikling, kan kommissionen blive et positivt vendepunkt for dansk landbrug - måske endda en lille redningsplanke.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Evald Vestergaard

Skanderborg Kommune
landbruger

0:000:00